Mette Østergaard: "Jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg havde fået børn i begyndelsen af 20'erne"

SMS: "Skriv lige når du er her, så trykker jeg dig ind – baby sover :-)". Der går ikke lang tid, før baby vågner, men Mette Østergaard går afslappet rundt med sin seks måneder gamle datter, Lilly Marie, hvilende på den ene arm.

– Jeg er blevet utrolig god til at gøre alt med én hånd, griner hun og stiller en skål med mandler og vindruer på det runde træbord i lejligheden på Frederiksberg.

Hun byder på Nescafé og undskylder kvaliteten med, at hun ikke selv drikker kaffe, selv om koffein ville være "ret smart," når hun har to små børn og et topjob i mediebranchen.

– Jeg kan ikke lide smagen, og det er jo lidt absurd, når jeg laver så mange 'kaffeaftaler', siger Mette Østergaard, der selv drikker te.

Går all in – også på barsel

Kaffen kunne Mette Østergaard ellers godt få brug for, når hun til januar får sin daglige gang i Pilestræde i København som Berlingskes nye chefredaktør. En toppost, som den 37-årige journalist fra Midtjylland allerede har en del erfaring med efter stillinger som chefredaktør på TV 2 News og politisk redaktør på Politiken.

Mette Østergaard skal være med til at lægge den journalistiske linje for Danmarks ældste avis i en mediebranche, som kæmper for at tjene penge og værne om kvalitet og troværdighed i en ny medievirkelighed, der ofte forfalder til kække overskrifter og nuttede dyrevideoer.

I disse dage koncentrerer hun sig dog groft sagt om tre ting: At samle kastanjedyr, bage boller og lave modellervoks. For hun hader at gøre tingene halvt. Og det gælder også barselslivet.

– Det der med at sidde på sidelinjen og sende en mail hist og her er jeg ikke skidegod til. Jeg vil hellere gå all in, når jeg er på arbejde og så rimelig meget all out, når jeg er på barsel, siger Mette Østergaard og vugger sin datter lidt frem og tilbage på skødet.

Da Eurowoman møder hende, har hun tre måneder tilbage af sin barsel og nyder tiden med Lilly Marie og hendes fireårige storebror, Niels-Viktor, selv om der er dage, hvor det kribler i hende for at arbejde. Når der er kommunalvalg eller valg i Tyskland, eller når Trump pludselig siger noget vildt igen. Så sidder hun og sammenligner aviser hjemme i stuen for at se, hvordan de forskellige medier har dækket sagen og overvejer, hvordan hun selv ville have "eksekveret" den. Det er vigtigt med et tvunget pusterum, mener hun.

– Normalt har jeg virkelig mange bolde i luften. Men på barsel kan jeg dyrke nærværet og zoome lidt ud, og det synes jeg, at man skal gøre løbende i sit arbejdsliv. For du kan lynhurtigt ende i et hamsterhjul, hvor alt er drift, og hvor du ikke får overvejet, om du gør tingene hensigtsmæssigt, både i forhold til dit privatliv og dit arbejdsliv.

Forestillingen om den 'gode mor'

Det er næppe alle, der vil mene, at Mette Østergaard balancerer de to ting specielt hensigtsmæssigt. Hun er i hvert fald selv irriteret over den speltbollemor-mentalitet, der hersker i visse kredse. For der bliver ofte rynket lidt på næsen, hvis du først henter din søn i børnehaven kl. 17. Eller ikke lige får bagt de der boller, fordi du har en deadline.

– Mange spørger, hvorfor jeg gider at arbejde så meget, men jeg føler det ikke som et offer. Jeg ved godt, at jeg bruger flere timer på mit arbejde end de fleste andre, men jeg får enormt meget energi af det. Selvfølgelig kan jeg også blive kørt over af arbejdspres, men de fleste dage dræner det mig ikke. Tværtimod, siger Mette Østergaard. Et arbejdsliv, som hun brænder for, gør hende til en gladere mor.

– Det er vigtigt at være en god rollemodel for sine børn, og jeg ville føle, at jeg gik på kompromis med mig selv, hvis jeg skulle drosle ned eller arbejde med noget, jeg ikke synes, er ligeså sjovt for at få mere tid til ungerne. Er det en livsværdi at give videre til sine børn? At de skal gå på kompromis med sig selv for at passe ind i andres forestillinger om, hvordan en 'god mor' skal være? Jeg håber, at de i stedet bliver inspireret til at gøre det, de brænder for, selv om det kræver tid og hårdt arbejde. 

