Læs interviewet med it-girl Sophie Auster med det kendte efternavn

Mød dit nye girl crush: Sophie Auster

De såkaldte 'it piger' dukker jævnligt op. Det er den hypede model Cara Delevingne et eksempel på og senest er Kim Kardashians halvsøster Kendall Jenner udråbt, som modeverdenens nye darling.

Men nu er det tid til at holde øje med Sophie Auster. Hun er datter af ingen ringere end forfatterparret Siri Hustvedt og Paul Auster, men 27-årige Sophie Auster har fundet sin egen vej gennem musikken, godt hjulpet af sine mange andre talenter inden for bl.a. skuespil og mode. Eurowoman mødte sangerinden i New York til en inspirerende fotoskydning og en snak om opvæksten, karrieren og fremtiden.

Dunkel belysning og Moulin Rouge-inspireret interiør møder os, da vi træder ind ad dørene til Bleecker Streets ikoniske spillested Le Poisson Rouge i New York. På scenen indhyllet i et lilla spot står en petit kvindeskikkelse iført et tomboy-jakkesæt, sort T-shirt, sneakers og en stemme, der dominerer hele lokalet. Legendariske musikere som Patti Smith og Lou Reed har optrådt her før, men i aften er scenen hendes, og hun indtager den med selvsikkerhed og charme.

Navnet er Sophie Auster, og hun er datter af de litterære sværvægtere, forfatterparret Siri Hustvedt og Paul Auster, som denne aften også er at finde blandt publikum under koncerten på Le Poisson Rouge.

Den 27-årige sangerindes feterede efternavn er dog ikke alene forklaringen på hendes succes. Allerede som otteårig opfordrede en musiklærer hende til at træne sin sangstemme med solotimer, og siden har musikken spillet en afgørende rolle i hendes liv. Fra hun var 16, til hun var 18, indspillede og udgav hun, i samarbejde med musikerduoen One Ring Zero, sit første album.

Teksterne var inspireret af faderens tidlige oversættelser af franske surrealistiske digte samt to digte, hun selv havde skrevet. Det selvbetitlede album Sophie Auster blev udgivet i 2005 af det franske pladeselskab Naïve Records og begejstrede især de europæiske anmeldere. Succesen bragte hende på forsiden af spanske Rolling Stone Magazine og sikrede hende omtale i diverse musik- og modemagasiner som amerikansk Vogue, og sangerinden fik hurtigt opbygget en loyal fanskare.

Da hun var i starten af 20'erne, begyndte Sophie Auster for alvor at dedikere sin tid til at skrive digte og historier, som hun formede til sangtekster. Mens hun færdiggjorde sin uddannelse på New Yorks prominente kunstskole Sarah Lawrence, blev fritiden ihærdigt brugt på byens spillesteder. Og i 2012 udgav hun ep'en Red Weather med seks numre, som hun selv havde skrevet og produceret, i en genremæssig blanding af pop, rock, soul og jazz. Det fik flere anmeldere til at sammenligne hende med Fiona Apple, som også er en af sangerindens store inspirationskilder.


Da vi møder Sophie Auster, undskylder hun som det første sine trætte øjne, som skyldes en event, hun var til aftenen før, hvor mærket Coach hædrede en række it-piger. Hun ryster på hovedet og siger med et smil, at hun stadig ikke helt forstår, hvad hun lavede der. Selv om hun fra en ganske ung alder har været vant til rampelyset, falder rollen som it-pige hende stadig ikke helt naturlig.

Lejligheden i det hippe Tribeca passer perfekt til en sangerinde med hendes baggrund og personlighed. Interiøret emmer af historie og en imponerende samling af litteratur, musik og personligt nips. Tre guitarer står placeret midt i stuen som dyrebare kunstinstallationer og efterlader ikke nogen tvivl om, hvor hendes passion ligger. Selv om såvel skuespil og modeljobs som interessen for litteratur også er med til at tegne billedet af sangerinden med det berømte efternavn, er det musikken, hendes hjerte banker for.

Hvilken indflydelse har dine forældre haft på dig gennem din opvækst?

