Anne-Grethe Bjarup Riis’ barndom var fuld af svigt, men én ting har hjulpet hende videre
Bogaktuelle Anne-Grethe Bjarup Riis har mødt svære tider, og hver gang har hun skrevet eller filmet sig ud af det. Men da hun sidste år stod ved en korsvej i sit ægteskab, var det ikke længere en mulighed.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var Brorsonsvej i Herning, hvor jeg boede i ”blokkern”, som det hed på jysk.
Det var et lejlighedskompleks med legepladser og sandkasser mellem husene.
Min far var ret sjældent hjemme, for han var langturschauffør, men når han kom hjem i weekenden, var det med posefulde tysk og meget kulørt slik for at kompensere for sit fravær. Indtil min mor begyndte at arbejde på Herning Sygehus, da jeg startede i skole, gik hun hjemme. Det var med teaktræsmøbler og ferniseret køkkengulv, som vist alt sammen var ret typisk for den tid.
Min mor er her ikke mere, men hun havde haft en hård barndom og havde bestemt sine dæmoner at slås med, og det mærkede vi tre børn, så vi blev rigtige antennebørn. Hun kunne blive så rasende ud af ingenting. Vi børn måtte ikke være kritiske og skulle altid opføre os pænt, og det var nok en reaktion på det, at jeg sidenhen har råbt højt om uretfærdighed. Der var også meget krudt i mig, og allerede som treårig dansede jeg rundt og hørte musik i stuen, så min mor sendte mig til både ballet, standarddans og riffelskydning."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg har altid været kreativ og haft et behov for at udtrykke mig, og der var ikke altid plads til min krøllede hjerne i folkeskolen. Jeg sad mere og fantaserede om vilde projekter. Engang skulle vi lave pakkekalender til hinanden i klassen, og jeg fandt på at lave en ballon, hvor slik skulle svæve inde i ballonen som små planeter.
Det lykkedes mig da også at få slik i ballonen og pustet op, men da det blev 19. december, og pakken skulle åbnes, lå slikket som en klistret klump i den slatne ballon, som var fyldt med kondensvand i. Jeg turde ikke engang sige, det var mig, der havde lavet den.
Hvad læreren stod ved tavlen og sagde, fattede jeg intet af. I de lidt større klasser, blev min far syg, og min mor var psykisk ude af balance, så jeg valgte at tage en læderjakke på, give læreren fingeren og drikke en masse snaps til skolefesterne. Ja, jeg har nok været lidt af en mundfuld. Jeg begyndte at hænge ud med nogle drenge, som kom på ungdomsskolen, hvor man kunne gå til film og foto, og det, syntes jeg, var spændende. Jeg meldte mig også ind på handelsskolen, men jeg løb skrigende væk efter tre måneder og fik i stedet job på en skjortefabrik.
Bagefter blev jeg pædagogmedhjælper, og jeg sad tit og fortalte børnene historier om eftermiddagen, når de fik frugt. Jeg digtede simpelthen historier om de børn, der var der, og til sidst sad der en hel kødrand af børn og lyttede. Det blev lidt af et tilløbsstykke, når Anne-Grethe fortalte historier på blå stue. Så kom jeg på teaterlinjen på en højskole, på et teaterakademi, og da jeg hørte om skuespillerskolen, var der kun seks uger til optagelsesprøven. Jeg skyndte mig at lære nogle tekster, og så kom jeg ind i første hug."
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
"Det er Trine Appel (skuespiller, red.), som jeg taler med hver dag. Vi er som søstre. Trine og jeg har fulgtes ad, siden hun kom med i min afgangsforestilling på teaterskolen. Vi var sammen i Emmas Dilemma og fødte tre børn fuldstændig parallelt; dreng, pige, dreng. Faktisk var det sådan, at da vi havde fået de to første børn, kiggede vi på hinanden og sagde: Skal vi have en treer? Og så fødte vi med en måneds mellemrum.
Trine er god til at rumme mig og være ærlig. Hun siger: ”Er det nu også det rigtige at gøre?” Eller: ”Husker du også at ligge lidt på sofaen?” Vi sparrer i forhold til arbejdet og giver hinanden ærlig kritik, samtidig med at vi løfter hinanden. Vi spørger ind til hinanden, men tramper aldrig på hinanden. Hun er en kæmpe gave."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"En del gange, men den værste var, da min søn, Gilbert, røg på Riget som otteårig med leukæmi. I dag er han helt ude af det, men jeg bor i en lejlighed, hvor jeg kigger direkte over på Riget. Det er så få år siden, vi lå derovre på femte sal buret inde og kiggede direkte ud på civilisationen. Bo og jeg havde vagtskifte hver 24. time, og om aftenen lå jeg og filmede livet på stuen og udenfor. Jeg går stadig i terapi med børnene.
