Det siger oddsene: De vinder "Vild med dans" i aften
I aften er der finale i "Vild med dans", og Danske Spil har givet deres bud på, hvem der vinder.
Denne artikel blev først bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Rasmus Staghøj, Asta Björk, Malene Østergaard, Morten Hemmingsen, Eugen Miu og Anna Munch er alle videre til aftenens "Vild med dans"-finale, men kun ét par kan efter showet løfte trofæet og kalde sig vindere af "Vild med dans" 2024.
Hvem det bliver, er helt op til seerne, men bookmakerne fra Danske Spil har deres bud, og de er ikke i tvivl.
Du får nemlig kun dine penge 1,45 igen, hvis du stemmer på Anna og Eugen som vindere af "Vild med dans".
Derimod får du pengene fire gange igen, hvis Rasmus og Asta vinder, mens du får pengene seks gange igen, hvis Morten og Malene løfter trofæet til sidst.
Danske Spil vurderer dermed Anna og Eugen til at vinde, Rasmus og Asta til en andenplads og Morten og Malene til en tredjeplads.
Men alt kan ske i "Vild med dans", nu hvor det er seerne, der har det sidste ord.
Mens Asta har vundet "Vild med dans" to gange tidligere, med Simon Stenspil og Jimilian, så har Malene vundet én gang med Caspar Phillipson. Eugen, der kun er med som professionel danser for anden gang, har ikke vundet endnu.