32-årige Souha har følt sig skamfuld hele livet: ”Nu gider jeg ikke finde mig i det mere”

32-årige Souha Al-Mersal er en splittet kvinde.

På den ene side har hun lagt den opdragelse og mange af de traditioner fra sig, som hendes familie tog med sig fra Libanon, da de flygtede for 30 år siden. På den anden side er de så dybt integreret i den måde, hun ser verden på.

Særligt skammen fylder meget i Souha Al-Mersals bevidsthed.

Den er uudtalt, men filtret, hun ser alting igennem. Et skam-filter, hvor hver en tanke og handling er efterfulgt af spørgsmålene: Er det her okay? Er jeg okay?

For selvom hun de seneste ni år har prøvet at frigøre sig fra den kvinde, hun som 23-årig var blevet til efter sit første ægteskab, er ”skamfølelsen” svær at slippe af med.

”Min kamp har handlet meget om det indvendige, om denne her skam: Er jeg god nok? Jeg boede med en mand, der kontrollerede mig – eller prøvede på at kontrollere mig. Som kun var forelsket i en komprimeret udgave af mig,” fortæller Souha Al-Mersal.

”Og jeg er opvokset i en kultur, hvor skammen over det, jeg gør, ikke kun rammer mig, men også min mor, min far, min søster, min bror. Hele min familie. Det er det, der er problemet. Det er en kollektiv skam. En skambyrde, som kommer udefra, men som er blevet lagt på mine skuldre, fra jeg var teenager.”

Vil ikke være et offer

Det er sårbart for Souha Al-Mersal at dele sin historie.

Hun er nervøs for, at nuancerne ikke kommer med, siger hun. At hun bliver hensat til det ”image”, hun mener, at både medier og politikere i årtier har tegnet af indvandrerkvinder herhjemme: Undertrykte kvinder. Ofre, der ikke kan sige fra eller tage styring over eget liv.

Og selvom Souha Al-Mersal i sit daglige virke som journalist er bekendt med, at ikke alle nuancer kan komme med, har hun savnet at kunne ”spejle” sig i de historier, der gennem årene er blevet fortalt.

Derfor har hun nu startet podcasten ”Skamløs” i samarbejde med Kvinfo. I hvert afsnit taler hun med nydanske kvinder som hende selv, og i fællesskab tager de fat i de mange former, skammen kan tage: Skilsmisse-skam, dating-skam, dobbeltlivs-skam…

”Jeg har ikke haft lyst til at snakke om min egen historie eller italesætte den, fordi jeg har været bange for at blive stemplet. Men jeg er nået frem til, at jeg må snakke om de her ting og er nødt til at skille skammen ad: Min skam og den, der er blevet lagt på mine skuldre. Og jeg må gøre det sammen med andre, for det handler ikke om Souhas historie, Souhas kamp, men om vores generationskamp,” siger hun.

Med podcasten ønsker hun, at nydanske kvinder kan være med til at skabe deres eget ”narrativ” og i fællesskab "slå op med skammen".

”Den måde, medierne ofte beskriver historier om social kontrol på, er enten ved at tale med frafaldne kvinder, der vender ryggen til hele miljøet og bliver mega-frigjorte, eller dem, der ikke tør sige fra. Som bliver slået hver dag og har blå mærker på kroppen. Men jeg tror, at der er rigtig mange kvinder som mig. Jeg tror, der er mange, der oplever social kontrol i en mindre grad, men hvor de ikke tør snakke om det, fordi der er det her stigma.”

Kvindens plads er i hjemmet

Da Souha Al-Mersal var 19 år forelskede hun sig i sin eksmand. Hun havde mødt ham nogle år tidligere og vidste, at hvis hun skulle blive en selvstændig kvinde – med alt, hvad det indebærer – måtte hun gifte sig.

Kort inde i ægteskabet mærkede hun, at hun følte sig ”afvist som person”.

Hun har altid været nysgerrig og drømt om at rejse rundt i verden, fortæller hun. Siden hun var 12 år gammel, har hun gerne villet være journalist og fortælle historier fra flygtningelejre.

Men den kvinde, Souha Al-Mersal havde giftet sig til at blive, var ikke forenelig med den unge journaliststuderende, der havde drømme og ambitioner langt væk fra hjemmet.

”Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne få lov til at være den, jeg var. Jeg skulle både leve op til rollen som denne her pæne hustru, og samtidig skulle jeg også vise mig som et godt eksempel på vegne af mine forældre. Det var en kæmpe byrde, som i starten kom til udtryk på en meget implicit måde, men med tiden blev det sagt mere og mere direkte. Min eksmand kunne finde på at sige…”

Der bliver stille.

”Jeg har fortrængt meget,” siger Souha Al-Mersal.

Stilhed.

”Jeg studerede og arbejdede også som frivillig,” begynder hun så.

”Jeg lavede mange ting, og det kunne min eksmand ikke forstå. Han kunne finde på at sige: ”Hvorfor bruger du så meget tid ude? En kvindes plads er i hjemmet”. Sådan noget mega patriarkalsk noget..,” siger hun.

”Selvom jeg prøvede at gøre alt, hvad jeg kunne for at lave om på mig selv. På mit indre, på mit drive og prøvede at bilde mig selv ind, at jeg skulle fokusere på det derhjemme, så gjorde det ikke, at mit drive eller mine drømme forsvandt. Jeg følte mig bare fuldstændig nedbrudt og udmattet til sidst, fordi jeg hele tiden kæmpede imod den, jeg var. Kæmpede med at føle mig forkert. Og med at føle mig skamfuld over at være mig.”

Det handler om ære

Souha Al-Mersal var gift i næsten 5,5 år. Det var først, da hun aborterede i fjerde måned, at hun fik ”modet”, siger hun, til at gå fra sin eksmand. Hun kunne ikke bære ”skambyrden” mere, modstanden kom indefra.

