Line Knutzon om danskhed: ”Når vi føler os truede, begynder vi at snakke om frikadeller”

Hvad er det første, I tænker på om morgenen?

Line: – Følgende spørgsmål tårner sig op: “Skal jeg drikke kaffe før eller efter, jeg går i bad?” Ni ud af 10 gange er det kaffen først, for jeg kan ikke lide at gå i bad. Jeg føler, at det er utrolig krænkende at få vand på kroppen. Som om, jeg vasker en syrekappe af, et ekstra lag hud, min personlighed, som jeg har bygget op i løbet af dagen før. Jo ældre, jeg bliver, des mere problematisk er det at gå i bad. Altså jeg gør det! Jeg holder ikke op med det!

Chris: – Det er alligevel vildt at bruge ordet krænkende …

Line: – Det er helt rimeligt!

Hvad er dit forhold til vand på kroppen?

Chris: – Godt. Jeg starter tit min dag med at tage i Vesterbro Svømmehal. Det er meget lokalt og fyldt med hår. Det er et sjovt fællesskab, og det er sindssygt hyggeligt at høre på alle de småvrede pensionister.

Og nu skal vi høre på jer – i tv-programmet Der er et yndigt land, der bliver sendt på DRK fra 22. oktober. Hvad går det ud på?

Line: – Vi har fået peget fire ikoniske guldaldermalerier med natur i Danmark ud. Så tager Chris og jeg ud og finder landskaberne og undersøger, hvordan maleren har manipuleret med proportionerne; hvordan den lillebitte kampesten pludselig er blevet kæmpestor. Vi gjorde Danmark mere dramatisk. Det gjorde vi for at hævde os selv, vi havde jo mindreværdskomplekser!

Chris: – Det er ret genialt at tage fat i guldalderen lige nu, hvor vi snakker rigtig meget om danskhed. Det har jeg aldrig tidligere skullet forholde mig til. Jeg har aldrig følt mig særlig dansk, men mere som europæer. Jeg har altid syntes, det var vildt, at jeg havde fri adgang til alle lande. Jeg flyttede til London som 18-årig og troede siden, at jeg også skulle bo i Berlin, Paris og New York.

Line: – Snakken om danskheden begyndte i 90’erne. Det kom med Dansk Folkeparti.

Chris: – Så snart vi føler os truede, lukker vi os inde i et ufrit fællesskab. Det er uhyggeligt. Danskheden er en illusion.

Line: – Når vi føler os truede, begynder vi at snakke om frikadeller. Så højner vi frikadellen og sætter den op på en piedestal. Det er yderst ucharmerende.

Chris: – Vi ophøjer frikadellen, mens vi har nogle svin i Danmark, der får så meget penicillin, at vi bliver syge af at spise dem.

Er der noget i Danmark, som vi bør dyrke?

Chris: – Bornholm. Der er magisk.

Line: – Eller Ærø. Jeg var der som barn og vil gerne gense øen. Jeg har en meget romantisk forestilling om den.

Chris: – For 15 år siden var jeg meget i New York, og når jeg gik ned ad Broadway, mødte jeg alle danske gallerister og modefolk. Det var ‘hej hej’-gaden, ligesom Istedgade og Værnedamsvej er i dag. Så blev det Berlin, og så kom Los Angeles for et par år siden. Du kunne ikke være på Instagram, uden en blogger stod op ad den lyserøde væg ved Paul Smith-butikken. Så vendte stemningen, og nu køber folk pludselig sommerhuse rundt omkring i landet. Der er en fornemmelse af, at vores eget land, Danmark, kan være eksotisk.

Line: – Der er ikke så mange penge som tidligere, og vi kan ikke bruge 50.000 kroner på at flyve til L.A. for at købe et par sko og se en butiksfacade. Vi bliver nødt til at være bevidste om vores egne og jordens ressourcer. Vi kan ikke bare gå rundt og rage til os på den her jord, vi kan ikke tillade os at flyve alle de avokadoer ind, og vi synger på sidste vers med de svin – de kommer efter os! Og det fortjener vi, med den behandling, de får! Vi bliver nødt til at være bevidste om, hvordan vi bevæger os rundt, og vi må afstå noget. Så må vi tage til Bornholm eller Sydfyn eller Als eller Mols Bjerge. Det er ikke synd for nogen. Det er synd, hvis du får sat benet af eller går igennem en hård skilsmisse. Men det er ikke synd, hvis du ikke kan komme 30 gange til Bali.