Barnestjernen Pusle Helmuth: ”Jeg blev indlagt med begyndende mavesår, fordi vi drak og festede så meget”
Livet som barnestjerne var en leg for Pusle Helmuth. Men pludselig stoppede legen, og i stedet begyndte hun at ’feste nonstop’. Det fortæller hun i denne uges udgave af Hendes Verden.
Som treårig debuterede Pusle Helmuth som skuespiller i ’Min Søsters Børn’, og de efterfølgende år beskriver hun som en fantastisk tid.
”At være barnestjerne er jo en voksenrolle, og måske blev der drevet lidt rovdrift på os, men for mig var det hele en leg, hvor jeg fik opmærksomhed og oplevelser, som børn jo elsker.” Det fortæller hun i denne uges udgave af Hendes Verden.
Men pludselig forsvandt opmærksomheden, og der var ikke længere roller til hende.
”Fra den ene dag til den anden var der ingen, der havde brug for mig mere i filmbranchen, og det fik mig til at spekulere over, om folk ikke kunne lide mig mere – en følelse jeg også har arbejdet med i mine voksne år. Der var nok nogen, der skulle have sat sig ned og fortalt mig, at jeg simpelthen bare var blevet for stor til at spille rollen som Pusle,” siger Pusle Helmuth.
Da skuespilkarrieren stoppede brat, startede et turbulent årti, hvor den tidligere barnestjerne blev drillet i skolen og led af dårligt selvværd.
Tomme drømme
Selvom Pusle Helmuth ikke længere spillede skuespil, havde hende mor overbevist hende om, at hun en dag skulle til USA og vinde en Oscar.
”Jeg tror, jeg var 18 år, før jeg fik tanken: Hvordan skulle jeg nogensinde få en Oscar, når jeg aldrig laver noget skuespil? Der gik det op for mig, at det hele bare var tomme drømme,” siger Pusle Helmuth.
Omkring samme tid ’slap’ hendes mor hende. Herefter begyndte Pusle Helmuth at gå meget i byen og blev introduceret til både hash og coke. Efter nogen tid begyndte hun at arbejde på diskoteker i København; hun kom der alligevel så meget, at hun lige så godt kunne arbejde der. Senere bragte festerne hende til udlandet.
”Jeg kom ind på guideskolen, hvor den vigtigste egenskab var, at du kunne feste hele natten og gå i skole om dagen. Sådan var livet som guide. Der var drinks overalt, og du festede nonstop med chartergæsterne. Jeg var især på Kos, som var lidt at en party-ø, og på Costa del Sol, og på et tidspunkt blev jeg indlagt med begyndende mavesår, fordi vi drak og festede så meget,” fortæller hun.
Fra skuespil til skadestue
Da Pusle Helmuth mødte faderen til sit første barn, stoppede det vilde liv med de mange byture. Selvom det – ifølge hende selv – kunne være gået galt, kom hun altså helskindet ud på den anden side af livet som barnestjerne.
”At være barnestjerne og komme hel ud på den anden side i det normale liv er ikke nemt, og jeg kunne have taget skade, som man ser hos andre barnestjerner, når stjernelivet pludselig stopper. Heldigvis er jeg en fighter, og i min verden er en nedtur ikke noget, man dvæler ved.”
I dag er skuespillet skiftet ud med skadestuen. Pusle Helmuth arbejder på Hvidovre Akutmodtagelse og beskriver det som ’det perfekte sted at arbejde’, hvor to dage ikke er ens.
”Nu har jeg været lægesekretær i 18 år, og det er det bedste, der er sket mig.”
Læs hele interviewet med Pusle Helmuth i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun blandt andet om sit forhold til sin far, skuespiller Frits Helmuth, som hun mødte første gang, da hun var syv år gammel og skulle optage i samme studie som ham.