En god mor bør generelt kigge lidt mindre på, hvad andre gør og først og fremmest forventningsafstemme med sig selv, mener Mette Østergaard. For selvfølgelig kan man ikke nå det hele, medgiver hun. Derfor får hun både hjælp til rengøring og børnepasning samt økologiske måltidskasser, supermarkedsindkøb og økologisk babytøj på abonnement leveret direkte til hoveddøren.

– Når jeg endelig er hjemme, vil jeg hellere være sammen med mine børn. Jeg ved godt, at det er enormt privilegeret, men som Lise Nørgaard engang har sagt, så koster det penge at tjene penge. Og nu hvor jeg har mulighed for det, tager jeg gerne den hjælp, jeg kan få, hvis det giver mere tid og nærvær til min familie og mine venner. Det kan godt være, at der ikke altid er tid nok, men der er kærlighed nok, og der er ingen tvivl om, at mine børn er mit anker, siger hun.

– Jeg vil gerne gøre op med forestillingen om, at en god mor skal gøre alting selv. Det kan godt være, at du når det hele, men hvis du hænger med tungen ud af halsen og har dårlig samvittighed hele tiden, er det jo ikke sjovt undervejs. Jeg har flere veninder, der er gået på deltid for at få det til at hænge sammen, og det synes jeg er så fint. Men det ville ikke gøre mig glad, og jeg nægter at æde præmissen om, at du ikke kan have en karriere og være en god mor samtidig.

I lære som journalist

Mette Østergaard har brug for den luft, hun havde så rigeligt af under sin opvækst på et nedlagt landbrug i den midtjyske by Ans, der er så lille, at selv Google Maps har svært ved at finde den. Her voksede hun op i en tryg kernefamilie med en far, der var malermester, og en mor, der arbejdede som dagplejemor og senere massør. I skolen var en særlig dansklærer med til at vække begejstringen for sprog og formidling hos den unge Mette Østergaard, der ellers brugte fritiden på at arbejde i den lokale bager, ride på hesten Laban og lege i naturen med lillesøsteren Malene og familiehunden, Teddi. Det fortæller hun om i bogen Ung på Blicheregnen, hvor en række personligheder beretter om deres opvækst i området.

Hendes forældre læste Jyllands-Posten og så TV-Avisen hver aften, men om det er herfra, at interessen for politik og samfund er opstået, ved hun ikke. Til gengæld var hun ikke i tvivl om, at hun skulle være journalist, da hun som 14-årig kom i 8. klasses-erhvervspraktik på Midtjyllands Avis i Kjellerup og senere på Jyllands-Posten i Aarhus, hvor hun hurtigt viste talent for at skrive forsidehistorier.

– Du har et talent, og det skal du finde og dyrke. Men du kommer ikke nogen vegne uden hårdt arbejde. Det, du vander, gror, og jeg har altid været ambitiøs. Jeg har aldrig haft en karriereplan og tænkt, "om fem år skal jeg være chefredaktør," men jeg har altid ønsket at gøre det lidt bedre, end man forventede af mig i mit arbejde, siger hun.

Fra Ans til Australien

Mette Østergaard blev familiens første student fra Viborg Katedralskole, men havde ikke travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet. Hun havde travlt med at komme ud i verden, så mens lønnen fra den lokale tankstation gik til fredagsbaren, satte hun al sin SU ind på en opsparingskonto, så hun kunne få råd til drømmerejsen: syv måneder i Australien. Længere væk fra Ans kunne hun næppe komme, og som 19-årig satte hun sig alene op i et fly for første gang. Turen blev starten på to et halvt års sabbatår med flere rejser, bl.a. til Zambia, Zimbabwe og Botswana i Afrika, hvor der blev lavet mad over bål og tisset i et hul. For at få råd til eventyrene arbejdede hun bl.a. som kassedame i det lokale supermarked, sorterede de gode gulerødder fra de rådne på Tange Gartneri og sendte store containere og rundt i verden fra logistikafdelingen hos Grundfos, ofte på gebrokkent tysk.

