Sommerhuset hjalp hende videre
Ikke nok med, at sommerhuset har givet Mette Helena en masse nye venner. Sommerhuset hjalp hende også med at komme videre, efter at hun og hendes tidligere kæreste gik fra hinanden i foråret.
"Jeg kunne ønske for alle, der har kærestesorger, at de køber sig et sommerhus tæt på vandet. Jeg har nydt rigtig meget at være i fællesskabet sammen med de stærke kvinder. Men jeg er heller ikke nået til et sted, hvor jeg helt har givet op på kærligheden. Jeg håber da stadig på, at jeg skal finde en ny kæreste. Er han håndværker, så er det helt perfekt," griner Mette Helena.
Mette Helena ved dog ikke, om hun er helt klar til en ny kæreste endnu.
"Jeg tror, at jeg øver mig i at være lidt mere langsom, end jeg har været tidligere i mit liv. Jeg har da nogle gange fået kastet mig ud i parforhold, som jeg har fortrudt. Så det vil jeg da gerne blive bedre til."
Men det betyder ikke, at Mette Helena har meldt sig ud af datinglivet. Hun er nemlig både tilmeldt og aktiv på datingapps.
"Jeg er tilbage i kampen, men jeg synes, at det er hårdt arbejde. Jeg tror, at jeg er et meget tillidsfuldt menneske, der nemt bliver begejstret, både i ‘Nybyggerne’ og i datingverdenen. Jeg kan sagtens lade mig rive med og nå at forestille mig alt muligt om ham, jeg skriver med. Og lige pludselig drømte han slet ikke om at lave noget i mit sommerhus alligevel," griner Mette Helena, der godt kan lide at møde folk i virkeligheden så hurtigt som muligt, så hun ikke drømmer for længe og bliver skuffet.
"Datinglivet kan både være berigende, men det er også meget sårbart at sætte sig selv på spil på den måde. Jeg kan mærke, at jeg også har brug for pauser fra det."