Sofie Pallesen ser tilbage: "Jeg forsøgte at skjule min sygdom"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Solsortvej på Frederiksberg. Det var et fedt sted at vokse op. Et roligt villakvarter med skolen tæt på. Det var sådan set en meget almindelig københavnerbarndom, men også meget varieret. Nogle gange var der vildt gang i huset, fordi mine forældre (skuespillerne Per Pallesen og Kirsten Peuliche, red.) var hjemme, andre gange var det tavst og ensomt, fordi alle var væk. Da jeg var lille, var min mormor og morfar de faste holdepunkter, for de havde helt almindelige job og fri klokken 16, så de kunne komme hjem til os, hvis vores forældre var på arbejde. Det var et kunstnerhjem uden faste rutiner, hvor skolen var det eneste, som gik igen hver dag."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Det gjorde jeg i høj grad som teenager, for jeg fik anoreksi som 18-årig, inden jeg tog til Frankrig for at danse, og det var nogle hårde år. Dengang og i det miljø var det jo bare fint at være tynd. Jeg var væk hjemmefra for første gang, og der var ingen, der så, at jeg var på vildspor – heller ikke mine forældre. Når man har anoreksi, har man en forestilling inde i hovedet om, at man er for tyk, men jeg var absolut hverken for tyk eller forkert. Jeg forsøgte at skjule min sygdom, og det var nemt i danseverdenen, hvor alle er tynde. Der var hele tiden en stemme indeni, der sagde, at jeg skulle have et minimum at spise og drikke for at kunne træne og for ikke at blive opdaget. På den måde kørte jeg lige på grænsen i tre år."

"Når man er ung, bliver man let forvirret over, hvem man er, hvad man skal, og hvad man skal blive til, og så har man brug for kontrollen et andet sted, og der kommer spiseforstyrrelser og misbrug ind i billedet. For nogen bliver det kun at få 12-taller, men for mig blev det at kontrollere, hvad jeg spiste. Jeg kom ud af det, da jeg vågnede en morgen og ikke havde lyst til at gå til morgentræning. Da jeg lå i min seng, gik det pludselig op for mig, at det jo var mig selv, der bestemte, om jeg gik derhen. Så blev jeg liggende i sengen. Det var en kæmpe erkendelse, at det var mit eget ansvar, at mit liv var godt, og det var det ikke."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg var genert og lidt af et drømmende barn, som godt kunne lide at være alene. Heldigvis er der mere end en måde at være kunstner på, for de fleste tænker nok på skuespillere som både højtråbende og udadvendte, men der er også de modsatte. Jeg var det sidste, og det var nok det, der gjorde min vej lidt lang. Jeg havde danset, fra jeg var seks år, og da jeg var 20 år, blev jeg optaget på danseskolen i Frankrig, hvor jeg studerede moderne dans. Da jeg kom hjem til Danmark igen, fandt jeg ud af, at det var en hård hverdag med dårlige vilkår for dansere, så jeg søgte ind på Teaterskolen i Aarhus, så jeg også kunne noget andet."

"Efter jeg blev færdig, kæmpede jeg dog for at finde min plads. Mine forældre lavede jo mest revy og morskabsteater, og det var den verden, jeg kendte. Jeg blev færdig i 1999, og indtil jeg i 2010 fik job på et lille børneteater, følte jeg mig ikke rigtigt placeret. Men da jeg spillede børneforestillingen Nalles taxa, var jeg pludselig glad, når jeg skulle på arbejde. Der kunne jeg være mig selv."

"Derefter lavede jeg Teater Baglandet sammen med min kollega, Solveig Weinkouff, vi har siden levet af at lave forestillinger til børn, og jeg elsker det. Det er både teater og non-verbale forestillinger, som kan turnere i hele verden, og hvor jeg bruger dansen, så vi har både været på Cuba og i Shanghai.

Jeg var fed-up med at spille for kultureliten i København, hvor alle går i de samme kredse og har de samme meninger. Når man kommer til en børnehave i Nakskov, hvor de ikke får så meget kultur i forvejen, kan man mærke, hvor meget det rykker."

"Jeg kan huske, at jeg stod til den sidste voksenforestilling, jeg lavede, og kiggede ned på det, man kalder det grå guld i en fuld sal. Alle mændene sad og sov, mens kvinderne kiggede op på scenen, og jeg tænkte: Nu skal jeg finde ud af, hvad jeg skal bruge min tid på."

