Få luksus på budget i Polens hovedstad: Her er vores bedste rejsetips til Warszawa
Warszawa er indbegrebet af en europæisk metropol og byens rige historie, smukke bygninger og udsøgte gastronomiske oplevelser gør det til en perfekt rejsedestination – også på budget. Vi har samlet vores bedste rejsetips til den pulserende storby, og hvad du absolut ikke må gå glip af, når du er der.
Det er en udbredt tanke, at det er dyrt at tage på storbyferie, og vi kan også hurtigt blive enige om, at storbyferier kan være en meget bekostelig affære – men det er altså langt fra alle storbyer, som vil tømme din pengepung efter en uges ferie.
Et godt eksempel på dét er Polens hovedstad, Warszawa, hvor du kan få masser af luksus på budget. Her får du både en by fyldt med historie, smukke bygninger og utroligt meget lækkert (og billigt) mad.
Med sine omkring 1,9 millioner indbyggere er det den største og mest befolkede by i Polen. Byen byder også på masser historie, for Warszawa var nemlig stærkt jødeforfulgt under 2. verdenskrig. Før krigen levede der cirka 350.000 jøder i byen, og kun cirka 20.000 jøder overlevede krigens afslutning i Warszawa.
Byen bærer sine store historiske præg med sig, og det ses på mange områder, bygninger og museer rundt i byen. Trods Warszawas forfærdelige historie har byen masser af kulturelle, gastronomiske og spændende oplevelser at byde på.
Polens hovedstad er derfor oplagt at rejse til, hvis du er på udkig efter dit næste rejsemål til en fed storbyferie – på budget. Og så kan du flyve direkte dertil på kun halvanden time. Warszawa er klart et besøg værd, og det kræver ikke mere end en weekend at opleve byens bedste seværdigheder!
Her får du den ultimative Warszawa rejseguide, hvor vi guider dig til alt det, du skal se, spise og opleve i Warszawa – og vi kan love dig for budgetvenlig luksus.
Her skal du bo i Warszawa:
Warsaw Presidential Hotel
Midt i byens centrum finder man Warsaw Presidential Hotel, som man i den grad kan kalde luksus på (nogenlunde) budget. Dette femstjernede hotel faciliterer både flere restauranter, rooftop bar med udsigt over hele byen, fitnesscenter og et nyåbnet spa med hele tre forskellige saunaer og en stor pool – og så er det endda med i prisen. Dette hotel er helt klart et kig værd, hvis du er på udkig efter central luksus. En overnatning her koster cirka 915 kr.
Læs mere om Warsaw Presidential Hotel her.
Motel One Warsaw-Chopin
Et lidt billigere, men lækkert, bud på overnatningssted er Motel One Warsaw-Chopin. Med sine lækre, moderne værelser, fine restaurant og centrale beliggenhed er det et super bud på prisvenlig overnatning. En overnatning her koster cirka 507 kr.
Læs mere om PURO Warszawa Centrum her.
Mamaison Le Regina Boutique Hotel
Dette femstjernede butikshotel har også masser at byde på, blandt andet et lækkert spa, restaurant og en klassisk, luksuriøs indretning. Det ligger lidt uden for det egentlige centrum, men har en skøn placering, hvis man vil bo tættere på den gamle, charmerende bydel, Stare Miastro. En overnatning her koster cirka 935 kr.
Læs mere om Mamaison Le Regina Boutique Hotel her.
Her skal du spise i Warszawa:
Lans
Begynd dagen med et fænomenalt morgenmåltid på Lans, inden du går på opdagelse ude i byen. De serverer en lækker brunch med alt det, der hører til, og så har de også en skøn aftenmenu. Prøv eventuelt deres grilled cheese toast og cream cheese pandekager, som smager helt genialt. God kaffe, lækker morgenmad og skønne omgivelser – hvilken måde at starte sin dag på!
Læs mere om Lans her.
Paloma Inn
De tre veninder Marianna, Kasie og Sylvia står bag den futuristiske og groovy bar og restaurant ved navn Paloma Inn. Efter covid-19 pandemien besluttede de sig for, at der manglede en space-age designet bar i bymidten af Warszawa. Og sikke et held for det, for udover at det er et helt fantastisk indrettet sted, så laver de også lækker mad og gode cocktails. Husk at reservere bord på forhånd, for der er ikke plads til mange siddende gæster, samtidig med at det (forståeligt nok) er et populært sted.
