13-årige Sandy risikerede livet for at redde sin hund: ”Jeg vil aldrig svigte et familiemedlem”

Hunden Lexi havde viklet sig ind i et reb i det iskolde vand og var ved at drukne.

13-årige Sandy så Lexi kæmpe for sit liv, og gang på gang forsvandt hendes hoved under vandet.

Læs også

Maria levede 5 år med en fejldiagnose - virkeligheden var en helt anden

Ville han have tid til at ringe til sin mor efter hjælp?

Nej, det var der ikke tid til. Han kastede sig ud i bølgerne, for han ville aldrig tilgive sig selv, hvis Lexi døde, uden at han havde forsøgt at redde hende ...

"Jeg lader ikke et familiemedlem i stikken, siger Sandy Welff, da vi sidder på terrassen ved siden af hans og familiens hus i Skåne."

Det er en lun og solrig dag med blide vinde fra havet. Mor Meta, 49, og Sandys tvillingesøster Lova gør os selskab.

Sandy kaster en tennisbold, og Lexi løber glad hen for at hente den. Hun putter den i munden og rækker den til Sandy, som klapper og krammer hende.

Lexi kigger på ham. Der er en særlig kemi mellem dem.

"Der må ikke ske hende noget," siger Sandy og stryger hånden gennem Lexis bløde pels.

Den nu syvårige golden retriever kom til familien for fem et halvt år siden.

"Sandy og Lova havde længe talt om, at de gerne ville have en hund. Gennem en kennel kom vi i kontakt med Lexis ejer, som ledte efter en plejefamilie," siger Meta.

Da ejeren ankom med Lexi, løb hun direkte ind i familiens stue, satte sig resolut i sofaen og markerede: Her skal jeg bo!

"Ejeren havde det selvfølgelig fint med, at hun blev hos os," siger Meta.

Lexi faldt hurtigt til i familien. Sandy fik en firbenet ven og en legekammerat. I årenes løb har de lavet masser af ting sammen, som at padle på bræt sammen, lege på stranden og meget mere.

I svære tider har Lexi givet Sandy plads til at få luft for sine følelser.

"Hun er en god lytter og en klog hund," siger han.

Om foråret og sommeren og et stykke ind i efteråret går Sandy aftentur med Lexi langs stranden. Det giver ro, og Lexi elsker at springe i vandet og hente pinde, som Sandy kaster.

I slutningen af april sidste år gik de den sædvanlige aftentur på stranden.

"Jeg kastede en pind i vandet, Lexi samlede den op og bar den tilbage til mig. Så kastede jeg den ud igen. Sådan blev vi ved."

Men så kom Sandy til at kaste pinden ud, hvor Lexi ikke så den.

"Jeg var ikke så bekymret, for jeg vidste, at hun snart ville svømme tilbage, fordi vandet var koldt."

I stedet fortsatte Lexi med at svømme udad og havde glemt pinden. For hun havde fået øje på en bøje, der lignede en rugbybold.

"Lexi elsker bolde," forklarer Sandy.

"Nu blev jeg lidt bekymret, for jeg vidste, at vandet var koldt, og at hun ikke ville kunne svømme ret længe. Jeg råbte til hende, at hun skulle komme ind til mig."

Intet valg

Lexi havde kun øjne for den "bold", hun puttede i munden og ville svømme ind med. Men så stoppede det. Hun kom ingen vegne.

Sandy bemærkede, at hendes sædvanlige glade adfærd var blevet til frygt og angst.

"Jeg blev klar over, at der var noget galt, og jeg begyndte at gå ud i vandet for at møde hende."

Sandy mærkede snart, at vandet blev dybere, så han ikke kunne vade længere. Han så Lexi kæmpe for sit liv – så hendes hoved synke ned under overfladen og komme op igen. Han forstod, at hun sad fast i noget.

"Jeg havde min mobiltelefon i lommen og ville ikke have, at den blev ødelagt, så jeg skyndte mig ind mod kysten. I et kort sekund overvejede jeg, om jeg skulle ringe til min mor og bede hende komme. Men da jeg så, hvordan Lexis hoved var på vej ned under vandet, sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig ville kunne nå den samtale – så ville Lexi drukne!"

