Lisbeth Østergaard: "Jeg vil ikke sige det højt, for jeg er bange for at ødelægge det"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en tryg vej i Sunds i Midtjylland, hvor jeg voksede op med min mor og far og senere lillebror. Min farmor, farfar, moster og onkel boede alle lige i nærheden. Vi flyttede derfra, da jeg var fire, fordi min far fik et andet arbejde, og siden flyttede vi til Silkeborg. Her købte mine forældre en tankstation, og vi boede i en lejlighed ovenpå. Jeg var en rigtig tankpasserpige, som hjalp med at feje på værkstedet. Det var før, man solgte franske hotdogs på tankstationer, men man kunne få skiftet vinduesviskere og få serviceret sin bil. Vi solgte knallertbenzin og hjalp med kileremmen. Det var stort, da mine forældre begyndte at sælge rundstykker om morgenen. Det er helt omvendt i dag. Du kan få franske hotdogs på tanken, men ingen service. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Den fandt mig, og jeg er sindssygt taknemmelig for mit liv, som det har udviklet sig. Nogle har skabt deres karriere, men jeg synes bare, jeg har grebet de appelsiner, der er faldet ned i min turban. Jeg er 40 år og har aldrig skrevet en ansøgning. En dag, da jeg sikkert gik på tankstationen og fejede, ringede de fra Radio Silkeborg. Min far havde købt ret mange radiospots der, og de kendte mig, fordi jeg altid ringede ind, når der var konkurrencer. Jeg så tit radioværterne i deres Radio Silkeborg-jakker komme ned på tanken og købe chips og sodavand inden en aftenvagt, og de vidste, at jeg ikke var bange for at komme i radioen, og de manglede nogen til at lave ungdomsradio. Det begyndte jeg på, og det ene tog det andet. Så blev det Radio Colombo, som blev købt af Radio Voice, og så kom jeg til at arbejde der. De havde også en afdeling i København, og der ville jeg gerne over. Pludselig stod jeg som 19-årig og havde fuldtidsjob i København på Radio Voice. Så blev det P3. Jeg er nærmest flov over at sige det, for det lyder som om, jeg har fået alt forærende. Men jeg har også kæmpet og arbejdet for det.

Jeg anser stadig mig selv for at være tv-vært, selv om jeg lige nu ikke har noget at lave. Der sker meget i branchen, men der er ikke noget, der passer til mig lige nu, og stillingen som vært på Voice Junior bliver jo ikke slået op på Jobindex. Der kommer nok noget til mig. Jeg har lige været vært på en iværksætterbootcamp, og sidste år udgav jeg en grøn kogebog. Lige nu laver jeg en smoothiekogebog og passer min instagram. Der er sådan set nok at lave, og med to små børn er det dejligt at kunne bestemme over sin egen tid.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Enten sker det ikke så ofte, eller også lægger jeg ikke mærke til det. Måske ligner jeg bare naboens datter? Men jeg tror, jeg blender mere ind, end så mange andre. Jeg har lige mødt Sara Bro, og jeg var mere som hende, da jeg var yngre, men i dag kan jeg godt lide at blende ind og være mainstream. Det er røvsygt. Jeg bor i et lille lokalsamfund på Amager, og der kan gå flere uger, hvor jeg ikke kommer ind til byen. Jeg kommer i supermarkedet, i børnehaven og vuggestuen, og de er alle vant til at se mig – også uden makeup. Jo ældre jeg bliver, desto mere afslappet bliver jeg med den slags. Faktisk synes jeg mest, jeg bliver genkendt i Jylland, eller blandt fulde folk. Hvis jeg er på festival med Ralf, kommer mange over og siger hej.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Ralf. For syv år siden var jeg på Ibiza med en veninde. Vi mødte nogle fyre, og en af dem sagde, at han havde en ven derhjemme, som jeg skulle møde. Jeg magtede det ikke helt, og da de sagde, at han hed Ralf, sagde jeg, at de kunne glemme alt om det. Han var pædagog og boede i Aalborg. Okay, så kunne de for alvor glemme det. Men da jeg kom hjem, mødte jeg Ralf til en fest, og vi har været sammen lige siden. Vi brugte det første halve år på at flyve frem og tilbage, men så flyttede han til København. I første omgang faldt jeg for hans store brune øjne, men i virkeligheden er han det, alle piger vil have: Han er en badboy udenpå og blød som en hundehvalp indeni. 

