Sussi Lunden

Sussi frygtede, at den gamle teknik ville dø med hende – men så fik hun pludselig travlt

Sussi Lunden tøvede ikke, da hun fik chancen for at overtage produktionen af den danske opfindelse Danellanålen. Der var dog ikke megen interesse for tuftede tekstiler, så hun frygtede, at nålen og den gamle teknik ville dø med hende – men så fik hun pludselig travlt.

Danella står der på et lille skilt ved hovedvejen. Ellers er der ikke noget, der afslører, at den smukke hvidkalkede gård Ulstrup uden for Hjørring rummer andet end bolig for Sussi og Hans Christian Lunden.

Går man ned ad den svungne trappe i hovedbygningen, er det dog som at træde ind i et helt andet univers. Her ligger bunker af mønstrede tæpper – nogle af dem mere end 50 år gamle – og i reolerne står kasser med garn i alle regnbuens farver.

Siden 1987 har Sussi og Hans Christian Lunden nemlig produceret og solgt den unikke danske opfindelse Danellanålen, der bruges til såkaldt tufting – eller smyrnasyning, som det tidligere hed.

At Danellanålen skulle blive Sussis store passion, var dog ikke givet, for med tre børn og familiens 70.000 kyllinger var der allerede nok at se til i 1987, da det kom hende for øre, at virksomheden Danella skulle lukke.

"Åh, mit hjerte blødte," husker hun. – Jeg blev selv fuldstændig grebet af smyrnasyning, da jeg var ung pige i huset på Fyn hos en konsulent for Danella, og siden begyndte jeg at undervise i smyrnasyning.

Historien om Danella

Danellanålen er en slags håndholdt symaskine uden undertråd, som blev opfundet af Ernst Thomsen i 1939. Hans hustru, Ella, drev broderiforretning i Hjørring og fremstillede blandt andet tæpper. Det var en omfattende proces med de priknåle, man oprindeligt brugte, men med Ernsts opfindelse gik det ti gange hurtigere.

Under 2. Verdenskrig blev opfindelsen gemt i en bankboks, og først i 1950 kastede Ernst sig ud i en egentlig produktion. I 1978 overtog ægteparrets datter og svigersøn virksomheden, og ni år senere solgte de den til Sussi Lunden.

Hun og hendes mand har siden solgt Danellanålen til hele verden. Nålen hed i begyndelsen Øliver, men det fungerede ikke på det internationale marked, så den skiftede navn til Alladin. I 1959 fik den sit nuværende navn.

Sjovere end kyllinger

For Sussi var Danellanålen ikke bare et værktøj til at sy tæpper, den var også et stykke kulturhistorie, som hun gerne ville bevare. Hun fik derfor overbevist Hans Christian om, at de skulle overtage virksomheden og flytte den ned i kælderen, som de alligevel ikke brugte.

"I 1980’erne var der overhovedet ingen, der lavede håndarbejde," konstaterer Sussi.

"Derfor kunne det ikke betale, for vi klarede os rigtig godt med kyllingerne – men det var meget sjovere at arbejde i kælderen!"

Interessen for Sussis unikke værktøj lå i mange år på lavt blus, og længe så det ud til, at tufting som håndarbejde på et tidspunkt ville uddø. Men for et par år siden skete der pludselig noget: Kunstnere og designere begyndte at interessere sig for den gamle teknik, og med et var tuftede tekstiler en trend på Instagram.

Danellanål.jpg
Danellanålen er et tonålesystem, hvor den tykke nål laver hul i stoffet, og den tynde afleverer garnet.

"Efterspørgslen begyndte at stige i 2021, lige inden corona, og derefter tog det fart. I dag er det er særligt kunstnere, designere og undervisere på workshops, højskoler, efterskoler og ungdomsskoler, der bestiller nåle," fortæller Sussi, mens hun viser rundt i de højloftede stuer, hvor gulvene er dækket af mønstrede tæpper, hun selv har syet.

