Daimis mor lagde ikke fingre imellem: Hun sagde tit til mig, at hun ikke ønskede sig børn

Mit første minde

"Jeg står på en stor kugle i Kongens Have i København og skal have taget et billede, men jeg tudbrøler, fordi jeg ikke kan lide at stå deroppe.

Måske husker jeg det så tydeligt, fordi jeg har set billedet siden.

Læs også

Daimi afgav et særligt løfte til sin nu afdøde mand: ”Jeg kan først tale om det nu”

Vi boede i København de første år af mit liv, og jeg kan stadig huske vores lillebitte lejlighed med rotter i gården. Vi flyttede til Esbjerg, da jeg var fem år. Jeg var enebarn og dybt forkælet. Min mor var hjemmegående, og min far kørte kølebil gennem Europa.

Min mor var ikke altid ligeud ad landevejen. Hun ville ikke have haft børn, og det kunne hun godt finde på at sige til mig. Men hun var også vittig og iagttagende. Ja, nutidens stand-uppere kunne have lært meget af Esther Jensen, men vi havde vores skærmydsler.

I Esbjerg boede vi på førstesalen af en fiskeskippers hus. Han boede i stuen med sin kone og deres fem børn. Den ene af pigerne, Gerda, tog sig af mig engang imellem. De var indremissionske og bad bordbøn, inden de spiste. Min mor var ikke meget for at have mig i køkkenet, for hun sagde, at det kunne jeg tids nok lære. Jeg lærte det dog aldrig, og den dag i dag kan jeg ikke koge et æg.

Men på køkkenbordet hos skipperens kone nedenunder lå der gerne et grisehoved, som blev lavet til sylte eller en anden af de gamle retter. Der fik jeg lov at være med i køkkenet. Hun var også den første til at få et isskab med en stor isblok indeni, og det var dybt fascinerende. De havde også telefon. Det lyder jo som om, jeg er født i stenalderen.

Min mor spillede mandolin, og min far spillede banjo. Jeg spillede mundharpe, men jeg er ikke sikker på, at noget af det lød særlig godt. Om aftenen lå jeg ude i køkkenet med min lille transistorradio ved øret og benene op ad væggen, og når jeg lå på en helt særlig måde med antennen, kunne jeg fange Radio Luxemburg mellem klokken 20 og 22 om aftenen. Jeg blev ulykkelig, hvis den begyndte at skratte. Der hørte jeg Motown og Elvis og den slags. Alt det, de ikke spillede på Danmarks Radio dengang."

Min første skoledag

"Det var på Stormgades Skole i Esbjerg, som var en gammel skole med kæft, trit og retning. Vi stod i gården på rækker og gik først op i klassen, når der blev ringet med en gammeldags klokke. Klasseværelset var med gammeldags bænke med blækhus og en klap, man kunne åbne. Indimellem kunne jeg lide at gå i skole, men meget gik hen over hovedet på mig.

Matematik var jeg i hvert fald ikke vild med, men religionshistorie og dansk var jeg god til. Tegning var det allerbedste, for allerede tidligt var det min store drøm at blive tegner. Når noget gik mig på som barn, satte jeg mig til at tegne, og det var noget, jeg dyrkede mange år frem. Nogle gange var det bare udsigten fra køkkenvinduet, jeg tegnede. Andre gange tegnede jeg filmstjerner af efter ugeblade."

Mit første job

"Det var på Esbjerg Højskole, hvor jeg stod i køkkenet og skrællede gulerødder. Jeg var med mine 15 år for ung til at servere, så de satte mig til det praktiske, som jeg ikke fik lov til derhjemme. Jeg kendte i forvejen en, der arbejdede der, så det var… hvad er det nu, det hedder? Jo, nepotisme. Jeg var nu ikke vild med det, men det gav penge til Christel-sko og de singler, jeg gerne ville købe. Og så havde jobbet den fordel, at jeg fik alt det overskydende smørrebrød med hjem.

Læs også

”Jeg var glad for hende og stolt. Jeg elskede hende, selv om hun var død”

Jeg drømte nu nok snarere om at arbejde i en pladeforretning, for der stod jeg alligevel altid i timevis, indtil ekspedienten smed mig ud. ”Du køber jo alligevel ikke noget,” sagde han. Dengang kaldte man det at ose."

Min første succes

"Min succes kom fra den ene dag til den anden. Jeg havde haft en masse job med alt fra jordbærplukning til bybud, så over halvandet år havde jeg tjent penge nok til at købe min egen guitar. Jeg har den i øvrigt endnu, selv om den har brækket halsen og er blevet limet sammen flere gange. Jeg købte også en bog med akkorder og sad derhjemme og øvede mig.

