Kære Vibeke: Skal jeg fortælle om min fætters hemmelighed?
Min fætter har fortalt mig en stor hemmelighed. Skal jeg fortælle den til min familie, spørger en læser i denne uges brevkasse. Læs svaret på Vibeke Dorph, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Jeg er en ung pige på 16 år, der i foråret var til familiefest i Jylland sammen med mine forældre, hvor min ene fætter skulle konfirmeres.
Min fætter bor på en gård, og det var sådan en fest, hvor de voksne hyggede sig for sig selv og de unge havde det skægt sammen for sig selv. Vi er en rigtig stor familie, for min mor har fem søskende, der holder sammen i tykt og tyndt, og både min mor og min moster holdt en varm tale for konfirmanden, hvor de snakkede om, at nu skulle han snart se at få sig en kone, så han kunne arve gården, og alt det pjat, som man altid siger til konfirmanden.
Men da vi senere sad sammen – min fætter og jeg – fortalte han mig, at han var blevet forelsket. Ikke i en pige, men i en dreng fra hans konfirmandhold, og det turde han ikke sige til sine forældre af skræk for, at de skulle hade ham for det.
Jeg synes jo, det er noget pjat, men kan alligevel godt forstå ham, så jeg har gået lidt og tænkt på, om jeg måske skulle tale med min mor om det, og så måske få hende til at tale med sin søster og hendes mand om det. Men tænk, hvis de bliver chokerede, og så går det helt galt, og min fætter, som jeg holder så meget af, bare bliver endnu mere ulykkelig. Hvad synes du jeg skal gøre?
N.N.
Vibekes svar
Jeg tænker, at det må være rigtig dejligt for din fætter, at han har en kusine som dig, som han kan og tør betro sig til. Den tillid synes jeg dog ikke, at du honorerer ved at fortælle din mor og dermed resten af familien, at din fætter er homoseksuel, faktisk mener jeg, at det vil være det absolut værste, du kan gøre.
For jeg er helt sikker på, at din fætter nok skal fortælle sine forældre, at han er bøsse, når han engang selv er klar til det. Og til den tid er det også vigtigt for ham, at det netop er ham selv, der fortæller sine forældre det. Den slags kan tage tid, din fætter har sikkert brug for at tumle lidt alene med tingene, og han har måske også brug for, at han selv finder sig godt til rette med sin seksualitet, før han indvier andre i den.
Jeg er også ret overbevist om, at din fætters forældre vil være gladere for, at det er din fætter selv, der fortæller dem om sin seksualitet, end at det er din mor, der gør det.
Så vil du være din fætter en god ven, og det er jeg sikker på, at du vil, så holder du tæt – også over for din mor. I stedet kan du sørge for at holde kontakten til ham, så du giver ham muligheden for at have dig som den fortrolige, han lige nu lyder til at have rigtig meget brug for.