En ny ændring i hendes hverdag har givet Puk Elgård stor respekt for ensomheden

Hun står i indkørslen og vinker, da vi ankommer. ”Velkommen til!”

Vi træder indenfor og bliver mødt af hunden Alba, som gør glad og farer rundt om benene på os. ”Hun skal nok falde til ro”, siger Puk Elgård. ”Vil I have kaffe?”

Annes råd mod flåter får tusindvis af reaktioner hvert år: ”Det fungerer super godt!”

Hvert år i flåtsæsonen bruger Anne Bank Nielsen og hendes familie et smart og noget anderledes tip for at undgå de muligvis farlige bid fra de små mider

Den brune border collie er faktisk grunden til, at vi er på besøg, for Puk er primært kendt som tv-vært, men har nu skrevet en videnskabelig bog om hunde – med afsæt i sit eget forhold til Alba.

"Jeg var begyndt at undre mig over, hvad pokker det er for et bånd, vi har. Hvorfor kan man være så tæt med en hund, som jeg er med Alba? Hvorfor kan hun læse mine tanker, og hvorfor ved hun nogle gange, hvordan jeg har det, før jeg selv gør? 

Jeg har nærmest de samme følelser for hende, som jeg har for mennesker, jeg elsker, og det har været uforklarligt for mig. Derfor gik jeg i gang med at undersøge hunden og menneskets forbindelse og fælles udvikling sammen med Anders Kofoed, som er evolutionsbiolog."

I arbejdet med bogen har Puk Elgård blandt andet lært, at hendes hund Alba rent faktisk elsker hende – på sin helt egen hunde-måde. Samtidig synes hun, at bogen har en vigtig pointe:

"Der er mange, der menneskeliggør deres hunde, men vi ér altså to forskellige arter, der bare har udviklet et bånd, der er helt unikt. Hunden har simpelthen skabt områder i sin hjerne til at kunne forstå os mennesker og vores sprog og kropssprog. 

Den har fået øjenbryn for vores skyld! Altså, igennem evolutionen har den fået muskler i øjenbrynet, så den bedre kan kommunikere med os. 

Og i evolutionsmæssig sammenhæng er det sket sådan her," siger hun og knipser med fingrene.

I processen med bogen har Puk Elgård også opdaget en ny side af sig selv.

"Det er en meget stor udfordring for mig at sidde stille, og det her projekt har krævet, at jeg har siddet stille i utroligt mange timer og fordybet mig. 

Jeg var virkelig i tvivl om, om jeg kunne holde fokus, men det kunne jeg, og det er en helt ny side, jeg har set af mig selv. Nu ved jeg, at jeg godt kan sætte mig ned og følge et projekt til dørs, som tager et år."

Faktisk har hun ligefrem nydt denne måde at arbejde på.

"Det har været helt fantastisk at få lov til at fordybe sig. 

49 pigenavne vi ikke længere vælger til vores børn

Leder du efter et helt særligt navn til din datter? Pigenavne som Tina, Karin og Janni er gået fuldstændig af mode, når vi skal navngive vores nyfødte. Vi har fundet 49 pigenavne, der slet ikke er populære længere – men som måske bliver det igen.

Bare at sige: ”Jeg lukker alt ned, jeg skal ikke lave fjernsyn, jeg skal ikke lave noget som helst andet end det her”. Det var det, jeg skulle, når jeg stod op om morgenen, og når jeg gik i seng om aftenen, vidste jeg, at jeg skulle arbejde videre på det dagen efter.

Det er kompliceret stof, så på den måde har det været svært, men mest af alt har det været virkelig fedt."

Pul Elgård holder en pause og tilføjer så:

"Det her er første gang, jeg snakker om det, så jeg er glad for at kunne høre mig selv sige, at det har været fucking fedt. 

Det har været så fedt det der med i en alder af … Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg er. 

Hvor gammel er jeg? 57? Ja, jeg er blevet 57, er jeg ikke?"

Det bliver vi enige om, at hun er.

"Det har været fedt at blive præsenteret for et stort, nyt stofområde og bare dykke ned i det og lære så meget. At opleve, at jeg faktisk VED noget. 

