Chefredaktøren på en af landets største aviser siden 2007 er en meningsdanner, hvis stemme vejer tungt på vægtskålen i de offentlige debatter. Her fortæller hun om at brage igennem som praktikant, og hvorfor hun burde have nydt livet mere som 20-årig.
Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
“Jeg voksede op i en familie af selvstændige erhvervsdrivende. Hele familien var dybt involveret i den stempelfabrik og det bogtrykkeri, som min far og mor havde bygget op. Jeg drømte om at skrive og fortælle historier. Jeg havde ikke drømmen om at blive læge, sygeplejerske, stewardesse eller lærer, som mange af mine veninder havde.”
Hvornår fandt du ud af, hvad du virkelig var god til?
“Det tror jeg, jeg fandt ud af i gymnasiet, hvor jeg begyndte at interessere mig voldsomt for aviser, nyheder, nutidshistorie og medier i det hele taget. Jeg fik gode karakterer i dansk og i historie og elskede netop de fag. Jeg interesserede mig meget for samfundsudviklingen og politik uden at være partipolitisk engageret. På den baggrund valgte jeg også at starte på polit.-studiet på Københavns Universitet og søgte samtidig ind på Journalisthøjskolen og blev optaget der i august 1971.”
Hvornår blev du forelsket for første gang?
“Jeg var vist omkring de 15 år, da min første forelskelse blev en flot fyr, som jeg havde mødt til en fest hos nogle venner.”
Hvornår oplevede du din første hjertesorg?
“Min første store sorg var tabet af min far i 1982 efter lang tids kræftsygdom. Når man ikke har prøvet det, gør man sig ikke forestillinger om, hvor meget det betyder at miste sine forældre. Også selv om man har god tid til at vænne sig til tanken om, at det er den uomgængelige afslutning. Jeg gav mig ikke tid dengang til at bearbejde sorgen. Jeg arbejdede bare videre. Men uanset om døden kommer langsomt og forudsigeligt eller hurtigt og overraskende til en pårørende, skal man give sig selv lidt tid til at tænke over tingene.”
Hvornår gik det op for dig, at du var blevet voksen?
“Jeg tror, at jeg blev voksen meget tidligt. I vores familie havde man et ansvar, også som barn. Det handlede om at hjælpe til og om at gøre sin del af arbejdet for at få det til at hænge sammen. Vi fik ikke noget forærende som børn. Jeg blev for alvor voksen, da jeg skulle flytte til Aarhus som 18-årig for at gå på Journalisthøjskolen uden at have nogen venner, uden noget sted at bo, uden at have andet end studielån at leve for og uden at vide, hvordan det hele skulle gå.”
Hvornår oplevede du din første professionelle succes?
“Det var som politisk reporter på Christiansborg for Berlingske. Selv som praktikant lykkedes det mig i en meget lykkelig periode af mit liv at brage igennem med den ene forsidehistorie efter den anden. Når man havde lavet sådan en god solo-historie, kunne jeg godt stå op kl. tre om natten, når avisen kom i brevkassen, for at se forsiden og bare nyde et godt håndværk. Jeg fik rigtig gode kilder og mange super historier både som praktikant og i de efterfølgende mange år, hvor jeg var chef for den politiske redaktion på Berlingske.”
Hvornår oplevede du dit første professionelle nederlag?
“Det handlede vist om et skuespillerinterview i min tid som praktikant på Berlingske i starten af 70’erne. Jeg startede som kulturjournalist, og det var jeg bare ikke særlig god til, indtil jeg fik lov til at referere fra det daværende Radioråd, som styrede DR. Der handlede det mere om politik og politiske handler, og det forstod jeg mig på. Men teaterreportagerne og de dyberegående kunstnerinterviews lykkedes jeg ikke rigtig med.”
Hvad ville du gerne have vidst om livet, da du var 20 år?
“Der er virkelig meget, man tager utrolig tungt som 20-årig, hvorimod man bedre kan overskue situationen senere i livet. Jeg har altid været dedikeret og målrettet med det, jeg laver. Og jeg har altid været meget ambitiøs omkring det at bidrage med det bedste og være flittig. Jeg skulle måske have givet mig tid til at nyde livet mere som 20-årig, hvis jeg havde vidst, at de næste 40 år bare ville blive hårdt arbejde – dog krydret med en række fantastiske oplevelser og møder med mange utrolig dejlige mennesker.”
Hvad har været din karrieres højdepunkt indtil videre?
“Hvem siger, at jeg har nået højdepunktet endnu? Jeg vil gerne hele tiden have lov til at stræbe efter at nå nogle nye sejre.”
I hvilken alder er livet nemmest?
“40’erne. Her betragtes man stadig som yngre og alligevel som erfaren. Her kan man stadig sige, at man har meget at lære, og samtidig påstå, at man kan forudsige, hvordan det vil gå.”
Hvad ser du mest frem til lige nu?
“Jeg har været med i mange revolutioner i min branche. Fornyelsen af de gamle aviser i det store format til det mindre format, de fleste har i dag, og til endeløse rækker af produktfornyelser. Jeg har været med til internetrevolutionen og alt det, som den har betydet for demokratisering af kommunikationen og for oversvømmelsen af informationer. Nu glæder jeg mig til at opleve mobilrevolutionen og være en del af den fornyelse, som den kommer til at give. Jeg er stærkt optaget af, hvordan hele denne udvikling påvirker vores demokrati og vores samfundsdebat. Det var i virkeligheden den interesse, der i sin tid drev mig ind i journalistikken, og lysten til at være med til at skrive samtidshistorien, mens den finder sted. Det er fortsat det, der driver mig, ud over at det er fantastisk at få lov til at have det ansvar at stå i spidsen for en virksomhed, som har en 263-årig historie, og hvor jeg ved, at jeg kun har ansvaret til låns i en periode.”
Læs også: Livslektioner fra Susse Wold
