Veninder og studie

Min venindes misundelse truer vores venskab

Jeg er selv kommet ind på drømmeuddannelsen efter gymnasiet, men det er min tætteste veninde ikke. Hun føler sig dum og bagude, når jeg fortæller om studiet, så jeg har ikke lyst at dele det med hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om veninde og drømmeuddannelse

Jeg har et problem, som jeg håber, du kan hjælpe mig med. Jeg er en ung kvinde på 21 år. Jeg blev student forrige år med et meget højt gennemsnit og kom derefter ind på min drømmeuddannelse. Jeg var også heldig med mit netværk, så i det seneste års tid er min karriere fløjet af sted i et tempo, jeg knap nok selv kan følge med i. Jeg er meget målrettet, og jeg er helt sikker på, hvor jeg vil hen med mit liv.

Min tætteste veninde har jeg kendt, siden jeg gik i 5. klasse. Hun blev student samme år som mig og holder stadig sabbatår. Hun har stadig ikke besluttet sig for, hvad hun har lyst til, hvilket jeg ikke bebrejder hende. Jeg kan dog mærke, at hun ikke ved, hvordan hun skal reagere, når jeg fortæller om alt det, der sker for mig. Hun har et par gange fortalt, at hun føler sig dum og bagud, når jeg fortæller om mine ambitioner, og hun stadig ikke ved, hvad hun skal i fremtiden.

Jeg er derfor blevet mere påpasselig med de ting, jeg fortæller hende. Jeg har ikke lyst til at få hende til at føle sig mindreværdig, men jeg har heller ikke lyst til ikke at dele ting med hende. Hun er min tætteste veninde, og jeg elsker hende højt, så jeg vil ikke miste hende. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tale med veninden om deres venskab

Du og din venindes problem handler vel dybest set mindre om din succes, men mere om hendes mindreværd. For var din venindes selvværd bedre, så ville din medvind næppe plage hende så voldsomt. Nu kan det nok aldrig helt undgås, at venner spejler sig i hinanden, men udvikler den spejling sig til, at man hele tiden skal måle sit eget værd i forhold til hinanden, så holder venskabet ikke. For et venskab er ikke grundet i, at vi hele tiden skal være det samme sted livet igennem. Din veninde kan møde en helt fantastisk mand i morgen, hun vil måske få børn før dig eller du før hende, tingene sker ikke for os på samme tid, og det skal et venskab kunne rumme.

Jeg er bange for, at begynder du at vise din veninde unyttige hensyn ved at tie om din succes, og begynder hun at bebrejde dig, når du taler om den, så er I i gang med at kvæle jeres venskab. Du vil blive træt, hvis du ikke kan få lov til at være dig, som den du er. Hun vil blive træt af at føle sig sat i skyggen af dig.

Derfor er mit råd til dig, at du fortæller din veninde, at du elsker og beundrer hende for at være det unikke menneske, hun er, men at du også vil have lov til at være præcis den, du er. Brug den aktuelle krise til at få talt om, hvad et venskab er for jer. Hvad forventer du af hende, og hvad forventer hun af dig? Hvordan får I skabt et stort rum med højt til loftet, hvor I begge to kan være præcis, som dem I er: Du lige nu som målrettet og ambitiøs, hun lige nu som søgende, tvivlende og tænkende menneske. Begge positioner er vel lige interessante og derfor også lige værdige? Kan I tage den snak, og kan I finde fælles fodslag, så har I lagt grobund for et livslangt venskab, der kun vil vokse og blive jer begge en fantastisk støtte fremover.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i de sidste 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med- og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.