Den flittige arbejdsmoral har fulgt hende siden, og Mette Østergaard er ikke i tvivl om, at det især er den, der har banet vejen for, at hun som blot 28-årig fik sin første redaktørstilling på Politiken. Dengang knoklede hun igennem til langt ud på aftenen uden at skulle tage hensyn til et familieliv, der skulle gå op i en højere enhed, men sådan er det selvsagt ikke længere.

– Jeg fattede ikke, hvordan folk kunne nå at hente børn, købe ind, lave mad og spise kl. 18. Og så fik jeg selv børn, og så gjorde jeg det jo bare. Du bliver utrolig effektiv af at få børn, siger Mette Østergaard, der er glad for, at hun ikke fik sine egne for tidligt i karrieren.

– Jeg har fået mine mellemsent, fordi jeg var 33 og 36 år. Men jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg havde fået børn i begyndelsen af 20'erne. Jeg har lagt sindssygt mange timer i at blive god og vise, hvad jeg kunne, og det tror jeg ikke, at jeg kunne have gjort, hvis jeg havde børn og sygedage og skulle hente kl. 16. Det har været afgørende for mig at have nogle år, hvor jeg kunne give den gas, siger hun.

Hvad tænker du om alle dem, der taler for, at kvinder får børn tidligt?

– Jeg kender ubehageligt mange, som kæmper for at få børn, fordi de er kommet for sent i gang, så det, jeg siger, er hverken biologisk rationelt eller politisk korrekt. Der er mange, der har klaret det fremragende, selv om de fik børn i 20'erne. Se bare på Malou Aamund eller Mette Frederiksen. Jeg har bare svært ved at se for mig, at jeg selv kunne have fået den position, jeg har i dag, hvis jeg skulle have taget mig af to små børn dengang.

For selv i dag, 10 år senere, er det svært at få det hele til at gå op, når hverdagen kører derudaf. Derfor er det også afgørende, at børnenes far stadig spiller en stor rolle i det daglige, selv om de to blev skilt fra hinanden sidste år, fortæller Mette Østergaard.

– Vi er gode venner og gode til at samarbejde. Han har ofte børnene, og jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at vi stadig er en familie, hvor børnene er i centrum, og hvor beslutninger skal træffes ud fra, hvad der er bedst for dem. Han er ligeså meget far, som hvis vi stadig var sammen. Og hvis der opstår problemer, må vi sluge en kamel og gå en tur. For det skal bare fungere, siger hun.

Pippi Langstrømpe-mentalitet

Stædigheden er et andet kendetegn ved Mette Østergaard. Og en indstilling til livet, der bedst kan sammenfattes med Pippi Langstrømpe-citatet: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert god til," som hun sagde i et interview med Euroman i 2016.

Selvtilliden sad allerede i hende, da hun som niårig begyndte at springe på Laban, selv om hun egentlig var ret bange for heste. Eller da hun knap 20 år senere blev politisk redaktør på Politiken for en gruppe garvede journalister, der havde meget mere erfaring, og som ifølge hende med rette kunne have tænkt: "Hvorfor skal den skolepige være chef for os?" Men så falder du ned i savsmuldet og slår dig lidt, og så stiger du op på hesten igen.

– Det var meget op ad bakke i begyndelsen, og det tog noget tid, før jeg fandt mine ben som redaktør. Men det var overhovedet ikke en option for mig at baile ud. Jeg sagde til mig selv: "Nu må du stå det her igennem, gøre dig fortjent til respekt og vise din faglighed." Men det var ikke sjovt. Nogle dage sad jeg nede på kældertoilettet på Christiansborg og tudede, tog en dyb vejrtrækning og rejste mig igen.

Tvivlede du ikke på dine egne evner?

– Jeg tror faktisk ikke, at jeg reflekterede over det. Jeg var bare enormt opsat på at hænge i. Min daværende chef sagde til mig: "Vi kunne have givet dig et lederkursus, men nu får du det her i stedet." Og jeg tænkte bare: "Ok? Det her er så mit lederkursus, learning by doing." Og det lærte jeg helt vildt meget af.

Hun er flere gange blevet mødt med skepsis pga. sin unge alder.

