Marie Bach Hansen: "Jeg har lyst til at slippe kontrollen"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Langelinje i Borum uden for Aarhus, hvilket, jeg først senere i livet fandt ud af, også var en meget fin vej ovre i København. Det var et rummeligt barndomshjem med både klaver og klæde-ud-kasse. Vi stod på rulleskøjter ude på vejen og ringede på hos hinanden og spurgte, om man ville med ud at spille rundbold. Vi var en stor børneflok derude på vejen, hvor de store hjalp de små med at slå til bolden. Det hele var ret idyllisk.

– Hjemme var vi min mor, far, lillesøster og mig. Jeg var en drømmer, som ofte forsvandt i lege. For eksempel legede min søster og jeg tit ”fattig pige i eng”. Gud, hvor var det skørt. Men det var en slags Askepot-leg, hvor vi gik ude på marken og samlede bær og drømte om, at der kom en prins, en flok indianere eller noget andet spændende. Min veninde og jeg løste også mysterier i Borum. Der blev engang stjålet en bil, og så gik vi og udspionerede ham, vi troede havde gjort det.

Dit livs omvej?

– Jeg læste på MGK (musikalsk grundkursus, red.), fordi jeg troede, jeg skulle på musikkonservatoriet. Det var lige efter gymnasiet, og min gymnasiekæreste var – ligesom alle andre – taget jorden rundt. Jeg græd i to uger, da han rejste. Samtidig var jeg ved at miste glæden ved musik på grund af alt det tekniske, så jeg begyndte at overveje, om jeg overhovedet skulle på konservatoriet. Så spurgte min mor, om jeg ikke skulle tage til Spanien og lære spansk, som jeg altid havde drømt om.

– Jeg droppede ud af MGK og tog til Barcelona. Jeg tog blandt andet af sted for at se, om jeg kunne falde til et andet sted, men da jeg sad i flyet, havde jeg mavepine og lyst til at tage hjem igen. Jeg kendte ingen i Barcelona og havde ikke engang en mobiltelefon.

– I Barcelona arbejdede jeg som model og tjener og havde en masse kærester. Jeg var jo kun 20 år. Det var virkelig en gave jeg fik – at prøve at bo i en ny by. Når du ikke kan sproget, er det ligesom at få slettet din personlighed, du har ingen humor og ingen personlighed, fordi du er så tavs, men i takt med at du lærer et nyt sprog, bygges det langsomt op igen. Det var vildt at prøve. De der sommerfugle i min mave var der for at udvikle mig.

– Da jeg havde været i Barcelona et år, rejste jeg hjem. Det var pludselig ikke nok at stå i en bar og feste. De venner, jeg havde fået i byen, ville gerne have, at jeg blev der, men jeg kunne pludselig mærke en målrettethed og trangen til at komme hjem og videreuddanne mig. Jeg var blevet meget mere selvstændig i det år, jeg var væk.

– Da jeg rejste, havde jeg aldrig prøvet at have min egen lejlighed, men jeg flyttede direkte fra Barcelona til København. Barcelona lærte mig, at du skal huske at tage dig selv i nakken og følge dine drømme i stedet for at blive hjemme eller bare hygge dig med vennerne. Nogle gange tænker jeg på, at hvis jeg startede nu, kunne jeg blive en seriøst god windsurfer, inden jeg er 40 år. Man skal ikke glemme, at alt er muligt.

Hvordan fandt du din levevej?

– Allerede som treårig sagde jeg til min mor, at jeg ville være ”spilskuer”. Vi har altid lavet meget cirkus derhjemme i stuen. Det var virkelig flot af min familie, at de holdt ud til alle cirkusforestillingerne og lod som om, det var sjovt. Men jeg har i det hele taget nok altid været det barn, der stod for enden af bordet og underholdt.

– Jeg har altid gerne villet fortælle historier, men jeg var også omkring både musik og sociologi. Jeg startede dog aldrig på nogen af delene, fordi jeg kom ind på teaterskolen. Men jeg ville gerne have studeret mennesker, for de interesserer mig med deres små hjerter og hjerner. Nogle gange savner jeg at få noget viden – fagligt og bogligt, men jeg har på den anden side endnu ikke fundet noget, der kan få mig væk fra skuespillet.

– Jeg har været heldig i min skuespillerkarriere, at det har været så alsidigt, hvad jeg har lavet. Jeg har været i mange retninger og lært om for eksempel landbrug og blomsterbinding i Arvingerne og om politiarbejde, da jeg lavede Mord uden grænser. Det føles faktisk lidt som at skifte arbejde hver gang.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I starten havde jeg det vildt mærkeligt med det. Det startede fra den ene dag til den anden. Jeg var vant til at tage toget på arbejde på Mungo Park (teater i Allerød nord for København, red.), hvor jeg kunne sidde og se på mennesker og blive inspireret, men 2. januar 2014 – dagen efter første afsnit af Arvingerne blev bragt – var det pludselig mig, der blev kigget på. Jeg fik god respons, og jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt, men jeg blev pludseligt meget selvbevidst. Du kan se, at folk står og tænker: ”Har jeg ikke gået på HF med hende, eller er det hende fra fjernsynet”?

