Rosemarie er søster til Andreas Mogensen: Sådan gik det op for mig, hvor berømt han er

Andreas besluttede sig som 13-årig for at blive astronaut.

Dengang boede vi i USA, hvor han havde en lærer, som sagde, at han havde potentiale til at blive noget inden for videnskab; han skubbede virkelig Andreas i den retning.

Læs også

Dorthe er Jim Lyngvilds storesøster: ”Jeg bliver så ked af det, når folk dømmer Jim uden at have mødt ham”

Da han som voksen blev udvalgt, tænkte jeg ikke over, hvor stort det var. Jeg talte med ham en uge inden. Der var 8.000 ansøgere til otte pladser, og han var så nervøs. Men jeg var faktisk aldrig i tvivl, for han har altid været målrettet, hårdtarbejdende og superintelligent. Når man spørger om et eller andet, kan han altid svare, og man tænker bare: Hvorfor ved du det? I morges spurgte min ene søn, hvorfor det egentlig regner. Så svarer jeg bare: Spørg din onkel!

Jeg er den ældste af fire, og Andreas var den næstyngste. Da vi var små, var han lige så irriterende, som han er i dag – ha, ha! Når vi ses, falder vi tilbage i vores gamle roller. Drengene skændes stadig helt vildt, og jeg er som storesøster lige så neutral som Schweiz.

Da vi var små, drillede Andreas hele tiden. Jeg ignorerede ham, og så vendte han sig mod Niels, de to kunne virkelig skændes. Da Andreas for nylig ringede hjem til vores mors fødselsdag fra rummet, begyndte han at tale med Niels, som forsker i løver. Andreas sagde, at han kunne kalde sig doktor i USA, men det må Niels ikke, selv om han også er ph.d. Når jeg hører sådan noget, tænker jeg bare: De skændes stadig, som om de er 11 og 13 år!

Andreas blev ikke astronaut for at blive berømt. Han opsøger ikke rampelyset. Faktisk bliver han nervøs, når han skal ud blandt en masse fremmede, som spørger ham om alt muligt. Men vi får en masse store oplevelser, for eksempel opsendelsen sidste sommer, hvor vi fik lov at stå helt tæt på.

Det er stort for mine børn at have en onkel, der er astronaut. Folk finder mig desuden online, og jeg får mange venneanmodninger fra mennesker, jeg ikke kender. Men jeg har jo intet med Andreas’ job at gøre.

Læs også

Mangler du noget at læse? Få her bogredaktørens 4 gode bud på nye bøger

Først for et par år siden gik op for mig, hvor berømt Andreas er. Jeg kom hjem efter at have boet mange år i udlandet. Vi sad ude på Reffen i København og spiste med børnene, og der gik hele tiden mennesker forbi og sagde ”god tur!”. I USA er det endnu større, for der betragtes astronauter som guder, men det vidste vi ikke, da vi var der til opsendelsen sidste år.

Vi var på en cafe, hvor nogen spurgte, hvad vi lavede i USA, og da vi sagde, at vi var der på grund af min bror, som er astronaut, begyndte folk at klappe. Det er også altid et godt samtaleemne, for eksempel da vi flyttede til Danmark for et par år siden og ingen kendte.

Det er ikke, fordi jeg render rundt i Vonge-Kollemorten og råber ”hey, min bror er astronaut”, men da vi holdt fødselsdag for vores tvillinger sidste år, var det ret stort for deres venner at møde Andreas.

Andreas er ret sjov, når han får noget at drikke. En nytårsaften faldt han i søvn på Rådhuspladsen. Da han vågnede, tog han en taxa hjem til vores mor, men han havde ikke nøgle med, så han fandt et åbent vindue på badeværelset. Et meget lille vindue højt oppe. Han fandt en træstub at stå på og fik mast sig gennem det lille vindue. Ingen af os har nogensinde forstået, hvordan den store mand på 195 centimeter fik mast sig ind gennem så lille et vindue.

I dag er vi fire søskende spredt i hele verden. Jeg er i Jylland, én er på Sjælland, vores bror er i Afrika, og Andreas er i USA, så vi ses kun cirka to gange om året. Men jeg er faktisk mere i kontakt med ham, når han er ude i rummet, for når han er på Jorden, har han travlt med børn og arbejde. Men i rummet har han som regel fri ved 18-19-tiden, og så ringer han tit.