Jeg havde også dæmoner – som for eksempel svigt og mindreværd – fra min barndom, men det har jeg skrevet mig ud af. Når jeg folder det ud, kan jeg jo se, at min mor var kukkuk på grund af sin far, som også var kukkuk. Jeg har kigget på det gennem generationerne og konfronteret min familie og sat en kæp i hjulet og gjort op med det for at komme i en sundere retning."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Min eks har haft sværere ved at kigge på sin barndom, for der var også svigt, og det er en af grundene til, at vi blev skilt sidste år. Det blev simpelthen for problematisk at leve sammen med en, som stadig boksede med sine dæmoner. Jeg har et tossebarometer, som kan gå ret højt, fordi jeg levede med en underlig mor, og jeg kan navigere i det usunde.
Men denne gang tog jeg fat i mig selv, og jeg vil ikke længere være forvirret over, hvad der er sundt og usundt. Men det har krævet, at jeg har arbejdet meget med mig selv. Bo og jeg var slidt op, for der er sket for meget mellem os, og nu skal jeg passe på mig selv og mine børn."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
"Jeg har minus kommando og minus magt. Jeg er en værdipige, som ikke stiller andre krav, end at vi er søde ved hinanden. Lige for tiden bor jeg med 20-årige Yrsa, hendes kæreste og Gilbert på 17, og hvis nogen har lyst til at tage en opvask, er jeg bare glad. Trine har været lidt efter mig, for hun synes, jeg er for blødsøden, men jeg kan bare ikke andet.
Jeg er så let at sno om en lillefinger, så jeg kører dem gerne i skole, varmer mad til dem, og ingen andre i huset laver en hat. Til gengæld har vi ingen skænderier. Vi har samtaler. Måske er jeg konfliktsky. Det mest sindssyge er, at jeg også giver dem penge. Hvis nogen skal bruge tusind kroner, så får de dem.
Yrsa har veninder, der får 20 kroner for at tage en opvask, men det har jeg simpelthen ikke tid til at stå og holde regnskab med. Jeg beder dem heller ikke om at rydde op. Det må de selv fikse, når de synes, der trænger, eller rodet kommer op over en halv meters højde. Måske er det fordi, vi har været så meget igennem, at jeg freder dem, men jeg kan bare ikke hidse mig op over et håndklæde, der ligger på gulvet.
De er en gave at have boende, og jeg skal slet ikke have en kæreste, så længe de bor hjemme. Lige nu er mit fokus på børn, terapi og mit arbejde, som jeg elsker."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej til at udgive en ny bog, Ulykkens år. Jeg var egentligt gået i gang med at skrive I Guds rige 2, da jeg var til middag med min redaktør, som spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive Egeskovs historie sammen med Thomas Rydahl. Jeg havde mødt ham en enkelt gang før, og vi svingede sindssygt godt sammen. Det har været så spændende at dykke ned i danmarkshistorien i 1874, for det var en vild tid.
Industrien buldrede frem, der blev lagt jernbaner, og der var et kæmpe oprør i form af både socialismen og kvindeoprør, og man sagde farvel til den gamle tid. Thomas og jeg gik i gang med at researche og udvikle både historiske og fiktive figurer. Nogle af de historiske figurer er for eksempel hushovmesteren og oldfruen på Egeskov, og vi vidste endda hvor mange kuske, der var på slottet dengang.
Det nuværende par på Egeskov, grev Michael og prinsesse Alexandra, hjalp os meget, og gennem dem ved vi, at baronessen på slottet, Jessie, godt kunne lide at tegne sin hund Vips. Vi lod hende være historiens kreative figur, som forestiller sig ting – og ligesom mig har brug for at udtrykke sig kunstnerisk som med ballonen tilbage i folkeskolen. Hun var virkelig en karakter, jeg kunne genkende.
Thomas og jeg arbejdede så godt sammen, at det endte med, at vi skrev det hele sammen. Han er ellers tidligere krimiforfatter og har sin egen forfatterskole, mens jeg har beskæftiget mig med drama og skuespil. Vi er vidt forskellige, men kunne lære af hinanden. Jeg har virkelig fået en ny ven og makker. Samtidig føler jeg, at jeg har stiftet bekendtskab med en flok mennesker fra 1870’erne, som om jeg har fået 50 nye venner."