Phillip Faber om familiens jul: Jeg arbejder, når jeg burde gå juleamok
Phillip Faber elsker jul, og han elsker musik. Han turnerer også i hele landet med julemusik, men det betyder altså ikke, at han ønsker sig flere slips med noder i julegave.
Hvornår begynder julen for dig?
"Det gør den om sommeren! Der begynder jeg nemlig at planlægge årets julekoncerter. Derudover er julemusik jo nært forbundet med følelser, og når jeg hører årets første 'Glade jul' eller 'Last Christmas', så sætter det noget i gang hos mig. Jeg prøver dog at udskyde det så længe som muligt, men vi tager pynten frem omkring den 1. december."
Hvordan er din december måned?
"Travl som alle andres, for det er jo højsæson for julekoncerter, juleprogrammer og juleshows. Derfor køber jeg også – helt uromantisk – mine julegaver inden den 1. december. De seneste år har jeg endda købt dem på nettet, fået dem leveret til mit kontor og krydser systematisk af på en liste. Typisk mig. Men det er jo ikke fedt at komme frem til jul og føle sig fuldstændigt overmandet af den. I år skal jeg optage 'Den klassiske musikquiz' den 21. og 22. december, lige der hvor man burde gå juleamok."
Hvilken jul er den bedste, du har oplevet?
"Det var et af de år, hvor jeg var barn. Jeg holdt altid jul hos min mor med mine halvsøskende. Men der var ét år, hvor vi tog op til min onkel, som havde et kæmpe sted oppe ved Aars. De var plejefamilie for en gruppe børn, og så var der også mine to kusiner, som jeg holder meget af. Der var mange børn, og de havde dyr på gården, masser af legetøj og deres helt egen legeplads. 'Kolbøtten', som det hed, var et mekka at holde jul på.
Jeg kan huske, at vi løb rundt i hele huset og sang 'Nu’ det jul igen', og i mange år var jeg overbevist om, at det var min onkel, der havde fundet på det, for det kunne godt ligne ham. Først senere gik det op for mig, at det gør alle. Det er faktisk en gammel nordisk skik at synge en 'kehraus' – i tredelt takt – og danse fra gård til gård med hinanden i hænderne, når en fest er slut."
Hvad spiser I juleaften?
"I år skal vi være hjemme med min kones familie, og vi bliver ret mange. Jeg ved faktisk ikke, hvad vi skal have at spise. Det er ikke, fordi jeg er ligeglad, jeg er bare ret liberal, hvad angår julemad. Jeg står endda gerne selv i køkkenet, for udover musik er det min eneste hobby. Men vi bliver så mange, at vi nok kommer til at fordele opgaverne mellem os. Jeg gætter dog på, at der både vil være flæskesteg og and på bordet."
Hvad er den værste julegave, du nogensinde har fået?
"Jeg har altid interesseret mig for musik, og det kan godt gøre folk rådvilde, når de vil købe mig en gave. Derfor tænker mange: 'Phillip elsker musik, så han skal have noget med noder på'. Men jeg gider faktisk ikke have flere slips med noder på, for jeg mener, at noder skal stå på linjerne."
Hvordan har du det med mandelgaven?
"Åh, jeg håber altid, at jeg ikke selv får den, når jeg er vært. Vi er heller ikke typerne, der putter en ekstra mandel i Augusts skål, for sådan er livet ikke."
Har du en yndlingssalme?
"Den smukkeste salme, der nogensinde er skrevet, er 'Dejlig er Jorden'. Den indkapsler noget meget stort, universelt og ubegribeligt på meget lidt plads – både i tekst og melodi. Ingemann når både omkring slægter, der skal følge slægter, mens vi går om træet med hinanden i hænderne, og i tredje vers kommer englene med fred på jord, og så er salmen væk. Der er nemlig kun tre korte vers, så er den overstået. Et glimt af Paradis og så forbi.
Grundtvig havde for eksempel svært ved at fatte sig i korthed, men 'Dejlig er Jorden' er næsten tarveligt kort. Folk taler altid meget om teksterne til salmer, men melodien spiller en kæmpe rolle, og i 'Dejlig er Jorden' er melodien ubegribeligt enkel – næsten simpel, dog uden at være banal som en børnesang. Men den har sat sig fast hos os i al sin enkelhed gennem 200 år."
Hvad er din yndlingsjulekalender?
"Jeg har ikke fulgt med i mange år, og August har ikke været stor nok til at se dem endnu. Men det var 'Jul på Slottet', der ramte mig mest som barn. DR havde nemlig gjort noget så genialt som at få DR’s Underholdningsorkester til at indspille Bodil Heisters musik. Der er ingen bas, guitar og trommer – ikke at der er noget i vejen med det – men det er lyden af et rigtigt orkester, og det blev jeg indhyllet i. Jeg havde også musikken på kassettebånd, som jeg hørte igen og igen. I dag kan jeg se, at jeg blev opslugt af det som barn, fordi man havde gjort sig umage med at lave noget godt."
Har du en yndlingsjulefilm?
"Jeg er på juleturné med DR Pigekoret hvert år, og når vi kører hjem fra Jylland om aftenen, er der altid en eller anden, der sætter 'Love Actually' på. Hver gang tænker jeg, ”Nej, det gider jeg ikke”, men jeg bliver på en eller anden måde altid fanget af den og meget rørt."