Tit, når man laver fjernsyn – og generelt arbejder som journalist – ved man en masse ting lejlighedsvist. Jeg har stået tusind steder og forklaret, hvordan en vandpumpe fungerer, eller forklaret noget om nogle frøer, og så har jeg glemt hele lortet igen bagefter, fordi jeg bare lige skulle vide det i øjeblikket. 

Nu, hvor jeg har siddet med det her stofområde i et helt år, ved jeg for alvor noget. 

Jeg ved noget om DNA, istiden, hundens hjerne, endorfiner og hormoner. Det er virkelig fedt."

Glæden ved at være usynlig

Puk Elgård har nydt at fordybe sig og lære noget nyt, men det har også været et sats at melde sig ud af medieverdenen.

"Det har været et kæmpesats, også økonomisk. 

Men jeg har haft det sådan, at hvis jeg skulle gøre det, skulle jeg gøre det ordentligt. Af respekt for stoffet og af hensyn til, hvor meget koncentration det har krævet, kunne det ikke nytte noget, at jeg samtidig skulle optage et eller andet boligprogram eller sådan noget. 

Så for første gang i mange, mange år har jeg meldt mig helt ud, fordi jeg var nødt til at være her og at skrive – hele tiden. 

Når jeg går ind i en proces med at skrive, skriver min hjerne videre konstant. Selvom jeg rejser mig og går fra arbejdet, arbejder jeg videre. Så kan jeg for eksempel stå op om natten og sætte en sætning ind, og det kan man jo ikke, hvis man er ude på en produktion samtidig. 

Derfor kunne det ikke være anderledes, men det har selvfølgelig været specielt."

"Jeg er så heldig, at jeg er blevet tilbudt arbejde undervejs. Når jeg har takket nej, har jeg godt kunnet mærke, at det har været lidt out of character, for jeg plejer bare at sige ja tak og møde op, hvis det er noget, jeg gerne vil lave. 

Når jeg har lagt røret på, har jeg indimellem tænkt: ”hold kæft mand, nu tjener jeg ingen penge”, men det håber jeg jo på, at jeg kommer til. 

Der bliver booket foredrag med afsæt i bogen, så det kommer jeg til at tjene noget på, og så håber jeg selvfølgelig, at den sælger," siger hun og klapper på bogen, der ligger på bordet imellem os. 

På forsiden er der et billede af hende og hunden Alba, som ligger tæt op ad Puk under bordet imellem os.

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

"Heldigvis er jeg ikke bange for at tage chancer, det har jeg faktisk aldrig været, så nu må vi bare se, om jeg har satset rigtigt."

Selv hvis det skulle give bagslag at have meldt sig ud af mediebranchen i et år, er Puk Elgård fuldkommen sikker på, at det var det rigtige for hende.

"Der er ikke noget ved det her, der IKKE har føltes godt. Og hvordan mediebranchen så har høvlet derudad det sidste år, og om der er noget til mig at lave, når jeg vender tilbage, det må vi se.

Det var det rigtige at gøre, det er jeg slet ikke i tvivl om."

Selvom den garvede tv-vært elsker at lave fjernsyn, har hun også nydt for en gangs skyld at være væk fra skærmen.

"Det har været dejligt ikke at lave tv og egentlig være lidt usynlig. Jeg har ikke skullet optræde eller underholde, som ellers har været et gennemgående tema i hele mit arbejdsliv: Jeg har underholdt, siden jeg begyndte at arbejde som 14-årig, og dét har været dejligt at holde en pause fra."

Puk Elgårds kæreste, Lothar, som hun har boet sammen med i 25 år, arbejder i Grønland for tiden og har kun været hjemme i kortere perioder, imens Puk har skrevet på sin bog. 

Alle børnene er flyttet hjemmefra.

"Jeg har været alene i huset og har gået rundt i mit grimme hundetøj og passet mig selv. Jeg har nu aldrig gået særligt meget op i at skulle se ud på en bestemt måde, men man skal alligevel være nærværende og levere, når man ulejliger folk ved at være i deres fjernsyn. 

I den her periode har jeg ikke skullet præstere andet end det, der var imellem mig og computeren."

"Det er selvfølgelig ikke rart at gøre sådan noget, hvis man har en fornemmelse af, at man falder ud af verden af det … Altså, det kan jo godt virke lidt arrogant at sige, at det bare har været fedt at træde ud af feltet, fordi det også er privilegeret at blive inviteret ind og stadig få jobtilbud efter så mange år. 

