Skylar Grey, Anders Sølvsten og Puk Damsgård: Om rejsen, der ændrede mit liv
Nogle rejser sidder i kroppen for evigt som et farverigt passtempel på sjælen.
På de følgende sider fortæller tre vidt forskellige mennesker om deres livs største rejseoplevelser, fra sangerinde Skylar Greys soul-searching i Oregons skove til korrespondent Puk Damsgård Andersens ophold blandt prostituerede i Pakistan og moderedaktør Anders Sølvsten Thomsens roadtrip i USA.
Skylar Grey
24 år, amerikansk sangerinde.
Rejsen: Fire måneder i en træhytte i Oregons skove.
Jeg er vokset op i den lille by Mazomaine i Wisconsin og har altid været omgivet at natur. Da jeg som 17-årig flyttede til L.A., følte jeg derfor i høj grad, at jeg mistede en del af mig selv ved ikke at være tæt på naturen mere.
I flere år kæmpede jeg for at bryde igennem i musikindustrien, men endte med at være dybt deprimeret, uden en krone på lommen og med en seriøs skriveblokering i en alder af 23. Jeg kunne slet ikke se, hvem jeg egentlig var mere, efter at have brugt så meget energi på at please alle omkring mig og desperat prøve at passe ind i nogle omgivelser, der egentlig ikke passede mig.
Jeg besluttede mig helt enkelt for, at jeg var nødt til at vende tilbage til naturen og få noget ro omkring mig, så jeg isolerede mig i en lille hytte i skovene i Oregon.
Køreturen fra L.A. til Oregon alene hører til en af de smukkeste, jeg nogensinde har oplevet – og jeg har ellers efterhånden rejst en del. Oregons kystlinje er fantastisk, med enorme gamle redwood-træer og bjergtagende udsigtspunkter. Jeg er faktisk kommet der, siden jeg var barn, så det var også genkendelsens glæde, der fyldte mig, da jeg kørte derop.
Hytten, jeg lejede, lå på en klippe omgivet af grantræer og med udsigt til kysten. Der var så utrolig fredfyldt. Jeg følte mig så lillebitte derinde i den store skov, og det satte tingene lidt i perspektiv. I hverdagen kan man nogle gange komme til at tro, at verden går under, hvis man ikke lige når dagens mål. Alt er ih og så vigtigt. Men når man oplever en rigtig Oregon-storm inde fra en lille træhytte, der knirker, som var den ved at falde af klippen, mens vinden bare hyler, ja, så kan man ikke undgå at blive ramt af en stærk følelse af ydmyghed. Man er bare et lille menneske midt i elementernes rasen.
Soul-searching i skoven
Jeg fik virkelig ransaget min sjæl i de fire måneder jeg var der helt alene. Og skrevet en utrolig masse musik. I L.A. havde jeg følt mig usynlig, uanset hvor meget jeg forsøgte at tilfredsstille folk i musikindustrien. Oppe i den hytte uden nogen andre menneskers påvirkninger fandt jeg virkelig ud af, at jeg bliver nødt til at fokusere på at gøre mig selv glad, først og fremmest. Og så pyt med folks forudindtagede forventninger til mig.
Det var også i den hytte, at jeg besluttede mig for at ændre mit navn fra Holly Brook til Skylar Grey. Det var i høj grad, fordi jeg ikke brød mig om den person, Holly Brook var blevet. Hun var alt for eftergivende og sin egen værste fjende. Med den beslutning fandt jeg også en utrolig energi og kreativitet til at skabe ny musik.
Jeg kontaktede min pladeudgiver oppe fra hytten og sagde til hende, at jeg simpelthen var nødt til at få den her karrierevej til at lykkes for mig, og at jeg dermed også blev nødt til at finde en ny producer, der kunne hjælpe mig. Hun foreslog Alex da Kid, og han sendte mig et oplæg til sangen Love the Way You Lie, som vi sammen fik skrevet et par versioner af. Omkvædet blev senere samme år sunget af Rihanna i Eminems version af sangen af samme navn. Derefter er det gået stærkt for mig.Anders Sølvsten Thomsen
31 år, moderedaktør og stylist på magasinet Love i England.
Rejsen: 3 måneders roadtrip i USA.
Efter at have brugt en tre-fire hvileløse år i London på ikke at lave noget specielt og feste lidt for meget tog jeg i 2001 på et tre-måneders roadtrip i USA med en god veninde.
Vi startede i San Fransisco, lejede en lille bil og kørte så derudad. Et af vores planlagte stop var Lake Tahoe, der ligger på grænsen mellem staterne Californien og Nevada, i det såkaldte Sierra Nevada. Vi fandt den her flække på en af Lake Tahoes bredder, som vi stoppede i. Området var som et hippiesamfund med en ægte Woodstock-stemning. Det var, som om tiden havde stået stille siden 70'erne, og man kunne lige forestille sig John Lennon og Yoko Ono gå rundt der. Stemningen var virkelig helt speciel – der var ikke noget tv på vores motel, og kvinden, der drev det, havde røgelsespinde stående overalt.