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den er blød! Mellem mig og Ralf er der ingen kommandoer. Der findes mange, der har brug for drama i deres hverdag, og flere af mine veninder ville kede sig ihjel, hvis de var i mit forhold. Men vi har aldrig drama, og det bliver højst til: ”Nå, kommer du sent hjem i dag, det kunne du da godt have sagt. Så henter jeg ungerne”. Det er ret harmonisk. Men min og Ralfs største opgave er at skabe nogle gode og velfungerende mænd ud af to drenge. De kan også være nogle frække ballademagere, men sådan er det jo, for mekanikerens bil larmer altid, og frisørens børn bliver ikke klippet. Ralf arbejder på en sikret institution for kriminelle unge, men jeg håber nu ikke, det går så galt, ha-ha. Heldigvis kan han et par kneb til at holde vores drenge i ørerne, og indtil videre går det godt.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg går til forskellige clairvoyante, for en gang imellem er det rart at blive bekræftet i nogle ting. For nyligt var jeg hos Rikke Rasmussen, som sagde, at jeg ikke skulle være bange for mit arbejdsliv. Jeg skal finde mig selv i rollen som selvstændig i stedet for at frygte det. Hun gav mig også ideen til et konkret job. Jeg havde faktisk fået ideen selv, men da hun sagde det, fik jeg bekræftet, at det er det, jeg skal. Jeg vil bare ikke sige det højt, for jeg er bange for at ødelægge det. 

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Mine børn kan godt teste mig, og så handler det for mig om ikke at blive grebet for meget af stemningen. Det er jo ikke børnenes skyld, at jeg er stresset og vil skynde mig ud ad døren. Jeg kan godt komme til at snerre ad dem. Når du er gravid, siger du til dig selv: Jeg vil aldrig råbe ad mine børn. Men … hej-hej. Jeg hader, når det sker. Jeg er heldigvis god til at sige undskyld og forklare dem, hvorfor det skete, og vi går aldrig hver til sit uden at være gode venner. Nu er jeg faktisk begyndt at sige: ”Næste gang råber jeg” for at advare dem, men jeg er ikke sikker på, at det er en bedre idé end faktisk at gøre det. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, det er nok lige nu. Nogle gange kan man ikke styre slagets gang, og min far er rigtig syg og bor på plejehjem. Mine forældre er skilt, og min far er 62 år og lider af parkinsons. Det er møgirriterende, at han er så langt væk, og vi må kun besøge ham en halv time ad gangen på grund af corona. Det er ikke så let at køre 300 kilometer for en halv times besøg og så køre 300 kilometer tilbage igen. Det er frustrerende, at du kan passe på dit eget helbred og spise sundt, men du kan ikke passe på andres helbred, og nu hvor han allerede er syg, kan jeg ikke gøre noget for at hjælpe ham. Heldigvis har han stadig sin humoristiske sans, og som han siger, er han den eneste på plejehjemmet, som får besøg af sine forældre. Min farmor og farfar lever nemlig i bedste velgående. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Jylland på en uges ferie, og jeg har lige lært, at man ikke må sige ”Vi skal bare være i Danmark”. Men det skal vi. Først skal vi besøge min far på plejehjemmet, og så skal vi en tur til Aarhus, for jeg tror faktisk aldrig, mine unger har været der. Vi skal også til Jesperhus og gå i badeland, og jeg ved, det bliver en fest for ungerne. Inden jeg fik børn, tænkte jeg altid: Sådan noget skal jeg aldrig, og jeg syntes, at sådan noget som camping var for tosser. Men faktisk er min største drøm lige nu at leje en autocamper og køre til Italien. Når man får børn, er alt på deres præmisser, så i sommer tager vi også på camping med legeland og bowling og det hele. Jeg har også lovet dem en tur i Legoland, hvor vi skal sove på ridderværelse. 

Hvem er Lisbeth Østergaard

• Født 1980.
• Har arbejdet som radiovært på Radio Silkeborg, Radio Colombo, Radio Voice, P3, TV2 Radio og som tv-vært på Go Morgen Danmark. 
• Medforfatter på Louisa Lorang-bogen: Grøn mad til hele familien. 
• Gift med Ralf og mor til sønnerne Viggo på fem og Carlo på to.