Men det har været godt for mit nervesystem – godt for alt – bare at fordybe mig."

Respekt for ensomheden

Udover at tiden alene med Alba og bogen har været god for Puk Elgård, har den fået hende til at tænke på ensomheden.

"Jeg har fået utroligt stor respekt for ensomhed, for det kunne også have ramt mig, nu hvor jeg pludselig har siddet alene i et hjem, der ellers har været bygget af måltider og børn, der skulle ind og ud ad døren, og Lothar, som har gået rundt og lavet mad og ting og sager. 

At gå fra et livligt hus til pludselig bare at sidde her med min hund … Det har været et stort skift, og det har virkelig fået mig til at tænke på alle de mennesker, der sidder alene hver evigt eneste dag. 

For hvem det er et livsvilkår at være alene – altid. Jeg har selv valgt at trække mig tilbage, og derfor kan jeg sagtens sige, at det har været fedt at være mig. 

Det er langt fra alle, der selv vælger de tomme huse og hjem."

"Alle de mennesker, der sidder alene hver dag, dem skal vi tage alvorligt. Og vi skal være gode til at hjælpe hinanden. Til at banke på hos naboen, invitere ind og åbne fællesskaberne. 

Vi skal være opmærksomme på vores medmennesker og huske at standse på gaden og snakke med hinanden."

Generelt er fællesskab blevet et næsten altoverskyggende tema for Puk Elgård. Det har fyldt for hende personligt, fordi hun pludselig har oplevet at være alene, det har fyldt i hendes research til bogen, og det har fyldt i DR-programmet 'Demenskoret', som hun var vært på, inden hun gik i gang med at skrive. 

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Hvis ikke du har set programmet, handler det kort fortalt om 17 mennesker med forskellige demenssygdomme, som bliver sat sammen i et kor, der skal give koncert i DR Koncerthuset. 

Undervejs ser man blandt andet, hvordan kormedlemmer, der ikke har haft et sprog i mange år, genfinder ordene og kan synge teksterne, og hvordan koret skaber et særligt sammenhold.

"Det sidste, jeg lavede før mit skrive-hi, var 'Demenskoret', og det blev jeg blæst helt bagover af. Jeg blev SÅ rørt af at se, hvad fællesskabet kan, og hvad vi mennesker kan gøre for hinanden. 

Alle de professorer og overlæger, jeg snakkede med til programmet, sagde: ”Jaja, det er fint at lade være med at ryge og huske at motionere og sådan noget, men at interagere med andre mennesker – det er dét, der holder os friske. 

Det er det, der gør, at vi overlever”.

"Jeg har lært det samme, nu hvor jeg er dykket ned i menneskets udvikling for at skrive bogen. Vi mennesker har den egenskab, at vi kan vise omsorg for hinanden. Mange dyr har empati, men overbygningen hedder omsorg, og den har vi mennesker som den eneste art. 

Man har fundet knogler, som er tusindvis af år gamle, som viser, at det pågældende menneske har haft hovedskader eller har haft brækket benene, men alligevel er levet videre. 

Det betyder, at nogen har givet dem den mad, de også selv havde brug for, og har fragtet dem med, når flokken har bevæget sig fra sted til sted. Vi har altså bevis for, at vi mennesker har vist omsorg for hinanden igennem tiden, og det er noget af det, der har rørt mig mest ved at skrive den her bog."

"Vi har evnerne til at tage os af hinanden og passe på hinanden. Hvis ikke vi havde det, var vi ikke blevet otte milliarder, og i en verden, der er så vild og kaotisk, som denne her, varmer jeg mig ved at vide, at mennesket grundlæggende er godt."

Jeg føler mig misbrugt af vores nærige venner

Min mand og jeg åbner altid hjemmet op for vores venner, når de skal besøge familie nær os. De bor ofte med os i flere dage, men de bidrager ikke med noget praktisk eller økonomisk. Jeg føler mig misbrugt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Draget mod flokken

Puk Elgård er ikke blot draget af fællesskab som koncept og overlevelsesstrategi, men også på et mere personligt plan. I sit arbejde med bogen har hun nemlig fundet ud af, at hun faktisk ikke fungerer helt så godt alene, som hun ellers gik og troede.