– Jeg kan godt lide, når folk kommer over og snakker. Det er hyggeligt, og det kan jeg bedre forholde mig til, end hvis jeg kan mærke, at de sidder i et hjørne og hvisker om mig. Nu har jeg vænnet mig til det og lægger ikke mærke til det mere. Det er jo bare fordi, jeg har været inde i folks stuer. Jeg kigger også selv, hvis jeg ser nogen fra fjernsynet.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Efter teaterskolen fik jeg job på Mungo Park, hvor jeg var sammen med de samme otte mennesker i tre-fire år. Mit arbejdsliv har altid været præget af at arbejde sammen i ”familier” – både på Mungo Park og i Arvingerne, som kørte i tre sæsoner. Det var vemodigt at sige op på Mungo Park og vælge livet som freelancer, hvor jeg var alene, og det var en stor omvæltning. Jeg kan stadig blive helt misundelig, når jeg hører om deres nye projekter. Men jeg vil helst ikke gro fast et sted, så jeg forlod Mungo Park, mens legen var god.

– Da jeg sagde op, havde jeg mod på at prøve en masse nyt, og det gav mig også tid til at sige ja til tv-serien Mord uden grænser, hvor jeg skulle rejse Europa rundt en hel sommer og efterår. Men der er fordele og ulemper ved alt, og freelancelivet gør, at der er vil komme perioder, hvor der ikke er så meget at lave. Sådan er det i vores branche. Jeg vil gerne være skuespiller, til jeg er 90 år, så jeg kan lige så godt øve mig på uvisheden.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har lyst til at nævne mange mennesker, for jeg kan altid godt lide at få belyst en sag fra flere vinkler. Jeg har mange venner og en kæreste, som jeg har været sammen med i tre år. Han er løsningsorienteret, hvor jeg kan være flyvsk og drømmende. Men jeg ringer faktisk tit til min far, som er tømrer. Han er god at tale med, fordi han slet ikke er i samme fag som mig, men at han har rødder tilbage sammen med mig, giver et godt perspektiv.

– Det kan være dejligt at tale med nogen, som ikke er rullet ind i mit fag og hverdag, men som stadig kender mig godt. I øvrigt er mange af mine venner ikke skuespillere, og når jeg taler med dem, kan jeg høre hvor mange problematikker, der går igen i alle fag.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Vi er to personer, der fylder meget, så vi skiftes nok til at have kommandoen. Det er godt for mig at være sammen med en, der også fylder, for ellers overtager jeg styringen. Vi har balance. Vi har lige holdt en fest i weekenden, og vi skiftedes til at stå og panikke over, at gæsterne var på vej, og at vi ikke var klar. Men hver gang kunne den anden sige: ”Det er lige meget, det skal nok blive sjovt”.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at være med i Vild med dans, hvilket jeg ikke selv havde tippet på. Jeg har takket nej til Vild med dans før, selv om jeg altid har haft lyst til at lære at danse. Nu har jeg en danseven, og det er ligesom at være med i Dirty Dancing hver dag. Det er så vildt at sige ja til at åbne et nyt rum i dig selv, hvor du mister kontrollen og samtidig tilegner dig en ny kunnen for åben skærm. Men det var faktisk netop derfor, jeg sagde ja.

– Jeg har lyst til at slippe kontrollen. Jeg glæder mig vildt til at være med i noget, som jeg kan dele med alle danskere. Der er sikkert mange, der drømmer om at være med i Vild med dans, så jeg tager opgaven på mig og nyder det på vegne af alle danskere.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Jeg ærgrede mig over, at mit hår var fedtet, og at jeg havde fået en bums. Derudover spekulerede jeg på, hvorfor der lugtede så meget af øl i den bil, jeg havde lånt af min kæreste, indtil jeg kiggede på sædet til højre og så, at alle pantflaskerne fra vores fest i weekenden lå der. Jeg var faktisk bange for, om det var mig, der lugtede af øl, og hvad havde min dansepartner, som jeg lige havde trænet med, tænkt om det?

Marie Bach Hansen, født 1985

• Uddannet fra Statens Teaterskole og derefter ansat på teatret Mungo Park.
• Fik sit folkelige gennembrud i 2014 som Signe i tv-serien Arvingerne og har også spillet med i den dansk-tysk-belgiske tv-serie Mord uden grænser.
• Bor til dagligt i København med sin kæreste, trommeslageren Stefan Pasborg.
• Deltager i dette års Vild med dans på TV2.