”Man har jo en limit, hvor man ikke kan holde mere ud. Jeg var inden skilsmissen begyndt at give udtryk for det ved at råbe. Konflikterne mellem os eskalerede mere og mere, fordi jeg prøvede at forsvare den, jeg var. Det endte med, at vi ikke kunne være under samme tag,” fortæller Souha Al-Mersal og fortsætter:

”Men grunden til, at jeg fandt modet og styrken til at blive skilt, var, fordi jeg endte med at blive gravid. Det var ikke noget, jeg ønskede, fordi jeg var bevidst om mine drømme, men jeg følte også, jeg blev presset ind i den graviditet. Jeg tror, jeg aborterede på grund af stress, og fordi forholdet havde eskaleret. Efter jeg aborterede, tænkte jeg: Nu må jeg gøre noget. Samtidig følte jeg skyld over, at jeg ikke var gået eller havde gjort noget før.”

Tiden efter sammenligner Souha Al-Mersal med at ryge ned fra skyskraberen Burj Khalifa i Dubai.

Hendes status fra at være en gift, redelig kvinde, hvis ry og rygte, familien og eksmanden kunne sole sig i, var med ét blevet erstattet af et, familien ikke ville kende til.

Folk ”snakkede”, nu hvor hun var en fraskilt kvinde, der boede for sig selv og indimellem kom sent hjem fra en fest eller et arrangement. Hun måtte være sammen med andre mænd, konkluderede både familien og miljøet, hun var vokset op i.

”Og det var ikke, fordi jeg var sådan en vild type, men folk snakkede – og det gjorde de – fordi jeg boede alene. Det var basically det,” siger Souha Al-Mersal og forklarer, at det netop handler om denne her kollektivistiske kultur, hvor familiens ære og stolthed afhænger af kvindens gøren og laden. 

Og her er skammen et nyttigt redskab: Den kontrollerer og fastholder én – bevidst såvel som ubevidst – så man ikke træder ved siden. Så man bevarer den pæne facade. Den bliver – som førnævnt – filtret, verden ses igennem.

”Det er ikke, fordi mine forældre har tænkt: Vi skal ødelægge Souhas liv og nedbryde hende psykisk. De har prøvet at beskytte mig. Og denne her omsorg har de vist ved at advare mig, skræmme mig og lægge låg på mig, så jeg selv har været meget forvirret omkring, hvordan jeg skulle bryde ud af det og finde mig selv,” fortæller hun.

Nydansk kvindekamp

Efter skilsmissen for snart ti år siden har Souha Al-Mersal brugt tiden på at finde ud af, hvilken kvinde hun er – og vil være.

Hun har rejst, taget flere opgør med familien, smidt tørklædet og er blevet gift igen med en jordansk mand. Og så er hun begyndt at tale højt og åbent om sin baggrund med skam og social kontrol.

Souha Al-Mersal er med egne ord blevet ”født igen som en ny kvinde”:

”Det føles sejere og mere rigtigt. Der er modsat skam noget stolthed, der er ved at blomstre. Det er som om, at der er noget powerfuldt i at tage styringen selv – og det vil jeg gerne give til andre kvinder,” siger hun.

”Efter jeg blev skilt, var jeg nok i manges øjne blevet mere dansk og fri og ikke arabisk nok. Og da jeg var gift, var jeg alt for arabisk til at være dansk. Så jeg følte heller ikke, at jeg kunne være dansk på den måde, jeg ville. Jeg havde ikke lyst til at gå all in. Jeg ville gerne rejse og have mulighed for at finde mig selv gennem udenlandsrejser. Have ro på og frihed til at finde mig selv, men det var ikke ensbetydende med, at jeg havde ønsket om at frigøre mig på akkurat samme måde som de danske rødstrømper.”

Souha Al-Mersals kamp ser anderledes ud.

Den 32-årige journalist opildner nemlig til en nydansk kvindekamp: En kamp, hvor der er plads til stemmer og historier som hendes – ligesom i podcasten ”Skamløs”.

Man kan næsten se den knyttede hånd mod himlen, når hun i tredje person fortæller om sin mission:

”Lige nu har jeg virkelig taget fat indvendigt. Og erkendt, at jeg ikke er den samme som før. Den der pæne hustru er krakeleret, og denne her kvinde, der har gjort oprør og er kommet ud af det forhold, hun ikke kunne se sig selv i, hun gider heller ikke finde sig i mere. Nu vil hun have lov til at kunne være sig selv og vil gerne have andre kvinder med i denne her kamp. Hun er træt af at stå alene og vil gerne oppositionere mod skamløs-opfattelsen og mediernes dækning. Mod rigtig mange ting. Men det er også okay, for det er første gang, at hun speaker up i mange år,” lyder det fra Souha Al-Mersal, der gerne ser, at etnisk danske såvel som nydanske kvinder tager del i kampen for mere diversitet i indvandrerdebatten.

Så det ikke skal tage nydanske kvinder flere år at turde fortælle deres historie, som det har gjort for Souha Al-Mersal.

”Kvinder skal altid bakke hinanden op på tværs. Min rigtig gode, danske veninde, som har fulgt mig siden studiet, har været en klippe. Hun har virkelig bakket mig op, når jeg har tvivlet,” fortæller hun.

”Men når det kommer til det her negative narrativ om social kontrol, så er den bedste måde, man kan støtte en person, der har kæmpet en barsk kamp og været helt nedbrudt, at lade dem fortælle deres historie. Ved at speake up og skabe gode rammer og platforme, lytte til hinanden og tale med hinanden på tværs,” slutter Souha Al-Mersal.