Ole Stephensen

Ole Stephensen om sin værste julegave: "Vi kom der ikke en eneste gang, og jeg fik endda en rykker"

Tv-vært, journalist og forfatter Ole Stephensen er stor fan af julen. Han elsker gaverne – nogle af dem – hyggen og mest af alt maden, men grønlangkålen må han drømme sig til.

Hvornår begynder julen for dig?

På nogle områder begynder den allerede om sommeren, fordi vi driver Hundeshoppen, som også har julegaver til hunde, og de skal købes om sommeren, for at vi har nok på lager til julen. Jeg har også prøvet at lave julekalender før i tiden, og det var typisk i juli, man filmede det. Rent privat starter julen 1. december, og den slutter 6. januar.

Hvilken jul er den bedste?

Det er alle de jule efter, vi har fået børn. Det er ikke for sjov, man siger, at julen er børnenes fest. I dag er vores døtre 19 og 21 år, men der er stadig en særlig stemning, fordi de er der.

Hvordan er din december måned?

Den er altid hyggelig og i julens tegn. Men der er meget at lave i butikken, så det er en arbejdsmåned helt frem til lillejuleaften. Vi har ingen pakkekalendere, for det blev til adventskalendre, da børnene blev større, for til sidst at blive helt afskaffet.

Er der en jul, du særligt husker?

Jeg kan huske en særligt sjov jul. Vi boede i et område, hvor strømmen tit gik. Det skete typisk, når det stormede, og der faldt træer ned over ledningerne. Det skete også en juleaften, og alle komfurer på vejen gik ud. Der var kun ét hus på vejen med gaskomfur, så de blev belejret med ænder og stege. Det gav et vist sammenhold på vejen.

Hvordan holder du jul i år?

Vores jul er altid meget intim, for vi holder med vores to døtre og min kones søster og svoger. Vi er enten hos os eller dem, og anden juledag holder vi altid julefrokost for de nærmeste i familien, og det er som regel 40 mennesker.

Hvad spiser I juleaften?

And med brune kartofter, sovs og jeg-skal-komme-efter-dig. Jeg ville gerne udvide repertoiret med den nordjyske tradition for grønlangkål med medister. Jeg får desværre ikke min vilje, så det spiser jeg på andre, hemmelige tidspunkter af året.

Hvad er den værste julegave, du nogensinde har fået?

Det var et abonnement til et fitnesscenter, som jeg gav både mig selv og min kone, Julie, et år. Vi kom der ikke en eneste gang, og jeg fik endda en rykker på regningen sidenhen, så jeg måtte betale strafgebyr.

Spilledåsen fra omkring 1880'erne blev i min barndom kun brugt til jul, så lyden af den forbinder jeg med snefald. Foto: Sara Skytte.
Ole Stephensen
Spilledåsen fra omkring 1880'erne blev i min barndom kun brugt til jul, så lyden af den forbinder jeg med snefald. Foto: Sara Skytte.

Hvad er den bedste julegave?

Jeg skal tilbage til mine teenageår. Jeg ville ikke konfirmeres, så til jul det år fik jeg en lidt større gave. Det var en spritduplikator, som er en anordning, man kan skrive og trykke tryksager med. Det var en fin dyr gave, og den gav mig senere direkte adgang til Journalisthøjskolen. Jeg fik nemlig samlet et hold og udgivet et blad ved hjælp af min spritduplikator.

Hvilke juletraditioner har du fra din barndom?

For eksempel hvordan man giver gaver. Hos os tager det hele aftenen, fordi alle gaver skal pakkes op en ad gangen, og der skal sige „ih“ og „åh“ hver gang. Det er godt, vi ikke er mere end seks mennesker juleaften.

Vi har prøvet at være mange flere og gennemføre det regime, men klokken blev jo både fire og fem om morgenen, før vi var færdige. I dag er antallet af gaver begrænset, så det går hurtigere. Jeg har også prøvet at give traditionen med Disneys Juleshow videre, men i dag er der jo Disney døgnet rundt.

Har du en yndlingsjulefilm?

Ja, det er den med James Stewart, der går konkurs og møder en engel, som gør, at han ikke vil tage livet af sig selv alligevel. („Det er herligt at leve“, red.) Den film får mig til at tude hver gang.

Hvad gør I med mandelgave i jeres familie?

Det er noget, Julies søster står for. Men der er købt forskellige mandelgaver alt efter, hvem der får den, og vi har selvfølgelig også en med, hvis det nu skulle være min svigerinde, der fik den. Hvis jeg får den, er det næsten altid noget sødt, der er mandelgaven.

Har du en yndlingssalme?

Jeg kan godt lide „En rose så jeg skyde“, men det er måske mere en vintersang?

Jeg kan også godt lide „Sikken voldsom trængsel“, som jeg opfatter som en altmodisch udgave af MC Einars „Jul det’ cool“.

Hvilken julekalender kan du bedst lide?

Jeg kan allerbedst huske Krummernes Jul, som jeg selv spillede med i. Jeg var one of the bad guys, Amigo, som prøvede at stjæle børnenes julegaver. Det var sjovt at være med i. 

Hvem er Ole Stephensen?

ole.jpg

Ole Stephensen

  • Født: 26. oktober 1955
  • Uddannelse: Journalist
  • Kendt fra: Filmene Walter & Carlo, Eleva2eren på TV2, DK4, en række bøger, konservativ politiker i Gentofte.
  • Aktuel med: Erindringsbogen Rub & Stub, som udkom 4. oktober og primært handler om Ole Stephensens alsidige arbejdsliv gennem mange år i showbiz, medier og politik.
  • Familie: Bor med sin kone, Julie, og deres to voksne døtre i Gentofte