Da Line Kirsten Nikolajsen gik ind i det nye år, vidste hun,
at hun var gravid, og derfor satte hun sig ned med sin mand for
at diskutere deres boligsituation.
Parret har i forvejen en datter, så de skulle finde ud
af, om de fortsat ville bo på 79
kvadratmeter inde i København.
”Kort tid efter var jeg til en clairvoyant – af alting i
verden – i forbindelse med et nyt tv-program. Han siger så til mig, at min
boligsituation fylder meget hos mig, og at jeg kommer til at flytte i 2025.
Jeg tænkte bare, nej, det gør jeg ikke, for jeg har et lån, der først udløber
om to år, og jeg er jysk nok til, at jeg ikke vil betale for at lægge det om.”
Det fortæller hun med et grin i ALT for damernes podcast Skål
Søster og fortsætter:
”Men
så vil skæbnen, at der lige pludselig er et hus oppe nordpå, hvor vi slår til. Vi byder på
huset, dagen efter er vores lejlighed til salg og fem dage efter er der et bud på den. Det er simpelthen gået så stærkt. Både min mand og jeg kan være
voldsomt overtænkende, så jeg tror faktisk, det er rigtig godt, at det er gået
så hurtigt. Men nu, hvor det er gået igennem, er jeg også sådan: Fuck, vi
flytter ud af byen nu!”
Parret har købt en bolig i Helsingør, hvor de er tæt på skov
og strand – og hvor pengene rækker længere, end de gør i København, fortæller
Line Kirsten.
Men det er også et angstprovokerende skridt at tage, fortæller
hun, for hvis du spurgte hende for to måneder siden, om hun skulle flytte,
ville svaret være nej.
”Jeg ved ikke, om clairvoyanten har forudset noget eller har påvirket mig. Altså, han sagde så mange ting i den session, som ingen ved om mig. Jeg
forholder mig åben overfor, hvad der findes mellem himmel og jord, men jeg er
ikke erklæret spirituel. Så det var en vild oplevelse at møde ham. Jeg skal skrive til ham, at han fandeme fik ret.”
Du kan lytte til hele samtalen i ALT for damernes podcast
Skål Søster, hvor Line Kirsten også fortæller om sit exit fra programmet
Forræder og tager os med bag kulisserne på slottet.