Mette Lisby smiler

Mette Lisby om kærligheden: ”Den aften opdagede han mig, og næste aften opdagede jeg ham”

Da Mette Lisby fandt sammen med Jesper Bæhrenz, følte hun sig forstået på en helt ny måde. Men selvom deres kærlighed er stærk, har der også været bump på vejen, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Da Mette Lisby mødte radiovært Jesper Bæhrenz, følte hun endelig, at nogen forstod hende og hendes verden fuldt ud. 

Det fortæller den populære komiker, tv-vært og forfatter Mette Lisby i et stort interview med Hendes Verden.

Mette Lisby havde på daværende tidspunkt været single i fire år, efter et tidligere ægteskab var gået i stykker. Hun nød livet, blev tre år i træk kåret til årets mest populære tv-vært og var fulgt opslugt af karrieren, da kærligheden igen bankede på.

”Jeg mødte Jesper til en velgørenhedsshow, som varede to dage, og hvor han var konferencier. Jeg kendte ham godt, og jeg syntes altid, han og hans daværende kæreste så så lykkelige ud. Det var de så ikke, for han var netop blevet single. Der havde aldrig været noget mellem os, men den aften opdagede han mig, og næste aften opdagede jeg ham,” fortæller Mette Lisby, der var en af de første standupkomikere, der slog igennem i Danmark.

”Jesper forstod mig. Han forstod mit arbejde, hvem jeg er og alt det kreative omkring mig. Vi har samme værdisæt, som blandt andet handler om at gøre sig umage. Grundlæggende er vi ens, og det genkendte jeg hurtigt.”

Men selvom kærligheden er stor og stærk, har parret dog også mødt bump på vejen.

Hjælp udefra

Mette Lisby var 32 år, da hun fandt sammen med Jesper Bæhrenz, og snakken faldt hurtigt på at få børn. Det skete dog desværre ikke af sig selv, og parret besluttede sig derfor for at få hjælpe udefra.

”Vi gik til møder på fertilitetsklinikken, men det skræmte mig at kaste mig ud i et projekt, hvor der kun er én lykkelig udgang. Hvis du laver en film, som ikke er en succes, har du lært noget af det, men hvis du går i fertilitetsbehandling uden at blive gravid, er det kun smerte med smerte på.”

De kom dog aldrig i behandling, men gik i stedet i gang med at adoptere. Det var en langvarig proces, og efter parret blev godkendt, stod de i tre år på venteliste i Danmark. De måtte dog starte helt forfra, da de i starten af 00’erne valgte at flytte til USA for at drive deres succesfulde firma VIVE Productions.  

”Det ville have været dejligt at få børn, men vi vidste, at vi også ville blive lykkelige uden. Jeg har aldrig haft følelsen af, at jeg absolut skulle være gravid eller skulle være mor. Det er ikke den eneste måde at give noget til verden. Derfor kiggede Jesper og jeg på hinanden og sagde: Måske er det bare ikke det.”

Parret blev gift i 2001 i den danske sømandskirke i Singapore og er i dag stadig også forretningspartnere.

Læs hele interviewet med Mette Lisby i Hendes Verden, som er på gaden til og med den 12. juni 2022. Her fortæller hun mere om, da hun som ung flyttede med sin mor til Grønland, sit indtog på standup scenen, samt hvordan det er at være tilbage i Danmark, efter parret i mange år har boet i USA.

Om Mette Lisby, 54 år

  • En af de første standupkomikere, der slog igennem i Danmark.
  • Har bl.a. lavet showet Fuck, jeg er i 40’erne og skrevet bogen Hostesaft for sjælen, som er en korrespondancebog med journalist og forfatter Majse Njor.
  • På det store lærred har man kunnet opleve hende i filmen Klinkevals, på tv er hun mest kendt for programmer som Ugen der Gak og Linen ud.
  • Bor i dag i København med sin mand, radioværten Jesper Bæhrenz.