Sørine Gotfredsen troede, at det aldrig skulle ske, men så mødte hun Henrik
I mange år gik Sørine Gotfredsen og iagttog andre menneskers parforhold og kaffeborde på distancen. Men så mødte hun først Kierkegaard og siden Henrik, og nu glæder hun sig over, at livet var uforudsigeligt.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det mest oplagte svar er nok Vester Skovvej, som var en grusvej uden for Hadsten.
Den vej har jeg gået på mange gange, for der havde mine forældre fået bygget et stort hus, hvor jeg boede med dem og mine tre søskende.
Huset lignede et præriehus, for det var bygget med bjælker til den ene side og mursten til den anden, og rundt om lå en stor grund, hvor mine forældre indrettede en have og prøvede at grundlægge en æbleplantage, men da det ikke lykkedes, blev det til grantræer. Nede på engen havde jeg heste sammen med mine veninder og min søster.
Ingen familie er ukompliceret, men jeg havde en god barndom med heste, fodbold og et hjem fyldt med samtale. Mine forældre var begge akademikere og mente, at man skulle blive til noget og lære at udfylde sin plads i livet. Min mor var kunsthistoriker, og selv om hun ikke var troende, blev jeg slæbt rundt i kirker og præsenteret for det religiøse univers.
Allerede fra jeg var lille, spekulerede jeg over livets store spørgsmål. Hvad er meningen med livet? Hvad sker der efter døden? Jeg havde et indlysende religiøst instinkt, uden at jeg vil kalde mig troende. Som ung troede jeg, at jeg havde svarene på alt og kaldte mig i en periode også for ateist, men senere voksede troen frem. Jeg begyndte at læse Søren Kierkegaard, og han kan virkelig få mennesker til at forholde sig til Gud."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg studerede teologi i to år som helt ung, men jeg kunne ikke sidde stille og koncentrere mig om at lære græsk, så i stedet søgte jeg ind på journalisthøjskolen og elskede at være der. Jeg havde dog kun været ude et år som journalist, da jeg søgte tilbage på teologi og startede helt forfra. I dag er jeg præst på fuld tid, og det er mit primære virke, som har ført til meget andet."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Man er nok et lidt mærkeligt menneske, hvis man ikke har. For mig skete det blandt andet, da jeg var i starten af 20’erne, hvor jeg blev usikker på, om jeg nogensinde kunne indgå i relationer med ret mange mennesker. Om jeg kunne have et normalt liv.
Jeg følte mig så anderledes, som en, der altid stod uden for og betragtede livet på distancen. Jeg var også meget sent moden og havde ingen kærester som teenager. Jeg var overbevist om, at jeg var en undtagelse. Jeg udnyttede det og skrev, talte og sansede med den overbevisning: Jeg er på min måde. Aldrig konform, altid på sin egen stædige bane. I længden tror jeg, det er ret trættende for andre, og det betød også, at jeg hurtigt blev lidt for fordømmende, skråsikker og lidt ensom.
Jeg begyndte at dyrke forestillingen om, at jeg skulle udrette noget langt mere interessant end alle andre. Jeg var tilbøjelig til at gøre en dyd ud af at nægte at træde ind i en konventionel sammenhæng. Det kunne for eksempel være et kaffebord eller en fødselsdag, hvor du bare er for at være der, men med tiden er det gået op for mig, at den slags har en værdi, og at jeg jo også ønsker, at folk kommer, når jeg inviterer.
Annonse
I starten skulle jeg gøre vold på mig selv for at indgå i de sammenhænge, men i dag er det nemmere. Det var igen Søren Kierkegaard, der inspirerede mig. Han var selv en undtagelse fra det almindelige liv, men han var et geni, som berigede os andre. Så genial er jeg ikke, og på den måde hjalp han mig ind i det rigtige liv. Jeg er jo et almindeligt menneske og ville ikke være en billig udgave af ham."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Jeg var journalist og skrev speciale, da Det Fri Aktuelt lukkede, og jeg mistede mit arbejde. Der var jeg i tvivl, om jeg skulle være journalist eller præst. Jeg droppede journalistikken, og fra første dag ved alteret har jeg elsket arbejdet som præst. Jeg valgte rigtigt, men det var en stor beslutning. Som journalist sidder du på en redaktion, hvor der er gang i den, og du er omringet af inspiration.