– I virkeligheden er jeg blevet udfordret mere på min alder end mit køn, men det går jo heldigvis over, jo ældre, jeg bliver, haha. Jeg tror, det er det samme for yngre mandlige ledere. Der vil altid være nogen, der tænker: "Hvorfor skal de bestemme over mig?," siger Mette Østergaard.

Historien, der ikke var en historie

Med tiden er hun dog blevet en velrespekteret leder i journalistkredse, hvor tidligere kollegaer ifølge Berlingske har betegnet hende som "psykisk robust," "fagligt dygtig" og en "stor arbejdskapacitet."

Hjertet banker stadig for de skarpe politiske analyser og eksklusive Christianborg-nyheder, der har været drivkraften for Mette Østergaard i alle de år, hun har arbejdet som politisk journalist og redaktør. De er i hendes øjne fuldstændig afgørende for den demokratiske sammenhængskraft og det grundlag, vi som borgere træffer vores beslutninger på.

Tidligere elskede hun også det adrenalinsus, det gav, når hendes redaktion kom først med en vigtig historie. Jagten på hurtige nyheder førte dog til en skelsættende begivenhed i dansk politisk journalistik, som Mette Østergaard i dag ville ønske, at hun kunne gå tilbage og slette fra historien. I juni 2014 'erfarede' hun og Politiken nemlig fra flere kilder på Christiansborg, at Lars Løkke ville gå af som formand for Venstre. Det blev til en af de helt store breaking-historier, som flere aviser hoppede med på. Problemet var bare, at Lars Løkke ikke gik af.

– Jeg var helt overbevist om, at jeg havde kilder til at skrive den historie, og det har også vist sig, at den sådan set var god nok. For Løkke har senere fortalt, at han sendte en SMS til sin kone for at lade hende vide, at det var slut. Men den helt store fejl var jo, at vi skrev det, som om det var sket. I stedet for at skrive, at Løkke havde planer om at gå, siger Mette Østergaard, der kalder det et wakeup-call for hele branchen.

– Det var en reminder om, at den blodrus, der kan opstå, når du breaker en historie, ikke er til gavn for nogen. Løkke-historien var ekstremt ødelæggende for den troværdighed, vi som medier skal leve af. Og det er endnu mere vigtigt at værne om den i dag, hvor fake news er et kæmpe fænomen og mediebilledet bliver mere og mere differentieret.

Hvordan vil du løse den udfordring som chefredaktør på Berlingske?

– Kvalitet og troværdighed bliver de vigtigste konkurrenceparametre. At læserne får en viden, som de kan stole på. Det betyder også, at vi ikke skal gå op i clickbait. Det er et langt og sejt træk, for det handler om, at vi gerne vil have abonnenter, som læser os, fordi de ved, at de får et kvalitetsprodukt i stedet for en sjov overskrift, siger hun ivrigt.

– For det er jo den anden side af sagen: Du er, hvad du klikker på. Der er en grund til, at der er vildt meget blå blink og mange pandabjørne på de sociale medier. Det er fordi, læserne klikker på det, og så kan det være svært at tjene penge på journalistik. Det er et stort dilemma, for det væsentlige stof er ikke altid det, læserne finder interessant. Derfor skal vi gøre os umage med at fortælle historierne og gøre dem til relevant indhold, som brugerne kan identificere sig med. Og det er en kæmpe opgave, som mange ikke har løst endnu," siger Mette Østergaard, der dog holder stædigt fast i optimismen:

"Det positive er, at vi bruger meget tid på vores telefoner og forholdsvis meget tid på nyheder. Så medierne har en unik adgang til os og en platform, som vi skal lære at bruge. Det er vigtigt, at vi ikke bliver skræmte over udviklingen og lukker ned. For så har vi tabt på forhånd, siger Mette Østergaard, der ikke er bleg for at indrømme, at hun er bange for stilstand.

– Jeg vil gerne prøve noget nyt og blive bedre. I disse år ser vi en modreaktion på det forhastede samfund, hvor mange gerne vil meditere og være offline. Det kan også være rart i perioder, men jeg synes, det er vigtigt, at vi er drevet af et ønske om fremdrift. At vi hele tiden flytter os, siger hun.

– Jeg har svært ved at læne mig tilbage og sige, at nu er det godt nok. For mig er det det samme som at gå i stå. Og det har jeg svært ved at se det sjove i.