"Jeg er forholdsvist introvert, når jeg har fri, men jeg har haft brug for mennesker omkring mig i den her periode. Jeg har ikke godt af bare at være alene, har jeg fundet ud af, jeg har også brug for at se nogle mennesker, og så er vi tilbage ved fællesskabet. 

Jeg plejer at have et fællesskab på arbejdet, hvor man typisk er mange på en tv-produktion, og fordi jeg ikke har haft dét, kan jeg virkelig mærke, at jeg er draget imod flokken."

"Jeg har selvfølgelig en masse gode venner, som jeg snakker med – meget i telefon – men man er lidt afsondret herude, hvor vi bor. Og hvis det har været lidt for stille at sidde alene her, har jeg for eksempel gået lidt rundt ude på gaden og i nabolaget og håbet på, at der var nogen at sludre lidt med. 

Eller jeg er taget til København og har siddet på en café."

Når man spørger Puk, hvad hun skal lave, nu hvor bogen er færdig, falder snakken igen på fællesskaber.

"Jeg ved ikke præcis, hvad jeg skal, men fællesskabet er en markør for mig. Jeg vil gerne være primus motor på at skabe nogle fællesskaber, og jeg arbejder så småt på noget. 

Det er for tidligt at fortælle så meget om, men det handler om at invitere ind i fællesskaber. Det er simpelthen min drøm for fremtiden: At skabe fællesskaber."

"Fællesskaber er den største superkraft, vi har som mennesker. Vores superkraft er at holde sammen. Og jeg ved godt, at der er en masse politikere, der siger, at håb ikke er nogen strategi, men jeg er ikke enig. 

Det kan godt være, at de, der styrer verden, ikke kan have håb som strategi, men alle os, der bor i den, vi kan godt."

Puk Elgård vil altså gerne skabe fællesskaber på den ene eller anden måde, men derudover er hun åben for det meste i sit arbejdsliv.

"Vi må bare se, hvad der dukker op. Jeg skal snart tjene nogle penge, men det er også meget fedt ikke at vide, hvad der skal ske. Og hvis ikke der byder sig noget i medieverdenen, finder jeg på noget andet. Så kan jeg stå i en tøjbutik eller være tjener, som jeg har været før. 

Det kunne også være sundt for mig. Så jeg tænker nok, at det skal gå. Det er jeg faktisk ikke så bange for."

"Hvis jeg skal lave tv, vil jeg altid gerne prøve at lave noget, jeg ikke har lavet før, men det er lidt svært efter så lang tid i branchen. 

Jeg syntes, det var virkelig fedt at lave 'Demenskoret', hvor jeg trådte ud af værtsrollen og bare var menneske, så sådan noget kunne jeg godt tænke mig igen."

Sorgen kan fortyndes

Kombinationen af at lave 'Demenskoret' og derefter gå i gang med en skriveproces har sat gang i en anden proces hos Puk Elgård. En sorgproces.

Inden Puk blev født, mistede hendes forældre en datter på syv år, og under et år senere blev Puk født som et ”erstatningsbarn”. Søsterens død tog hårdt på forældrene, som begge udviklede misbrug og døde, da de var henholdsvis 52 og 64 år gamle.

"Jeg tror først, jeg rigtig er begyndt at sørge over dem, efter jeg lavede 'Demenskoret', hvor sorg var så åbenlyst et tema. 

At træde ind i et felt og fællesskab, hvor det at sørge var lige så naturligt som at drikke kaffe … Det har jeg aldrig prøvet før. For mig har sorg altid været noget, hvor jeg tænkte, at ”på trods” af de ting, jeg har oplevet, så står jeg stærkt på benene. 

Ting i mit liv er simpelthen blevet gode ”på trods” – på trods af min opvækst, på trods af sorg, på trods af alt muligt."

"Lige pludselig, da jeg trådte ind i et fællesskab, hvor sorgen var naturlig, faldt paraderne, og så begyndte jeg at sørge over mine egne forældre. Og over den barndom og ungdom, jeg ikke rigtig fik, fordi den var fyldt med alt muligt andet. 

