Sophia Ghani er den første kvindelige danmarksmester i thaiboksning: ”Selvfølgelig kan piger også!”

“Måske har jeg levet i en filmverden?” spørger Sophia Ghani sig selv. Fra hun var helt lille, sad hun klistret op ad fjernsynsskærmen, der viste dansefilmen Flashdance, kampsportfilmene Bloodsport og The Quest med Jean-Claude Van Damme og Coming to America med Eddie Murphy. Alt andet end dansk realisme. For den kendte Sophia Ghani alt for godt fra sin opvækst i Hvidovre. Hun har aldrig været til koteletgrunde. Storbyens gadelys derimod:

“Jeg skulle bare til New York!”

Det kom hun. Ligesom hun kom til Bangkok og alle mulige andre steder. Men hun startede i Danmark, hvor hun blev født for 41 år siden. Hendes forældre er fra Afghanistan, og hendes far kom til Danmark i 70’erne. Han rejste fra Japan, hvor han boede og studerede, gik i jakkesæt og var kortklippet. Da han kom til Danmark, fik han trompetbukser og lod håret gro, boede på Christiania og i Thylejren og rejste med sine danske flippervenner rundt i Iran, Indien og Afghanistan, hvor han mødte Sophias mor, der arbejdede som sygeplejerske.

Hun var frisk på at tage med til Danmark, de flyttede i kollektiv, blev gift og fik en søn, så en datter, som er Sophia, og så en søn mere som perler på en snor. Ni år senere kom Sophias efternøler-lillesøster til. Det var noget af en mundfuld for moren, så Sophia blev sendt til sin mormor i München, hvor hun boede de første tre år af sit liv, før hun kom tilbage til Danmark, gik i børnehave på Frederiksberg, hvorefter hele familien flyttede til… Hvidovre.

Da Sophia Ghani gik i folkeskole, børstede hun ikke mange hårstrå på Barbies nylonparyk. Du kunne finde hende i skolegården sammen med drengene. Hun klatrede, og hun løb og løb og løb. Da hun var 11, rejste hun alene til USA, hvor hun boede hos sin onkel for at lære engelsk, og der var swimmingpool og diskolys. Da hun begyndte i gymnasiet, rykkede hun ind til byen for at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro.

“Jeg har aldrig været god til at sidde stille og koncentrere mig, fordi jeg har så meget energi i kroppen.”

Det var der en studievejleder på gymnasiet, der havde bemærket og præsenterede hende for Den Frie Ungdomsuddannelse, hvor eleven selv var med til at tilrettelægge sin uddannelse ud fra evner og interesserer med forløb på en højskole og i udlandet.

“Bum! Så var jeg på!”

Hun fik arrangeret sin uddannelse sådan, at hun dansede fra klokken ni om morgenen til klokken 15. Så tog hun hjem for at spise. Fra klokken 16.30 til 19.30 underviste hun børn i thaiboksning og trænede selv på kampholdet bagefter.

“Jeg havde få venner. Min verden var dans og thaiboksning.”

Sophia Ghani lærte at bevæge kroppen. Hun stagefightede også og tog til Californien for at træne kung-fu, tai-chi og qi gong. Hun kom tilbage og var til optagelsesprøve på danseskolen Stepz på Østerbro, hvor hun, til sin egen overraskelse, blev optaget i første forsøg. Samtidig dyrkede hun thaiboksning, og i 2003 blev hun både færdiguddannet som danser og den første kvindelige danmarksmester i thaiboksning.

Nu skulle hun vælge. Ville hun til New York og danse, eller ville hun til Bangkok og kæmpe VM? Hun valgte Bangkok. Sophia Ghani kom i militærcamp, hvor hun var den eneste kvinde, og hvor hun trænede op til VM i to måneder.

“Jeg har altid haft den der… Selvfølgelig kan piger også!”

Du vil være lige så god som drengene?

“Ah… Lidt bedre, ik’?”

“Du skal ikke komme og klage”

Se hende. En hård banan. Men det er ikke kampsporten, der har gjort hende disciplineret og fået hende til at bide tænderne sammen og smerten i sig. Det er danseverdenen.

“Det var befriende at finde ud af, at jeg kunne leve af at bruge min krop. Men det er ikke, fordi det har været nemt. Slet ikke. Det har været sindssygt hårdt. Når du står der og laver piruetter og bagefter træner i bare fødder til thaiboksning… Jeg siger dig, huden under min forfod var røget af, og det blødte og gjorde ondt. Jeg viste det til min danselærer. Hun sagde: “Sophia, der står mange, som gerne vil have din plads, du kan bare stoppe, hvis du ikke kan holde til det.” Siden den dag klagede jeg ikke. Jeg skulle bare ikke smides ud.”

I dag lever Sophia Ghani af at træne andre. Hun har bl.a. trænet Lukas Graham, som i dag står som en art græsk statue.

“Han er unstoppable. Ligesom mig. Han er utrolig dedikeret og har et fantastisk drive, når han sætter sig et mål.”

Sophia Ghani har et helt katalog af stjerner, danske og internationale, som hun har fået i form, og hun er blevet fløjet i privatfly og helikoter for at nå frem til kendte muskler, der manglede netop Sophia Ghani til at styrketræne dem, men det vil hun ikke tale om. “Det handler om dem, ikke om mig! Jeg skal ikke shine i deres lys.”

Men hun vil meget gerne tale om sit arbejde med udsatte unge piger, som hun træner på Frederiksberg, og sit frivillige arbejde med unge i bokseklubben C.I.K. Boksning på Christianshavn. Hun joker med dem, hun kræver noget af dem. Hun ser dem.

