Så står jeg der igen. Lænet ind over en forretnings glasdisk, med halsen strakt og øjnene fæstnet på noget, der glitrer lokkende nede under glassets overflade. Det er et par øreringe. Ikke noget dyrt, men så afgjort noget dejligt: To små flossede vinger af tindrende facetslebet glas. Lige det helt rigtige miks af Debbie Harry og Princess Di.
I lige præcis dette øjeblik føles de som de mest geniale smykker i verden. Hvad de ikke vil kunne gøre af forskel i mit liv. Fester vil blive sjovere, sex vil blive vildere, og alt, hvad jeg siger og gør, vil være sofistikeret på en rock'n'roll-måde. Hov, de er der også i sort! Må jeg se dem begge to?
Jeg havde ellers lige betalt for de sorte jeans, jeg havde fundet, og som var den eneste grund til, at jeg overhovedet vovede mig ud med mit overtrætte dankort denne lørdag sidst på måneden. Et nødvendigt indkøb, ikke særlig morsomt, men selv den strammeste bankrådgiver som fx min ville kunne forstå, at et par bukser må man have, hvad end der står på bundlinjen.
Det, jeg har gang i med øreringene lige nu, er jeg derimod ret sikker på, at ansvarlige bankfolk ikke ville være så lydhøre over for. For guderne skal vide, at jeg har smykker nok.
Jeg har aldrig talt min samling op styk for styk. Men jeg ved, at der, ud over mit tre-etagers smykkeskrin – undskyld, mine to tre-etagers smykkeskrin, øreringene har deres eget – med de hyppigst benyttede af mine smykker, rundt omkring i vores lejlighed er over 10 forskellige æsker, skrin, minikufferter og kasser, der indeholder alle mine indsamlede smykkeskatte.
Men faktisk rummer de mere end det. For det, der ligger i de skrin og æsker, er ikke bare fysiske genstande i guld, sølv, ædelsten, messing, glas, træ, emalje, gummi og skumfiduser (ja, der er faktisk en halskæde af pink skumfiduser indkapslet i transparent hvid plast. Spørg ikke. Det er kunst). Det er 34 års kvindeliv.
"Smykker gemmer på vores historie. De bliver kodede udtryk for vores personlighed," siger Zarah Voigt, den 38-årige smykkekunstner, hvis særlige æstetik – art deco møder gotisk teaterdekadence – enhver dansk smykkeaficionado bør kunne spotte på 100 meters afstand.
"Jeg kan godt lide at tænke på, at når en kvinde får et af mine smykker, vil hun bære det på sig og lægge sine følelser i det, sine minder og måske sine hemmeligheder. Det bliver en del af hende," siger hun.
De Zarah Voigt-smykker, jeg selv ejer, har uden tvivl de egenskaber, smykkekunstneren taler om. Det er gaver fra folk, jeg elsker eller har elsket, og som fortæller en lille historie om en tid, en følelse og et menneske i mit liv.
Men samtidig er smykker jo også del af et helt andet kredsløb. Af modebilledet, hvor accessories fylder mere og mere, og hvor smykker skal følge trends på samme måde som sko og tasker.
Det er Zarah Voigt godt klar over. Nogle gange rammer hun noget og skaber mode, men hun prøver aldrig at få sine smykker til at passe ind i moden. Det vigtigste for hende er det visuelle sprog. At formidle en historie, stemning eller følelse gennem sine kreationer.
"Når jeg designer smykker, tænker jeg ikke på mode. Jeg tænker på stil. Mode skifter og forsvinder hurtigt igen. Men stil er langvarig, fordi det drejer sig om essensen af en æstetik og i sidste ende af en personlighed."
Jeg er enig. Men netop derfor kan jeg godt blive lidt nervøs over, hvad min smykkesamling siger om mig. Det er i al fald ikke noget tydeligt udsagn, rent stilmæssigt. Den rummer ligesom ... alt.
