svigerdatter og svigermor

Min svigermor sviner mig til, og jeg har nu forladt min kæreste

Jeg er gået fra min kæreste, fordi han ikke vil sætte sin familie stolen for døren, men nu er jeg i tvivl, om det var den rigtige beslutning, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om svigermor og parforhold

Min kæreste og jeg er begge sidst i 20’erne og har været sammen i 3 år. Jeg synes virkelig, at vi har været et godt par, som var enige om at skabe en fremtid sammen, men nu er det gået galt. Sagen er, at jeg er sygemeldt fra mit job på grund af posttraumatisk stress og angst. Det skyldes min opvækst med en psykisk syg mor, som blandt andet kunne finde på at true med knive og selvmord og som også sprang ud foran et tog – med mig i hånden.

Desværre har det vist sig, at min kærestes familie ingen forståelse har for, at jeg er sygemeldt. Det gælder især for min kærestes mor og hans stedmor, selvom de kender min baggrund. Kommentaren fra min kærestes stedmor lyder, at jeg bare skal se at komme over det, og at jeg nu ikke er egnet til selv at blive mor. De forstår heller ikke, hvordan jeg kan undvære min mor, eller hvorfor jeg skal være sygemeldt, "bare" fordi jeg har PTSD.

Hans mor synes også, at jeg hiver min kæreste ned. Det skal siges, at hun også taler grimt om min kæreste. Hun er skuffet over ham og kan finde på at anklage ham for at være verdens værste søn. Begge kvinder er særdeles udadvendte mennesker, hvor både min kæreste og jeg er introverte. Især jeg er meget stille.

Nu har jeg måtte slutte forholdet, da jeg ikke kan rumme min kærestes familie længere. Vi havde babyplaner inden længe, og jeg troede, at han ville stå ved min side og stille sin familie stolen for døren. Det er ikke sket, for han vil ikke bryde kontakten til dem på trods af alle deres modbydelige udtalelser. Jeg er så ked af det og skuffet. Har jeg gjort det rigtige?

Vibeke Dorph råder til at håndtere situationen anerledes

Jeg synes helt sikkert, at du har gjort det rigtige ved at trække dig fra din kærestes familie. De to kvinder lyder jo som den type mennesker, der afskyr svaghed og sårbarhed hos andre, fordi de ikke kan rumme de følelser hos dem selv. Den slags mennesker er ikke sunde at være i nærheden af, da især ikke for et menneske med din svære baggrund.

Når det er sagt, så bryder jeg mig ikke om måden, du har brudt med din kæreste på. For i stedet for at få talt med ham om, hvordan I kan håndtere familien, så har du stillet ham stolen for døren. Det er forståeligt, at du agerer sådan, men tvang er ikke den rigtige måde at løse konflikter på, og tvang er det, når du tvinger din kæreste til at vælge mellem sin familie og dig. For din kæreste bliver ikke klar til at bryde med sin familie, fordi du kræver det af ham.

Det er kun noget, han selv kan beslutte sig for. Skal I derfor videre i teksten sammen, så må du række hånden frem mod din kæreste. Bliver den taget, så få talt om, hvordan I kan omgås hans familie samtidig med, at I beskytter og passer på jer selv og hinanden. For elsker du virkelig din kæreste, så må du også acceptere hans valg og hans behov.

Kan du ikke det, jamen så må du videre alene, indtil du møder en anden fyr, forhåbentlig med en lidt mere charmerende familie. Brug så mellemtiden på at blive helet således, at din svære fortid ikke får lov til at fylde for meget i din fremtid, for det vil hverken du eller din kommende familie have nogen glæde af.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.