Læs også

Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død

Han smed telefonen på stranden og skyndte sig ud i vandet. Da han var omkring 20 meter fra Lexi, opdagede han, at han ikke kunne bunde længere. Der var kun én mulighed: at svømme ud til Lexi og redde hende.

Vandet var kun et par grader varmt, og han havde tykt tøj på.

Samtidig så han Lexis skrækslagne øjne. Hunden var udmattet og ville ikke kunne holde sig oven vande meget længere.

" Jeg ville aldrig kunne stå og se på, at hun druknede. Jeg er en god svømmer, men jeg vidste, at det var livsfarligt at prøve at svømme ud til hende i det kolde vand. Det kunne ende med, at vi begge druknede," siger Sandy.

Han beskriver den skræk, han følte, da han tog sine første svømmetag:

"Jeg var rædselsslagen, men der var ikke noget valg."

Sad fast i et reb

Det lykkedes Sandy at nå frem til Lexi, og han så, at hunden sad fast i et tykt orange reb, der gik mellem bøjen og et fiskenet på bunden. Lexi havde stadig bøjen i munden, hvilket hjalp hende med at holde sig oven vande. Men hun hylede og blev bange, da hendes hoved kom under vandet.

"Rebet havde sat sig fast om hendes hals og mave. Jeg var nødt til at dykke ned to gange for at lirke rebet løs og få hende fri. Det lykkedes, men hun var for træt til at svømme selv. Jeg var også træt, udmattet."

Læs også

Line Baun Danielsen: Da jeg fik diagnosen, begyndte jeg for alvor at tænke over, hvad sundhed er for en størrelse

Alligevel tog Sandy den 25 kilo tunge hund på skuldrene og svømmede ind mod land. Det var tungt, hans krop var stiv, og han følte, at den smule styrke, han havde tilbage, var ved at ebbe ud. Og der var stadig et godt stykke vej tilbage.

"Jeg råbte om hjælp, men stranden var øde."

Han svømmede først med Lexi på skuldrene og skubbede hende derefter foran sig i vandet, så hun kunne svømme lidt selv.

Dødsangsten trængte sig på.

"Jeg tænkte på min familie, som jeg måske aldrig ville se igen, og på, at de aldrig ville se mig igen. Jeg blev ved med at råbe om hjælp, men ingen hørte mig."

Lexi havde fået kræfter af hans skub og svømmede fra ham ind mod land. Snart var hun i sikkerhed, mens Sandy kæmpede for sit liv i vandet.

"I det øjeblik følte jeg, at selv hvis jeg dør, så har jeg reddet Lexis liv. Jeg var virkelig udmattet. Men jeg har hørt et sted, at når man føler, at man ikke orker mere, så er der stadig 20 procent tilbage, man kan hente frem. Det var det, jeg gjorde."

Og med sine allersidste kræfter kom han ind, hvor det var lavt nok til at mærke bunden. Han snublede i vandet og faldt flere gange.

"Jeg må også være besvimet af udmattelse, for det er sort, inden jeg nåede ind til bredden og lagde mig ved siden af Lexi."

Mens han lå der, dukkede en af Sandys venner op og hjalp ham. På vej hjem ringede Sandy til mor Meta og bad hende om at komme og møde ham.

"Han og Lexi var drivvåde, og Sandy lignede en zombie. Han fortalte, at Lexi næsten var druknet, og at han havde reddet hende," fortæller Meta, som var chokeret over det, hun hørte og så.

Meta lavede et varmt bad til den rystende Sandy. I badekarret fortalte han hende hele historien om, hvordan han havde reddet Lexis liv. Det var et traume, som det tog tid at bearbejde.

"Jeg havde nogle grimme drømme om det. I en af drømmene døde jeg…"

Men snart blev alt mere normalt igen. Sandy og Lexi gik ned til stranden og legede, som de plejede.

Det føltes endda, som om de var kommet endnu tættere på hinanden efter det forfærdelige drama. Sandy føler sig både glad og stolt over den beslutning, han tog i det kolde vand:

"Jeg kommer aldrig til at svigte et familiemedlem," understreger han igen.