LÆS OGSÅ: Kidman: "Jeg har bevidst ændret mit liv, så jeg ikke skulle leve sådan"
Der er dagmarkors og babyperler fra min barnedåb, en milliard hestebrocher fra mine ridepigeår, indiske slangearmbånd i sølv (SÅ hotte i 90'erne!), lange perlekæder i træ og ben (boho-chik, husker I nok) og flere vintage blomsterbrocher, end godt er (de var altså en trend en kort overgang i midt-00'erne). Der er myriader af øreringe i alle former og størrelser, fra de mindste stickers med fnuglette himmelblå ædelsten til Monies' imponerende og tonstunge kaskader af ben og glødende horn. Der er store, skulpturelle halskæder (og den med skumfiduserne) og stakke af brede armbånd. Men også fine tynde kæder og glamourøs glitter. Der er smykker til håret, smykker til overkanten af øret, smykker til at klistre i panden og smykker til at sætte i læben, selv om jeg ikke engang har en læbepiercing. Der er, ved Gud, også et diadem.
Sagen er, at jeg har beholdt alt. Det eneste, jeg nogensinde har solgt fra samlingen, var et par enorme Julie Sandlau-øreringe med brillanter og dråbeformede krystaller, der var utrolig smukke, men også utrolig lidt mig. De var alt for fornemme til det liv, jeg lever. At have dem liggende i mit smykkeskrin var ligesom at have kronprinsesse Mary boende og hele tiden skulle undskylde over for hende, at man ikke tog hende med ud og møde sine venner.
Men ud over dem har jeg holdt fast ved hver en kæde, hver en ring, hvert et arbitrært stykke bijouteri, uanset hvor værdiløst og usmart det er. For det er præcis, som Zarah Voigt siger: De fortæller jo min historie.
Men for mig består fortællingen altså både af de 'rigtige' smykker af dyre materialer, hvor en designer eller en guldsmed har lagt sit virke og sin kreativitet i udformningen, og af de billige modesmykker, der udelukkende eksisterer, fordi de kommercielle tandhjul skal dreje rundt.
Et par af mine absolutte yndlingsøreringe er to firkanter af gyldent plastik, inddelt i skinnende kvadrater som et lillebitte diskoteksgulv. De er noget billigt hø, købt i et snusket shopping-mall i Kuala Lumpur, og vender man dem om, kan man se, at de hænger sammen ved hjælp af en slags usselt gumminet. Men helledusseda, hvor kan de live et outfit op. Jeg har flere gode festminder med de øreringe end med de fleste af mine veninder. Derfor ville jeg være et dumt svin, hvis ikke jeg sagde, at jeg elskede dem.
Og det gør jeg. Men når det er sagt, er de 'rigtige' smykker noget særligt. Dem, der er lavet af ædle sten og metaller, dem, der er skabt af kunstnere og dygtige håndværkere, og som er givet i kærlighed eller købt af mig selv, fordi de var helt uimodståelig vidunderlige. Det er, som om deres kraft er lidt stærkere. De er tungere, ikke bare i vægt, men i betydning.
Det er de smykker, du får sammen med dit navn som ganske lille. Det er dem, du arver efter din mor eller bedstemor, og som du bærer med dig videre som et lille glimt af hendes sjæl. Og det er det smykke, din elskede forsegler dealen med, når du har givet dit 'ja'.
Cartiers imagedirektør, Pierre Rainero, har sagt det meget præcist: "Blandt alle kunstarter er smykker helt specielle, fordi de gives som udtryk for de vigtigste følelser mellem mennesker."
"Det er jo noget, vi altid har gjort – ladet smykker symbolisere følelser og særlige begivenheder i vores liv. Det er nærmest naturligt for os mennesker," siger smykkedesigner Sophie Bille Brahe.
Og ja, hvis man vil se pragtsmykker, skal man bare gå på et arkæologisk museum. Lige siden vi mennesker har været i stand til at smede og støbe, har vi skabt smykker af ædelmetaller og ladet dem markere de store overgange i livet. For Sophie Bille Brahe var det netop sådan en overgang, der var inspirationen for hendes seneste kollektion, La Pyramide de Perles.
