Karen blev kaldt doven og sjusket i mange år – men en samtale med en kollega ændrede alt
Selvom jeg knoklede i skolen, så blev jeg altid beskyldt for at være doven og langsom. Det gjorde mig usikker, og i mange år kæmpede jeg med både ensomhed og dårligt selvværd. En tilfældig samtale med en kollega, ændrede dog alt. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Karen opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da jeg gik i skole, fik jeg altid at vide, at jeg var langsom og sjusket. Jeg fik derfor også altid besked på, at jeg skulle tage mig sammen og gøre mig mere umage. Det på trods af, at jeg nok brugte mere tid på lektierne end nogen andre i min klasse. Det fortalte jeg dog ikke mine lærere om i skolen, for jeg var flov over, at jeg åbenbart var så langsom. Jeg følte mig også dum og som en idiot. Jeg gik konstant rundt og havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke gjorde tingene godt nok. Jeg læste og læste, men forblev alligevel langsom og var dårlig til at stave. I diktat gik det altid galt for mig.
Min mor var alene med mig og havde to jobs for at få det til at løbe rundt. Hun var en lidt kuet og autoritetstro type, alligevel nævnte hun overfor mine lærere, at hun mistænkte mig for at være ordblind, for hun så jo, hvor meget jeg knoklede for tingene. Men jeg tror ikke, at hun hævede stemmen nok eller stod fast, for mine lærere blev ved med at antyde, at jeg var langsom, ja, en af dem sagde ligeud, at jeg var umoden. Det gik op for mig senere, at de må have set mig som udviklingshæmmet, om end en velfungerende en af slagsen. I hvert fald blev jeg aldrig testet for ordblindhed. Resultatet var, at jeg følte mig utilstrækkelig igennem hele min skoletid, og det prægede mit selvværd. Jeg havde et par enkelte gode veninder, som jeg kunne lide at hygge mig med derhjemme, men jeg følte mig på mange måder udenfor. Jeg var jo en idiot, hvem ville dog være sammen med mig? Mindreværdskomplekserne holdt mig nede i en grad, så jeg også blev væk fra mange sammenkomster og fester og blev derfor set på som sær.
Det lykkedes mig med megen besvær at få en 10. klasses eksamen. Jeg burde være stolt, for jeg havde virkelig knoklet for den. I stedet var jeg skuffet over, hvor lidt jeg kunne bruge eksamen til. Det føltes vildt uretfærdigt, for jeg havde så mange drømme. Den største og mest ambitiøse var, at jeg ville være læge og hjælpe børn i de fattige lande. Min bedstefar var læge, og jeg elskede, når jeg fik lov til at besøge ham i hans konsultation, men at komme på universitetet var utænkeligt.
I stedet blev jeg social- og sundhedsassistent. Igen var det svært med alt, hvad jeg skulle læse og skrive, men jeg klarede det, og fik et arbejde på et plejehjem. Et sted, hvor jeg for første gang i mit liv virkelig følte mig værdsat. Jeg havde en vidunderlig leder, der tildelte mig mange ansvarsopgaver og viste mig tillid. Det betød, at jeg blomstrede og begyndte at tro på mig selv. Her syntes ingen, at jeg var en idiot. Tværtimod fik jeg ros for at være hurtigt opfattende, flittig og omsorgsfuld.
På et kursus nogle år senere kæmpede jeg med en tekst, jeg skulle skrive, og fik hjælp af en af mine kolleger, en sygeplejerske, der fortalte, at hun var ordblind. Efter at have hjulpet mig med min tekst, sagde hun, at hun også troede, at jeg kunne være det. I hvert fald virkede det til, at jeg havde nøjagtig de samme staveproblemer som hende. Hun fortalte mig om de hjælpemidler, der havde hjulpet hende, og hvordan hun også havde fået vejledning på sygeplejestudiet og senere til eksamen.
Allerede få uger efter blev jeg selv testet på et voksenuddannelsescenter, og de konstaterede, at jegvarordblind. Det var en åbenbaring for mig. Jeg var ikke selv skyld i min langsomhed, jeg var ikke sjusket, jeg var ordblind. Det var som en tung byrde, der langt om længe blev taget af mine skuldre. Det var også en overraskelse for min mor. Hun blev frygtelig ked af, at hun ikke havde gjort mere for at få mig testet før, men jeg gav nu mere mine gamle lærere skylden. Jeg skrev også til et par af dem og fik undskyldende mails tilbage. De skrev, at de nok generelt havde vidst for lidt om ordblindhed. Måske havde de også haft for travlt med at tage sig af alle de larmende børn i min klasse og var så kommet til at overse de problemer, jeg gik så stille med.
Helt høj på min nye viden gik jeg i gang med at tage nogle enkeltfag på et studenterkursus. Det gik over al forventning. Når jeg blev træt af at læse i studiebøgerne, var det en luksus at kunne lytte til dem i stedet. Blandt meget andet fik jeg også en pen, der kunne læse svære ord højt for mig, og jeg lærte at bruge stavekontrollen bedre. Senere uddannede jeg mig til sygeplejerske, og her var det uvurderligt for mig, at jeg kom i en ordblindegruppe, hvor vi støttede hinanden. De kendte alle til at blive skældt ud for sjusk.
I dag er jeg ansat på en børneafdeling og går glad på arbejde hver dag. Jeg kan dog mærke, at jeg så småt igen er begyndt at længes efter at lære mere. For min sult efter viden er enorm. Måske fordi jeg i så mange år ikke kunne få ordentlig adgang til den. Lægestudiet har jeg tabt lysten til, men jeg har taget flere efteruddannelser og overvejer i øjeblikket at blive sundhedsplejerske. For jeg kan mærke, at jeg virkelig har brug for at tage revanche for alle de år, hvor så mange troede, jeg bare var dum.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det:Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
