Signe er introvert: Jeg har brugt alt for lang tid på at bekymre mig om, hvad andre synes om mig

”Hvad er der galt med Signe?” Ordene faldt på en ferie med en flok veninder og et par veninders veninder i en sommerferie mellem 2. og 3. g. Unge og frie og netop landet midt i Rhodos by til en uge med jelloshots og Destiny’s Child i begyndelsen af et helt nyt og dugfriskt årtusind sad vi rundt om et bord på en café i byen og snakkede, grinede, jokede, eksisterede. Jeg selv gjorde nok primært det sidste, og en af mine nære veninder på turen fortalte mig senere på dagen om det spørgsmål, som en af de andre i flokken havde stillet om mig kort efter rundbordssamtalen: ”Hvad er der galt med Signe?”

Og det, der var galt med mig – eller i hvert fald det, der foranledigede ordene – var, at jeg ikke sagde så forfærdelig meget. Faktisk sagde jeg meget lidt – ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme i gang. Fordi jeg var bange for, om det, jeg evt. havde at sige, var relevant for andre. Fordi jeg var så optaget af at være likeable, at jeg konstant var bange for at sige noget forkert eller cringe (dengang ville vi nok have kaldt det kikset). Fordi alt helst lige skulle formuleres perfekt i mit hoved, inden jeg tillod det at komme ud af munden og ud i offentligheden til andres bedømmelse, og fordi samtalen for længst var videre, når det endelig var lykkedes mig at sætte ordene sammen til nogenlunde brugbare sætninger.

Det gik fint på tomandshånd eller med mine nærmeste veninder, men på denne ferie havde vi følgeskab af nogle, jeg ikke var helt fortrolig med, og sagen var den, at jeg ikke følte mig tryg, når der var bare et enkelt menneske, jeg ikke kendte så godt.

Og sådan har det været så ofte.

Som dengang i folkeskolen, hvor min veninde skulle have besøg af sin seje kusine fra provinsen.

”Hvorfor siger hun ikke noget?” havde kusinen spurgt min veninde, da jeg var på toilettet mellem to Prince Light i min venindes kælderværelse. Da kusinen kort efter selv forlod rummet, blev jeg venligt irettesat af min veninde og bedt om at være lidt mere udadvendt. Jeg nikkede brødebetynget og forsøgte mig med en opfundet historie om en fiktiv bekendt ved navn Sanne, som havde megamange kærestesorger lige for tiden, fordi hendes kæreste havde været hende utro. Det betød sikkert ikke så meget, hvad jeg sagde, tænkte jeg – så længe jeg sagde noget! Så det blev en opdigtet historie.

Eller da jeg for blot et par år siden var inviteret til en venindes fødselsdag og hørte en kvinde to pladser henne hviske til vores fælles sidemand: ”Hvad er det nu, hende dér ved siden af dig hedder?” Selvom jeg var næsten 40, blev jeg bombet direkte tilbage til følelsen af ikke at være bemærkelsesværdig nok, ikke sprudlende, smilende, snakkende nok. Til følelsen af altid at være et vedhæng til dem, alle kender navnet på.

Til alle dem, der taler.

Gamle følelser hænger ved

Og det er da egentlig utroligt, hvordan gamle følelser kan hænge ved. For jeg ved godt i dag, at jeg er sjov og klog og værd at kende, og at jeg ikke behøver hverken speedsnakke eller være en konstant kilde til guldkorn for at være velkommen.

Jeg ved også, at jeg i dag bevæger mig i verden på en mere naturlig og ufiltreret måde og ikke lider af samme konstante selvcensurering som før. Til gengæld lider jeg af den efterfølgende søvnløshed, hvor jeg bruger natten på at overveje, om det, jeg så endte med at sige, gjorde nogen kede af det, eller slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke fandt på et bedre comeback til dette eller hint, og hvor jeg gennemspiller alle samtaler, som jeg ville ønske, de havde udfoldet sig.

Og jeg ved, at jeg har lov til at være her på den måde, jeg nu engang er. Til både at tage lidt plads, udtrykke min mening og til at være stille, observerende, blot eksisterende – ligesom jeg ved, at introverthed ikke er et problem, der skal løses, og at ikke alt, der kommer ud af munden på mig, behøver være evigt relevant.

Men i større sociale sammenhænge kommer jeg stadig ofte til kort.

Jeg er stadig hende, der tøver lige lovlig længe med at byde ind i samtaler eller sletter halvdelen af sine Instagram-stories, inden hun poster dem, fordi hun pludselig bliver bevidst om, at hun jo ikke har noget relevant at sige.

Jeg er stadig hende, der melder fra til temadagen på jobbet, fordi hun er overbevist om, at de andre alligevel ikke vil mene, at hun har noget værdifuldt at sige om noget som helst.

Jeg er stadig hende, der får ondt i maven ved tanken om, at hendes datters klasselærer syntes, hun var irriterende på Aula.

Jeg er stadig hende, der gør alt, hvad hun kan, for at udtømme alle skriftlige kommunikationsformer, inden hun tyr til telefonen, fordi hun har brug for at redigere sine sætninger til døde.

Jeg er stadig hende, der tager noter på forhånd og øver mig på vigtige samtaler for at være så velforberedt som muligt og ikke blive fanget på det forkerte ben og være nødsaget til at improvisere.

Kort sagt er jeg stadig hende, der bruger rigtig lang tid på at bekymre sig om, hvordan andre opfatter hende. Hvad andre synes om hende.

Men … livet er for kort til altid at se sig selv gennem andres øjne, så jeg har besluttet, at det stopper her. Og jeg har besluttet at angribe det hele på en ny måde og komme overens med, at jeg alligevel aldrig kan kontrollere, hvordan andre opfatter mig – så jeg kan lige så godt lade være med at forsøge.

Mener de, at jeg er irrelevant? Fint.

Synes de, at min mening er tåbelig? Helt i orden.

Ville de selv have gjort tingene på en anden måde? Super.

Synes de, at jeg er for stille? Ok.

Mener de, at jeg bruger for mange engelske ord og vendinger? Who cares.

Synes de, at jeg er irriterende? Lad dem.

Det eneste, vi kan kontrollere, er, hvordan vi selv møder op – på jobbet, i relationerne, på Instagram, i livet. Og det eneste, vi selv er herre over, er, hvordan vi lader andres mening om os påvirke vores selvfølelse og væren i verden.

Så hvad er der galt med Signe? Ingenting. Absolut ingenting.