Min mor ville gerne have, at jeg skulle synge, men jeg hadede det, så når hun bad mig synge foran andre, kravlede jeg ind under bordet eller sang gennem en dørsprække fra entreen. Men hun blev ved, til jeg gjorde det. Og det fortsatte sådan, indtil jeg var for tyk til at være under bordet, og genertheden forsvandt. Min mor pacede mig, mens min far roste mig, så der var balance i tingene.

Da jeg var 17 år, så jeg et opslag i avisen om, at man kunne optræde i en konkurrence, en slags forløber for X Factor, hvor de lokale unge kunne melde sig til. Jeg kom til at vise opslaget til min mor, og det fortrød jeg mange gange siden. Men jeg havde svært ved at finde andre unge at spille sammen med, for jeg var genert, lang i spyttet og lidt for indadvendt, og jeg ønskede mig ikke opmærksomhed. Jeg ville bare være en del af flokken. Sådan er det stadig, for jeg er faktisk ikke vild med rampelyset. Men min mor syntes, det var min chance for at finde andre unge at spille sammen med, så hun tvang mig afsted.

Jeg tog min guitar på nakken og cyklede ned til Paladshotellet i Esbjerg. Jeg kan huske, at jeg stod på torvet foran hotellet og tudede, men jeg turde ikke andet end at gå ind, for min mor ville blive mindst ligeså sur, hvis jeg løj om, at jeg havde været der, som hvis jeg slet ikke var gået ind. Jeg følte, det var den værste dag i mit liv, men da jeg kom ind, myldrede det med mennesker, der enten kunne stå på hovedet eller havde en bugtalerdukke med.

Jeg havde lært et Brenda Lee-nummer udenad, Here comes that feeling, men den var alt for svær. Da de spurgte, om jeg ikke kunne noget andet, sang jeg Travelling light, som jeg så tit havde stået og sunget hjemme på trappeopgangen, fordi der var god akustik. Kort tid efter ringede de – det må have været til skipperen nedenunder, for de havde jo telefon. Da de sagde, at jeg var gået videre, var jeg sikker på, at det var en fejl, men min mor sagde: ”Hvad sagde jeg. Du kunne jo godt”. "

Min første kærlighed

"Jeg ved ikke, hvad han hed, og han vidste ikke, hvem jeg var. Men jeg vidste, hvor han boede. Det var nok cirka det samme med min anden og tredje kærlighed, og da vi nåede til nummer fire, tænkte jeg, at så kan det også være lige meget.

Jeg mødte min mand Cliff, da jeg var knap 18 år. Jeg var på min første verdensturne i de svenske folkeparker, og Cliff havde lige turneret i Norge med sit band og var endt i Sverige. Min mor var med på den turné, men Cliff og jeg sad sammen i tourbussen, fordi jeg gerne ville lære engelsk, og han mente, jeg kunne lære ham svensk, fordi jeg talte dansk. Vi var hinandens sproglærere, og det gav gode grin. Senere begyndte vi at turnere sammen – uden min mor – og så blev vi venner.

Da jeg rejste hjem til Esbjerg, blev vi pennevenner, og da jeg i 1964 havde fået min egen telefon, begyndte vi at ringe sammen. Det var et langt venskab, hvilket måske var lidt usædvanligt dengang, men jeg havde faktisk mange drengevenner, så på den måde var Cliff ikke noget særligt. Jeg har jo altid været sangerinde i et orkester fuld af mænd, og det har givet mig et meget afslappet forhold til den mandlige race." 

Mit første alderstegn

"Jeg havde det rigtig dårligt, da jeg blev 50 år. Jeg forstår ikke hvorfor, for der var intet i vejen, da jeg var 49, og da jeg blev 51, var det overstået. Det var nok kulminationen på en meget lang overgangsalder, hvor man er lidt underlig i hovedet.

I dag graver man dybt i følelserne, men det gjorde man ikke dengang. Jeg snakkede da med mine veninder om det, og jeg kan huske, Lily Broberg engang sagde: ”Velkommen i klubben,” da jeg beklagede mig. Dengang, hvor der var stil over tingene, kaldte man det et nervesammenbrud, men i dag kalder man det nok snarere stress. Det blev set som noget, der fulgte med, og noget, man skulle lære at tackle.

Cliff og jeg holdt hinanden ud, for han havde en garage med gamle biler, som han elskede. Der var også to værelser, et med reservedele og et med en lædersofa, radio og tv. Alle burde have sådan et sted.

Når vi ikke kunne holde hinanden ud, rodede han rundt derovre, til han kom hjem igen efter et par dage. Det var især op til premierer, hvor jeg blev for meget. Det passede mig fint, og jeg var glad, når han skred, for så kunne jeg gå rundt derhjemme og spille diva og råbe og skrige og høre høj musik."