Hun glemmer ikke deres navne fra første gang, hun ser dem i øjnene. Hun giver dem lektier for, så de bliver lige gode og kan følges. “Hver morgen skal I lave fem armbøjninger og stå i planken i halvandet minut, og hver aften skal I gøre det samme. Og I skal sende en video af det til mig.” Så klipper hun det sammen og sætter musik til og sender videoen tilbage til de unge. Hun taler teknik med dem og rykker dem hele tiden. Nu laver de 20 armbøjninger og tre minutters planke morgen og aften. Hun elsker arbejdet med de unge, fordi det ikke handler om at ændre en krop, men om at ændre de unges indstilling og indgyde håb og glæde.

Hende den ranglede

Sophia Ghani underviser også i holdtræning for alle, der trænger til at få ranket ryggen og styrket det, der holder kroppen sammen og fast, i Yo Studios og Sporting Health Club i København. Hun underviser i barretræning, som er er en kombination af yoga, pilates og ballet og i core & stretch, med fokus på core, dybe udstræk og vejtrækningsteknik.

“Og så kører jeg min egen stil.”

Hun rejser sig op, som var det et katapultsæde, hun sad på. Hun svajer kroppen fra side til side som tang i vand. Er hun et slangemenneske?

“Jeg blander alt! Dans, kung-fu, yoga, qi gong. Alt!”

Udgangspunktet er bare tæer, for så kan hun og eleverne slå rødder og “connecte,” så mærker hun musikken, gerne 90’er-hiphop, funk, soul, Madonna, Sade, Depeche Mode, Gang Starr og James Brown, og så ser hun, hvor den tager hende hen.

Vups! Nu ligger Sophia Ghani nede på gulvet og agerer Jane Fonda. “Er du træt? Okay, så laver vi gulvarbejde, vi flekser foden, spænder op i core, og så kører vi foden op og ned og så i cirkler. Selv om du slapper af, kan jeg love dig for, at du arbejder.” Hun laver aldrig sprællemænd, hun tæller aldrig gentagelser. Hun mærker stemningen og lader den guide hende gennem undervisningen.

Hvordan skal man bære sin krop?

“Alle kvinder har forskellige kroppe, og jeg har altid været hende den ranglede. Alle kroppe er flotte, men alle bør rette deres ryg. Det er ikke, fordi du skal ligne en model, men fordi det holder din muskulatur oppe. Hvis du hænger i kroppen, kan du få problemer med hofter, knæ og ankler. Hav et naturligt, lille svaj i ryggen, sug din navle en smule ind. Det giver confidence. Løft din krop, hold dig rank.”

“Vær stærkere end smerten,” er et andet af Sophia Ghanis statements, som hun gerne repeterer, og også bruger på sig selv lige for tiden, hvor hun går rundt med en knude på syv centimeter i sin livmoder. Nok gør den ikke fysisk ondt, og nok er den godartet, men den sætter en stopper for, hvor meget og hårdt Sophia må arbejde og bruge sin krop.

“Men det skal ikke slå mig ud! Jeg har det godt! Jeg kan vælge at lægge mig i fosterstilling, eller jeg kan fokusere på, hvor mange dejlige ting, jeg har kørende. At bruge sin krop er vejen til lyset.”

Familivelivet

Sophia om sine børn

“Jeg elsker mine børn! Jeg har altid elsket at lege med dem og se Kaj og Andrea, og jeg har altid taget dem med alle steder hen. På med flyverdragterne og ned i christianiacyklen med dyner og tæpper – og på med hørebøffer, når der er Distortion, og udklædning, når der er karneval. Mine børn betyder alt for mig. De giver mig styrke, og vi har det supersjovt i hinandens selskab. Vi har altid været hinandens støtter, og så har de nogle fede personligheder!”

Isaac om sin mor

Hvad er det bedste ved din mor?

“Alt.”

Alt?

“Hvis jeg skal vælge noget, så er det hendes ydmyghed, loyalitet, klogskab og beskyttertrang over for sine børn. Hun forklarer alting. At zink er godt for neglene, og fiskeolie og avokado er godt for hjernen, og at det ikke nytter noget at spise vindruer, lige inden man går i seng, fordi det giver energi. Men det er en god idé at spise en banan, for der er melatonin i.”

Gør du altid, som hun siger?

“For det meste. For det giver mening. Jeg ville selvfølgelig ikke gøre det, hvis hun sagde: “Stik hovedet ned i toilettet.” Man skal tænke sig om og være kildekritisk.”

Hvad kunne hun blive bedre til?

“At høre efter. Jeg syntes, vi skulle tage ét tog, hun syntes, vi skulle tage et andet. Men jeg havde ret. For jeg ved alt om transport.”

Hvad kan du bedst lide, at I laver sammen?

“Hygger! Når vi sidder i sengen med min søster og dyner og ser film, Minions. Hun elsker børnefilm og børnelege. En-to gange om dagen siger jeg til hende: “Mor, kom lige herhen,” så kilder jeg hende, og så sætter hun sig på mine hænder og kilder mig ad h til.”

Jamilla om sin mor

Hvad er det bedste ved din mor?

“Hun er meget kærlig. Hun er ikke tør. Det, synes jeg, der er mange forældre, der er. Hvis jeg har venner på besøg, spørger hun altid ind til dem; hvor de kommer fra, hvem de er.”

Hvad kunne hun blive bedre til?

“At tænke mere på sig selv.”

Hvad kan du bedst lide, at I laver sammen?

“Alt. Jeg elsker at være i hendes selskab. Hun er både som en mor og en søster for mig. Sådan har det altid været.”