Flere af dem er årtier gamle og har overlevet både rødvin og rødbedepletter.

Pensionist med stress

Lige nu er det kelimtæpper, der hitter blandt de kunder, der besøger kælderens showroom, men der er også interesse for orientalske og asiatiske mønstre.

"Jeg plejer at sige, at det tager en vinter at lave et tæppe på 140 gange 220 centimeter," siger Sussi.

"Hvis man kan strikke en indviklet trøje på en vinter, kan man også lave et større tæppe. Men det er faktisk de færreste, der i dag laver større tæpper – det er mere vægtæpper og kunstværker."

Den fornyede interesse for tufting har i høj grad vendt op og ned på Sussi og Hans Christians hverdag. Ikke mindst efter at instragramprofilen Tuftinderne var i TV 2-programmet Go’ Morgen Danmark sidste efterår og viste Danellanålen frem på landsdækkende tv.

"Siden har vi arbejdet i døgndrift," siger Sussi.

"Vi har skåret ned på alle sociale aktiviteter – så vi håber, at folk kan huske, hvem vi er, når vi dukker op igen!"

Hun griner og fortsætter:

"Jeg fik også en opringning fra en journalist på Nordjyske, som ville komme forbi i november, og der sagde jeg simpelthen nej – der skulle jeg endelig klippes."

Parret er gearet til at lave fem-seks pakker nåle om dagen, men lige pludselig var der 20 bestillinger på daglig basis.

"Da det var værst, glemte jeg både kost og søvn, og min læge sagde, at det godt nok er sjældent, at pensionister taber sig på grund af arbejdsstress," smiler Sussi.

1.000 tandhjul

Der er fortsat travlt i kælderen på Ulstrup, men Sussi har fået overskuddet tilbage. Hun tager imod ordrer og sender Danellanåle til kunder i både Danmark, USA, Canada og Japan, samtidig med at hun finder tid til at sy nye tæpper. Hans Christians rolle – når han kommer hjem fra arbejdet i familiens landbrug – er at samle de 26 dele, der udgør en enkelt nål.

"Når klokken er 21, siger vi tit til hinanden, at nu gider vi ikke mere. Nu må vi op og have et glas æblesaft," smiler Sussi.

Alligevel har ægteparret ingen planer om at lægge produktionen ud af huset – medmindre den rette ildsjæl banker på. Stansningen af metaldelene til nålene finder dog sted i Kina og sendes med skib til Danmark.

"En af vores venner er heldigvis derovre, og han følger produktionen, fordi han synes, at det er spændende, at Danellanålen er ægte dansk og ordentlig dansk kvalitet," siger Sussi – og ryster grinende på hovedet:

"Lige nu venter vi på 1.000 tandhjul og regner med, at det er nok i et år." Hun har nemlig ingen planer om at lukke Danella, selv om hun er 73 år og Hans Christian 76.

"Vi tager det en dag ad gangen, men vi er så glade for vores hverdag," siger hun.

"Alle vores venner er gået på pension og spørger tit ”hvad med jer?”. Men vi har så dejlig en hverdag; jeg føler virkelig, jeg har haft et luksusliv."

Hvad er tufting?

Tufting – eller smyrnasyning – er en metode til at fremstille blandt andet tæpper, pudebetræk, badekåber og tasker med høj og lav luv.

Man spænder et stykke stof, fx hessian, ud på en ramme og påfører et mønster aftegnet på kalkerpapir med cementmaling eller tegner direkte på stoffet. Herefter syr man enten manuelt med Danellanålen eller ved hjælp af en såkaldt tuftepistol. Til slut limes et beskyttende lag stof på bagsiden for at sikre trådene og øge holdbarheden.

Find mere information på fx @tuftinderne på Instragram, og bliv inspireret af tuftede kunstværker på fx dyreborgstudio.com.