En af dagene, vi var i byen, tog vi på en mindre bjergvandring op til områdets højeste udsigtspunkt. Vi var muligvis lidt skæve, men som vi sad der på toppen af 'bjerget' og snakkede med Lake Tahoe for vores fødder, indså jeg pludselig, hvad jeg ville med mit liv. Vores samtale varede vel tre timer, og undervejs faldt brikkerne bare på plads. Jeg havde aldrig tidligere lavet noget inden for mode, men det gik op for mig, at der ikke var nogen tvivl om, at det var den vej, jeg skulle gå. Da vi gik ned fra bjerget igen, var det dét, og siden har jeg kun kigget i én retning.
Fra idé til verdenskendt stylist
Tilbage i London igen gik jeg med det samme i gang med at undersøge, hvordan jeg kunne komme videre med min plan om at arbejde i modebranchen – jeg har altid været glad for kreativt arbejde, men for 10 år siden var der fx ikke mange, der overhovedet vidste, hvad en stylist laver. Jeg kiggede på forskellige uddannelser inden for mode og endte med at vælge at starte på en bachelor i fotografi og styling på London College of Fashion. Studierne blev dog aldrig gjort færdig, for allerede efter et års tid fik jeg jobbet som assistent for den kendte stylist Katie Grand, og så tog karrieren fart derfra.
Jeg vil på det kraftigste anbefale alle, der er i tvivl om, hvad de vil, at tage ud at rejse i tre-seks måneder, som min veninde og jeg gjorde det i USA. Det er først, når man kommer langt væk fra de faste rammer og hverdagens stabilitet, at man finder sig selv og finder ud af, hvad man egentlig har lyst til med sit liv. Derhjemme bliver man i høj grad påvirket af venner og familie, som jo vil én det bedste, men måske ikke lige altid forstår, hvad man har brug for. For mit vedkommende var det oplevelsen af at være i det unikke samfund ved Lake Tahoe og føle den helt anderledes stemning, der var medvirkende til, at jeg fandt mit kald.Puk Damsgård Andersen
33 år, forfatter og Mellemøsten-korrespondent for DR.
Rejsen: To ugers ophold i prostitutionskvarter i Lahore, Pakistan, 2007.
På det sidste år af journaliststudiet i Odense skrev min veninde og jeg projekt om prostitution i Pakistan. Målet var at portrættere de prostituerede i en stat, hvor prostitution er meget forbudt og officielt forbundet med skam, og for at vise, at det eksisterer. Selv blandt mænd med høje turbaner, som prædiker islam og moral dagen lang.
Vi tog derfor til Pakistan med en fotograf og boede to uger i det gamle, fattige prostitutionskvarter i byen Lahore. I Pakistan er de fleste prostituerede født ind i erhvervet, og pigerne danser i ældgamle dansestuer, hvor mændene kan komme og se dem og efterfølgende betale for andre ydelser. Kvarteret ligger faktisk lige op ad en stor moské, og præsterne vil naturligvis gerne af med de prostituerede naboer. Men generelt er prostitution ikke noget, man taler om i Pakistan.
Det var meget vigtigt for mig at komme helt tæt på menneskene i miljøet, og udfordringen var selvfølgelig, om jeg kunne vinde deres tillid. De første dage, vi var i Lahore, gik vi derfor rundt i kvarteret og lod folk se os og vænne sig til vores tilstedeværelse, så de ikke bare ville tro, at vi var en flok turister.
Med mor som alfons
Jeg endte med at lave fem forskellige portrætter i Lahore. Dem, der gjorde det største indtryk på mig, var to piger på 16 og 19 år, hvis mor og bedstemor også havde været prostituerede i deres ungdom. Pigerne boede i en lillebitte lejlighed med forældrene. Faderen lå og klimprede på sin guitar, mens moderen fungerede som sine døtres alfons. Om aftenen sad pigerne på sengen og sminkede sig med deres syvårige lillesøster imellem sig (som også skulle være prostitueret, når hun blev ældre), mens moderen lagde kjoler frem til dem. Jeg lagde mærke til, at der i rummet stod billeder af moderen, da hun var ung prostitueret, og også af bedstemoren. De var stolte af deres erhverv. Det var en måde at tjene penge som så mange andre og slet ikke forbundet med skam i deres familie. Når pigerne havde gjort sig klar, gik moderen med og holdt deres børste og sminke, mens de optrådte i dansestuerne.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om man kunne give pigerne noget, en symaskine fx, som kunne hjælpe dem ud af prostitutionen og ind i et andet erhverv – det er den slags tanker, der melder sig, når man står der og er meget bevidst om, at man bare er kommet for at skrive om dem. Men pigerne er som sagt født ind i det, og der ikke noget at gøre for sådan en som mig.
Opholdet i det pakistanske luderkvarter var helt sikkert en af komponenterne, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg ville være korrespondent i Mellemøsten. Jeg fik set en helt anden side af livet i Pakistan, og det åbnede mine øjne for, hvor mange nuancer der er til vores stereotyper af mennesker i andre lande. Det er blevet vigtigt for mig at pakke min magelighed og mine vanlige forestillinger af verden væk og gå på opdagelse. Hvis jeg holder op med at være nysgerrig, ville jeg efter min mening være en dårlig korrespondent. Som journalist skal jeg jo være danskernes øjne og ører, der hvor jeg er. Derfor står denne rejse frem som noget af det, jeg er gladest for at have gjort – den ændrede mig i den forstand, at jeg fandt ud af, hvorfor jeg vil være journalist, og ikke mindst, hvordan jeg vil være journalist.