LÆS OGSÅ: Mød Danmarks nye it-skuespillerinde: Danica
"Min kollektion bygger på en perlekæde, som min mor gav mig, da jeg fik min søn Johan for snart et år siden. Det er min egen historie, som videreføres i kollektionen. Men samtidig har jeg prøvet at skære designet helt ind til kernen af formen, så der ikke er overflødig fyld. Kvinden, der køber smykket, skal først og fremmest føle, at det repræsenterer hende," siger hun.
La Pyramide de Perles er efter min mening et lille mesterværk. Det er smykkekunst med tyk streg under kunst, og flere af smykkerne er værker, som jeg er sikker på vil finde deres vej ind i den danske designkanon. Og, hvis jeg får råd, også ind i min ydmyge smykkesamling. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en god idé, både på kort og på langt sigt."Jeg kan ikke bestemme, hvilket liv mine smykker får, men jeg ønsker, at folk ser dem som en langtidsinvestering. Som noget, de vil have hos sig længe og måske en dag vil give videre til deres børn. Min drøm for mine smykker er, at de bliver arvestykker. Og derfor skal de også have noget tidløst over sig. De skal kunne tåle at gå i arv," siger Sophie Bille Brahe.
Hun er ikke den eneste af de nye dygtige smykkekunstnere, som danske kvinder virkelig har taget til sig, der er kendetegnet ved sin evne til at skabe et enkelt, smukt design. Maria Blacks både sarte og stærke geometri og de stiliserede symboler hos Rebekka Rebekka er intelligent design i sin egentlige betydning, hvor arbejdet med formen er skåret helt ind til essensen af den skønhed. Ikke så meget pynt og dikkedarer, der kan falme med trends og tendenser. Bare formgivning, der kan leve lige så længe som de metaller, der arbejdes med.
Det er smykker, der taler til mit intellekt, både æstetisk og økonomisk. De ligner holdbare investeringer. Men her er en indrømmelse: Jeg tænker ikke altid lige klart, når det kommer til smykker. Som regel har jeg styr på det, men nogle gange rammes jeg af accessory-universets svar på det fra realityshows så kendte 'bad boy'-syndrom: Jeg bliver tiltrukket af ting, der helt klart ikke er rigtige for mig. For vilde, for store, for flamboyante. Smykkernes svar på Snoop Dogg.
Sidste gang, det skete, var, da jeg tabte mit hjerte – og en betragtelig del af mit feriebudget – til et par Marni-øreringe. Et vidunderligt ironisk virvar af marmordråber, kaméer af ben, kæder af guld og blinkende falske safirer. De passede ikke til noget af mit tøj eller til min stil i det hele taget. De var tunge som grydelåg og havde endda clips og ikke stickers – hvem fanden bruger clips? Men der var bare noget med deres ... materialitet. Måden, de blandede dyrt og billigt og råt og fint på og var ligeglade med alle regler om god smag. Jeg ville have dem. Jeg MÅTTE have dem. Og jeg købte dem og har ikke haft dem på én eneste gang.
Hvorfor skiller jeg mig så ikke af med dem? Fordi sådan er det med smykker. Nogle tager du på én gang og aldrig af igen. Andre er med til en enkelt fest og lever resten af livet i en rodekasse. Nogle bliver en del af dig, mens andre bliver opslugt af tiden. Men i det øjeblik, du åbner æsken eller lægger pengene på disken og bliver et smykke rigere, skriver du et lille afsnit mere på historien om dig selv.
Og ja. Jeg købte også øreringene under glasdisken den dag i butikken. Den sorte version. Indtil videre har de ikke rigtig ændret min tilværelse, må jeg indrømme. Men jeg har tænkt mig at tage dem på til fest på fredag. Hvem ved, om der står et nyt kapitel i mit liv klar til at starte lige der.
LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Her er sommerens modearrangementer
