-Sender du ikke lige et frækt billede af dig selv ;)
De fleste af os har prøvet at få sådan en besked. For nogen er det bare en sjov opfordring, og de smider straks bukserne og sender et close up afsted. Men for andre ligger der en masse overvejelser bag – kan jeg lade være? Hvad vil han tænke om mig, hvis jeg ikke vil? Er jeg så en snerpe – stopper han så med at skrive?
Og det er meget nemt at sige, at hvis en fyr tænker sådan, så er han ikke værd at samle på. Men sexting, at sende frække billeder til hinanden, er blevet en så almindelig del af vores måde at flirte, at man som ungt menneske sagtes kan blive i tvivl om, hvad der forventes af en.
Det har fået en gruppe amerikanske forskere til at se på, om det er muligt at forudse, hvem der sender frække billeder uden nødvendigvis at være helt med på den.
Inden for psykologien taler man om, at der er to typer mennesker, når det kommer til, hvordan vi har det med vores romantiske partnere.
Den ene gruppe er dem, som konstant er lidt bange for, at deres partner vil gå fra dem – den anden gruppe er dem, som er bange for, at en partner kommer for tæt på dem. Den verdenskendte parterapeut og forfatter Esther Perel siger det meget klart: Der er to slags mennesker – dem som er bange for at miste den anden, og dem, der er bange for at miste sig selv.
LÆS OGSÅ: Det skal du overveje, inden du ændrer dit profilbillede
Hvem sexter?
I undersøgelsen Relational Anxiety and Sexting udgivet i The Journal of Sex Research var deres teori, at den første gruppe i højere grad var dem, som ville føle sig tvunget til at sende nøgenbilleder – ganske enkelt fordi de var bange for ellers at blive afvist af en partner.
De fik 459 ugifte, heteroseksuelle universitetsstuderende mellem 18 og 25 år til at udfylde et spørgeskema. De skulle svare på, hvor tit de sextede, hvor fast forholdet skulle være, før de sendte frække billeder og på forskellige spørgsmål om deres angst for at date, hvordan de havde det med at være alene og forhold i det hele taget.
Og konklusionen viste sig at støtte op om deres teori, som de skriver i undersøgelsen. De kunne rent faktisk se, at der var en sammenhæng mellem, hvor svært de unge havde det med at være alene, og hvordan de sextede. Dem, der var usikre på det med dating og forhold, var mere tilbøjelige til at sende frække beskeder afsted.
LÆS OGSÅ: Derfor bliver du ulykkelig af Facebook
Vi skal lære at sige nej
Undersøgelser som denne handler i virkeligheden om unges evne til at sige ja og nej, mener psykolog og parterapeut Frej Prahl. Han mener, at vi er alt for lidt opmærksomme på, hvad der ligger imellem et klart ja og et klart nej:
-Hvad vi SJÆLDENT diskuterer er mellemlandet. At nogle piger rent faktisk har lyst til at flirte, men der kommer en grænse, som de åbenbart får svært ved at sige fra overfor. Vi kender fænomenet som "narre-fissen". Hende der lokker og frister, men egentlig ikke vil noget. Hende har vi desværre et noget anstrengt forhold til. Både mænd og kvinder!
Mellemlandet og angsten for, hvad et nej betyder for relationen handler nemlig ikke kun om flirt og sexting. Ifølge Frej Prahl har det langt mere alvorlige konsekvenser, som vi burde have langt mere fokus på. Han kender til overgreb, hvor kvinden egentlig ville sige nej, fordi hun gerne ville lidt og var bange for, at hendes nej betød en komplet afvisning.
Men hun var heller ikke klar til at gå hele vejen, uanset hvad der så er tale om. Når det kommer til stykket, føler hun sig forpligtet til at gå hele vejen – og hvis signalerne ikke er tydelige nok, kan det være svært for manden at afkode, og de ender med at have sex, selvom hun ikke havde lyst, forklarer Frej Prahl:
-Det, tror jeg, er fordi, vi har så svært ved at navigere imellem ja'et og nej'et. Derfor rammer vi ofte forbi, når vi vil lærer de unge piger at sige nej. For dem føles det ofte som en total afvisning af et seksuelt spil, de egentlig gerne vil have kørende. Selvfølgelig altid med friheden til at sige nej. Det skal både piger og drenge, mænd og kvinder lære. Vi må blive tydelige omkring, at det er okay at være en narrefisse og et skuffejern (den mandlige pendant). At det er en naturlig del af det seksuelle spil, som vi skal lære at mestre.