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

For Trine Dyrholm er der ingen tvivl om, at den bedste gave på hendes 50-års fødselsdag var den fra hendes søn. Den var endda så god, at hun nu har ønsket sig den samme gave fra ham igen. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

For første gang har jeg ladet mig selv være i kontakt med den sorg, det er at miste, så sådan en ”tur” har jeg også taget, imens jeg har skrevet bogen. Det har været overvældende, men egentlig også rart."

"Jeg snakkede ikke en masse med dem fra 'Demenskoret' om min egen sorg, for det handlede jo om dem, men jeg kunne spejle mig i dem. Og så er vi igen tilbage ved fællesskabet og omsorgen. 

Det er så ensomt at gå med sorgen alene, så vi skal være bedre til at tale om den. Og vi skal give plads til sorgen, for den kommer uanset hvad. Jeg har aldrig selv haft tid til at sørge over mine forældre, fordi jeg var i fuld gang med alt muligt andet, men det har indhentet mig. 

Sorgen kan ikke undgås, men man kan fortynde den lidt ved at åbne munden, tale om den og være i den."

Puk Elgård har tidligere fortalt om både sin opvækst, sine forældre, sin søsters død og det at flytte hjemmefra som 14-årig, fordi kaosset i hjemmet var for meget.

"Jeg har taget tusind runder på, hvad det vil sige at vokse op i et hjem som mit, så det behøver vi ikke gå mere ned i, men det her er en anden måde at snakke om mine forældre på. 

Jeg har talt en masse om dem og om at bryde et mønster, men det der med faktisk bare at være ked af at have mistet sin mor og far, det har jeg ikke prøvet før. 

Derfor er det en ny måde at tænke og tale om dem på, og det er faktisk ganske rart."

"Jeg har ligesom bygget en ny etage på. Jeg har lært, at de følelser, der knytter sig til min opvækst og tabet af mine forældre, også er okay. Jeg behøver ikke hele tiden bare at skulle videre, videre, videre, jeg må også gerne sørge. 

Det har selvfølgelig været benhårdt at erkende, men det er også en dejlig ting, jeg tager med mig fra min skriveproces."

At acceptere sin sårbarhed

Puk Elgård er ved at lære at give plads til sorgen over sine forældre. Men hun er ikke færdig med at bearbejde den, og hun mangler stadig at forstå, hvad hendes opvækst rent faktisk har gjort ved hende.

"For at forstå mig selv ordentligt mangler jeg stadig at forstå, at det giver en vis sårbarhed at vokse op, som jeg har gjort. Og at acceptere det. Når man har stået så meget på egne ben, kan man ikke komme udenom, at man bliver mærket.

Heidis datter stillede afgørende spørgsmål: Nu viser 49 nøgne kvinder sig i ny bog

Fotograf Heidi Maxmiling har fotograferet 49 nøgne kvinder til bogen ’Ærlige kvindekroppe’. Det er nemlig vigtigt, at vi bliver mindet om, hvor forskellig en kvindekrop kan se ud – og at komme det polerede kvindekropsideal til livs. Alt.dk har talt med fotografen.

I stedet for hele tiden at kæmpe imod og tvinge sig selv videre, som jeg har gjort, skal man måske sige: ”Det er klart, at jeg er mærket, og det er okay. Sådan er jeg”. 

Der er nogle ting, man tager med sig, og de må gerne være der. Det skal jeg lære på samme måde, som jeg er ved at lære at slutte fred med min sorg. 

Jeg skal acceptere og forstå, hvor definerende min opvækst har været for min personlighed. På godt og ondt."

"Det er ikke sikkert, jeg var kommet så langt i mit arbejdsliv, som jeg er, hvis jeg havde ladet det fylde – sorgen, uroen og den grundangst, jeg har haft. 

Men måske kommer jeg på et tidspunkt dertil, hvor jeg kan lade alle følelserne være der. Der er jo tider i livet, hvor man kan lade forskellige ting fylde. Ligesom der lige pludselig er blevet plads til sorgen, er det måske også på tide, at sårbarheden får lov til at fylde, og at jeg lærer at forstå den for at forstå mig selv."

Og hvordan vil Puk så lære det? Endnu engang peger pilen på fællesskab.

"Det kræver nok, at jeg taler med andre, der har prøvet noget lignende: Hører, hvad det er for nogle udfordringer, de har, og hvad der fylder hos dem. 

At jeg finder nogen, jeg kan spejle mig i – ved at træde ind i et fællesskab."