Et barndomsminde fik tårerne til at løbe ned ad kinderne på Paprika Steen: ”Det var som om, nogen trak mig”
En længsel efter naturen fik skuespiller Paprika Steen til at genbesøge et gammelt barndomsminde. En oplevelse, som efterlod hende med tårerne løbende ned ad kinderne midt på en gårdsplads på Langeland.
For nyligt er det gået op for skuespiller Paprika Steen, hvor grelt det egentlig står til med vores natur og især vores have – at fiske- og plantelivet dør, hvis vi ikke gør noget.
En morgen, da Paprika Steen står på sit badeværelse og føler sig deprimeret over, at naturen er i opløsning, kommer hun i tanke om, at hendes familie lejede et hus på Langeland, da hun var barn. Og det får hende til at tage en spontan beslutning, fortæller skuespilleren og instruktøren i ALT for damernes ugentlige podcast, Skål Søster.
”Vi var ret fattige. Vi lejede et hus på Langeland. Og det havde ikke nogen adresse. Det hed bare Annas hus ved Botofte Strand. Det var et, min stedfar havde skaffet gennem en ven, der boede på Langeland.”
”Mine bedste barndomsminder er fra de år, vi var der. Fordi det var sådan noget med, at vi tog toget til Korsør, en færge fra Korsør til Lohals, og så en taxa, for vi havde ikke bil, til hvor vi skulle være. Men det var den eneste gang, vi brugte taxa, ellers cyklede vi resten af tiden. Og der var DAS. Det var så gammelt, men samtidig alt det, man tænker, er idyllisk,” husker skuespilleren.
Huset bag bakken
Den morgen på badeværelset begynder Paprika Steen helt intuitivt at pakke sin toilettaske og siden en anden taske med en trøje og lidt undertøj, inden hun sætter sig ud i sin bil og kører mod Langeland.
”Jeg havde vitterligt ikke aftalt det med mig selv. Jeg vidste, at jeg havde et par dage fri, og det var godt vejr. Jeg kunne tage på stranden, jeg kunne køre til badeanstalten, whatever. Men nej, jeg skulle videre ud. Ud til den natur,” fortæller skuespilleren og uddyber:
”Det var, som om nogen trak mig. Naturen trak mig. Det var vildt. Jeg stod og pakkede en toilettaske, som jeg ikke vidste, hvorfor jeg pakkede. Det gjorde jeg bare. Men det var ansporet af havene og naturen og alt det, jeg gik og tænkte på. Min far bliver gammel. Min mor er død. Jeg er snart 60.”
Paprika Steen indtaster Botofte Strand på sin GPS, som er det eneste konkrete pejlemærke, hun har. Kursen er sat.
I byen Tranekær på Langeland, hvor hun husker, at en ven af familien boede, er et skilt mod Botofte Strand, og hun fortsætter ad den vej.
”Minderne kommer, mens jeg kører, og pludseligt kan jeg huske, at der var nogle bundgangspæle, og ud for dem var der en trappe op til en mark, som ledte til vores hus. Jeg står på den strand. Jeg ser bundgangspælene. Men trappen er der ikke. Så ringer jeg til min lillebror, som var endnu mindre dengang, og fortæller ham, hvor jeg står. Og han kan det der med Google og en knappenål, og han finder det. Jeg kører afsted, og mens jeg genkender landskabet, får jeg tårer i øjnene,” fortæller en tydeligt rørt Paprika Steen og fortsætter:
”Jeg kører over bakken, og så er huset der. Selvfølgelig lavet helt vildt om. Der er bygget en lade mere. Og huset er selvfølgelig udefra set en lille smule anderledes, men det samme. Og så kommer der en sød dame ud af huset sammen med sin mand, og de ser Paprika Steen stå dér med tårerne løbende ned ad kinderne på deres gårdsplads. Jeg spørger, om jeg må kigge mig omkring, og viser hende også, hvordan huset har været. Men det er jo i virkeligheden slet ikke huset, det handler om. Det er alle omgivelserne. Det er al den natur, der er. Det er alle de views, som min stedfar (der var kunstmaler, red.) har malet, hvor min mor lå og sov eller solede sig. Og hvor Nikolaj og jeg legede med vores vandkander, da der var tørke i 1974, og vi vandede markerne. Det var en fantastisk oplevelse.”