Jeg var sportsjournalist og skrev meget om fodbold og rejste rundt med håndboldpigerne i 1990’erne. Som præst trådte jeg ind i en anden verden med mennesker, der skal dø, og mennesker, der har mistet. Der kom en anden alvor ind i mit arbejdsliv. Det var et stort skift, men det var det rigtige."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Fuldstændig uproblematisk, for jeg møder kun søde mennesker. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange, nogen har råbt ad mig. Til gengæld er der rørende mange, der kommer over og bare vil sige tak til mig, og det er jo et plus i min hverdag.
Hvis jeg var i den digitale verden, ville jeg nok kunne læse, at mange mener, at jeg er en idiot, men jeg bliver i den fysiske verden, for det er der, man skal måle sit liv – ikke på noget, der er sendt i en maskine. Jeg har lige fået en instagram-profil, men jeg bruger meget lidt tid på den, og der er så mange mennesker, der siger til mig: ”Bliv ude, du går ikke glip af noget”.
Det gør jeg også, for jeg vil ikke sidde og kigge ind i en pseudoverden. Nej, jeg bliver herude. Jeg har i det hele taget en vis teknikaversion, og det er først for nyligt, jeg fik nemID. Jeg bliver utilpas af den slags. Det hedder vist i øvrigt MitID nu."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Jeg har kendt Henrik i mange år, for vi var samme årgang på journalisthøjskolen. I mange år havde vi ingen kontakt, men så blev vi venner, og i 2019 blev vi også kærester. Jeg kunne virkelig godt lide Henrik, og tanken om at blive kæreste med ham var ikke fjern for mig. Jeg havde bare aldrig troet, det skulle ske. Jeg havde luret på ham, men Henrik havde levet et liv med kæreste og tre børn, så det virkede ikke sandsynligt.
Henrik forstod, at hvis man skal lære mig at kende, kan man tage en genvej. Mange forestiller sig sikkert, at man skal tale dybt og længe med mig, men det gjorde Henrik ikke, han appellerede blot til mit umiddelbare behov for at blive passet på, og han er bare en dejlig mand. For mig er den ultimative lakmusprøve, om jeg kan lide mig selv i den andens selskab, og med Henrik er jeg i balance.
I mange år troede jeg ellers ikke, at jeg skulle giftes. Jeg havde bare aldrig set mig selv i de rammer. Jeg var 54, da det skete. Jeg er mest af alt forundret over, at det skete, og nogle gange stopper jeg lige op og tænker: Tænk at jeg bor i dette dejlige hus omgivet af grønne træer i et skønt hjørne af København, hvor jeg følger to egern i baghaven og lever sammen med Henrik.
Jeg var jo overbevist om, at det ikke ville ske. Der er bestemt en taknemmelighed i at blive bevidst om, hvor uforudsigeligt livet er. Jeg troede jo, jeg havde forudset mit liv – lidt skråsikkert. Men man kan ikke forudse det, og jeg blev trukket ud af mit hovmod. Måske venter der endnu mere derude, for man bliver konstant overrumplet af tilværelsen."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
Annonse
"Vi bor kun to mennesker i det her store hus, og der er ingen kommandovej. Ingen hundser med nogen. Vi blev gift sent i livet, og nu gør vi, hvad der passer os. Der er jo ingen børn og praktik, så vi er bare to frie individer, der nyder at have al den plads. Det er jo også svært at komme op at skændes i så stort et hus."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej mod en sommer, hvor jeg for en gangs skyld ikke skal udgive en bog. Jeg har ingen deadline hængende over hovedet. Derudover er jeg på vej til at forstå mennesker på en ny måde.
Det er ikke fordi, jeg er ude på at mildne min tone eller være mindre klar i debatten, men når man bliver ældre, bliver man også klogere, og jeg vil gerne have, at al den erfaring kommer mere til syne, så der kommer flere lag på min kommunikation. Blidere er ikke det rigtige ord, men måske mindre konfrontatorisk, men stadig skarp."