"Mine forældre har uden tvivl bidraget til min forkærlighed for litteratur. Min mor plejede at læse for mig to timer hver aften inden sengetid. Vi læste alt fra Dickens, Jane Austen og Brontë-søstrene til Tolstoj og Dostojevskijs Forbrydelse og straf, da jeg blev ældre. Til tider ville jeg ønske, jeg stadig boede hjemme, så hun fortsat kunne læse højt for mig."

I hvor høj grad har dine forældre bakket dig op i dit valg af karriere?

"De har støttet mig helt fra start, og på samme måde, som de spørger mig, hvad jeg synes om deres arbejde, spørger jeg også dem til råds omkring alt fra min musik til valg af cover og titel. Og de er altid hudløst ærlige!"

Ud over musikken har du bl.a. prøvet kræfter som skuespiller. Hvor meget fylder den del af din karriere?

"Jeg holder meget af at spille skuespil. Men ligesom med mine modeljobs er det en perifer del af min karriere. Jeg nyder det, men ikke på samme måde som min musik."

Dit nye album udkommer til januar. Kan du løfte sløret for, hvad det handler om?

"Det hedder Dogs & Men og indeholder 11 nye sange. Vi er i gang med at finpudse de sidste detaljer med valg af cover osv. Jeg er selv inde over hele processen, og fordi det er mit hjertebarn, kæler jeg for hver eneste detalje. Titlen er baseret på mine egne erfaringer med kærlighed og break ups, og den første single, Bad Manners, handler om ulykkelig kærlighed og hævn."

Hvem er dine inspirationskilder?

"Jeg er vokset op med musik af The Shirelles, Roberta Flack, Carole King, Joni Mitchell og Leonard Cohen, hvilket helt klart har haft stor indflydelse på min egen musik. Og så er jeg nærmest fanatisk Fiona Apple-fan. The Beatles' White Album har også været en stor inspirationskilde, og det samme gælder Tom Waits. Jeg var til koncert med ham som 11-årig i San Francisco og husker det som en absolut fantastisk og næsten hypnotiserende oplevelse."

Du er blevet udråbt til it-pige. Hvordan har du det med den titel?

"Musik er mit hovedfokus, og jeg interesserer mig egentlig ikke så meget for mode. Men vil folk tildele mig en titel, som er positiv og er ment som en kompliment, er det da helt o.k. med mig. Jeg tænker ikke selv så meget over, hvilke mærker jeg går i, men mere over udtrykket i tøjet. På scenen har jeg fundet en stil, jeg føler mig godt tilpas med, og som samtidig passer godt til min musik. Den består hovedsagelig af jakkesæt, og til tider går jeg all in med seler og butterfly. Havde jeg råd, købte jeg hele Saint Laurents kollektion. Jeg er vild med universet og looket og er selv meget inspireret af Helmut Newtons ikoniske Le Smoking-billede fra 1975."

Hvad er baggrunden for de moderelaterede samarbejder, du har lavet?

"Det er vigtigt for mig, at det hænger sammen med min musik. Da jeg lavede kampagnebillederne for Mango (sammen med Scarlett Johansson og Dree Hemingway i 2010, red.), blev de skudt i studiet med mikserpult og instrumenter som en del af historien. Og i sidste uge fulgte et fotohold fra Coach mig i studiet i to dage som en del af en videokampagne, der kommer til at køre på W Magazines website. Det er skønt, når de to ting kan kombineres, og det kommer til at fremgå, at jeg er mere musiker end model."

Hvad er dine planer for fremtiden?

"Det vigtigste lige nu er mit nye album. Jeg glæder mig utrolig meget, til det udkommer, og til jeg kan begynde at turnere igen. Følelsen af at stå på scenen, uanset om det er en lille privat event eller et større spillested, er helt fantastisk, og det er det, der holder mig i gang. Mit håb for fremtiden er, at pladen sælger rigtig godt, og at jeg får mulighed for at turnere i både USA og Europa." •

LÆS OGSÅ: 10 grunde til, at sex er sundt

LÆS OGSÅ: "Hvem er jeg, når vi ikke længere er 'vi'"

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug "Jeg har ikke trukket vejret, siden jeg var 32"