"Så fik jeg barn nummer fire. Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg kunne være skuespiller på en anden måde, fordi jeg havde levet hele mit liv i den verden. Heldigvis fik jeg selv en masse børn i den periode, og intet arbejde kan hamle op med dem. De er det vigtigste i mit liv. Da vi havde fået barn nummer fire, var jeg færdig, og jeg var også taknemmelig, for jeg troede aldrig, jeg skulle holde op med at være skruk. Men da jeg fik Lydia, var alt, som det skulle være."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Michael Sand, som jeg mødte på skuespillerskolen. Michael er knap så rodet, som jeg er, og han er beriget med et noget lettere sind. Jeg har altid været i tvivl, forvirret og i perioder ked af det, og så er sådan en som ham dejlig at være sammen med. Hvor jeg er kompliceret, er han simpel på den gode måde. Nu har vi været sammen i 26 år med op- og nedture og fire børn. Jeg har altid gerne ville have to eller fire børn, og da vi havde fået tre, længtes jeg så meget efter Lydia, som hun kom til at hedde. Nu har vi Osvald på 21, Yrsa på 18, Lilli på 15 og Lydia på 9 år."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"Jeg tænkte på, hvem der skal hente min datter og hendes veninder til atletik i dag. Sådan er det at have fire børn. Der var et år, hvor vi havde en i vuggestue, en i børnehave og en i skole, så de skulle hentes tre forskellige steder. Der var hele tiden forældremøder og rengøringsdage på institutionen, og jeg tænkte bare: "Hvem kommer hjem og gør rent hos os?" Men man får mange kræfter, når der er noget, man gerne vil, og for mig var det fire børn. Når det så er sagt, har jeg været nede med stress to gange. Det er prisen, jeg har betalt."

Dit livs omvej?

"Jeg uddannede mig til doula sidste år. Jeg synes, fødsler er det mest fantastiske tidspunkt i en kvindes liv, og der er et kæmpe udviklingspotentiale, for det er både mirakuløst og surrealistisk at skabe et andet menneske. Det giver helt nye muligheder for en ny bevidsthed, som jeg gerne vil være med til at åbne for andre kvinder. Det ultimative nærvær, du oplever ved fødslen af dit barn, kan du trække ind i dit efterfølgende liv. Det øjeblik du føder et barn, og det kommer op og ligger på dit bryst, går det op for dig, at du står med ansvaret for et hjælpeløst individ, som har 100 procent brug for dig. Tænk hvis man kan overføre den ansvarsfølelse til resten af livet eller måske endda til resten af planeten?"

"Jeg hører under Copenhagen Doulas, og jeg tager ud til fødsler, når jeg ikke er i gang med mit primære arbejde, som er teatret, og indtil videre har jeg været ude til fem fødsler. Der er desværre hårdt brug for os, fordi jordemødrene har for travlt. Det er en kæmpe oplevelse at være doula, men når jeg cykler hjem fra en fødsel, er jeg også glad for, at det ikke er min baby."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er min mor, for vi ligner hinanden på mange måder og forstår hinandens sind. Men jeg har også forbindelse til alle dem deroppe, som ved meget mere end mig. De er vores hjælpere i det hinsides, og jeg plejer at kalde dem "Bestyrelsen". De hjælper os om natten, hvis vi er åbne for, at svarene på vores spørgsmål er anderledes end dem, vi gerne vil høre. Jeg brugte for eksempel "Bestyrelsen", da jeg blev tilbudt at være med i Nissebanden i Julemandens Land."

"Først tænkte jeg: "Åh nej, den er jo allerede lavet, og min mor var endda med." Men jeg stillede mig åben, og så gik det op for mig, at min mor stadig bliver stoppet på gaden på grund af sin rolle som Gemyse. Det er en fin, kærlig figur, som har givet så mange mennesker så meget glæde. Det vil jeg gerne bidrage til, selv om jeg egentlig helst ville skabe noget nyt."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Da min mand og jeg skulle flytte fra Aarhus til København, boede vi først i et kolonihavehus, men da familien voksede, havde vi brug for et større hus. Jeg ville gerne bo ved vandet, fordi jeg bader året rundt og på den måde bruger havet hver dag. Det er min livskvalitet, og jeg bliver et bedre menneske af det. Nu bor vi i et hus på Amager, hvor jeg kan cykle til vandet og gør det hver dag."