Læs mere om Paloma Inn her.
Bar Rascal
Hvis du elsker lækker naturvin, er dette lige et sted for dig. De er nemlig eksperter inden for området og er en af de største naturvinsbarer i hele verden – man fristes til at kalde det naturvinshimlen. Udover vinen serverer de lækre, delevenlige retter efter sæson for enhver smag. Om dagen fungerer det som en café, hvor du også kan få lækker, prisvenlig brunch og god kaffe. Det er et meget populært sted at komme for de unge, hippe lokale – så husk, at reserver dit bord i god tid.
Læs mere om Bar Rascal her.
Kontakt Wine & Bistro
Hvis man er på udkig efter en vild gastronomisk oplevelse på budget, skal man helt sikkert svinge forbi Kontakt Wine & Bistro lidt uden for centrum. De har nemlig fået plads på Bib Gourmands michelinguide, og deres menukort afspejler helt sikkert dette statussymbol – bare billigt! Det er nemlig ikke mange steder, at man kan få så lækker mad til under 200 danske kroner.
Hvis du vil udforske Polens Michelinoplevelser yderligere, så kan vi helt klart anbefale dig at tjekke Michelinguiden for Warszawa ud – der er masser af lignende valgmuligheder rundt i byen!
Læs mere om Kontakt Wine & Bistro her.
Andre lækre restauranter:
Udover disse fire restauranter byder Warszawa på masser af gastronomiske oplevelser. Prøv blandt andet at tjekke disse ud: Allora, Bibenda, Milk Bar, Alewino, Zabawa Bistro, Varsova, Muszelka, Musa Bar, Eter og Le Braci.
Det skal du opleve i Warszawa:
Polish Vodka Museum
Man kan ikke sige Polen uden at sige vodka, kan man det? Polen er absolut kendt for sin vodka, og det er en vigtig del af polsk kultur. Museet er det eneste af sin slags i verden og er placeret i den historiske bygning, hvor vodkafabrikken ”Koneser” destillerede sin polske vodka. Udover en guidet tour rundt på museet, hvor du får et indblik i både kulturen, processen og historien, kan du ende din tour med en vodkasmagning med fire forskellige slags vodka – det er lige til at blive tipsy af.
Læs mere om Polish Vodka Museum her.
Crazy Golf – Zagrywki
Hvis vejret ikke tillader vandring rundt i byen, findes der masser af sjove indendørsaktiviteter. Aktivitetsbaren Zagrywki huser mange forskellige aktiviteter – blandt andet beerpong, karaoke, dart, shuffleboard, arkademaskiner og vores personlige favorit – crazy golf, som er en slags udvidet minigolf. Der kan kun blive lagt op til en sjov aften her, og så er der et bredt udvalg af lækre drikkevarer i baren, som du kan tage med rundt til aktiviteterne.
Læs mere om Zagrywki her.
Old town
Midt i Warszawas højhuse og nymoderne bygninger finder man den gamle by. Bydelen Stare Miastro er rig på Warszawas historie, for efter den totale ødelæggelse af byen under 2. verdenskrig var 85% af byens huse smadret, og de måtte bygge byen op på ny ud fra gamle billeder. Så faktisk er den gamle bydel slet ikke så gammel.
Udover bydelens historie og flotte arkitektur er der masser at lave. Gå for eksempel på udforskning i byens forskellige butikker, charmerende kirker og utallige restauranter – og hvis du er heldig er der også en koncert at finde på programmet.
Historisk bustur
Hvis du gerne vil vide mere om Warszawas dystre side, er det et oplagt at tage en guidet bustur rundt i de ikke-turistede bydele. Med en ”Cucumber” retro bus fra 80’erne som transportmiddel får du i 2,5 time et helt særligt indblik i den lokale kultur, street art, skjulte historier og den resterende arkitektur fra før krigen. Det er en fed måde at få set de sider af byen på, som man ellers ikke ville få set, samtidig med at lære endnu mere om byens historiske kultur.
Læs mere om busturen her.
Andre aktiviteter i Warszawa:
Udover disse fire aktiviteter er der også en masse andet at lave. Du kan eventuelt svinge forbi Melt Museum, shoppingcenteret Zlote Tarasy, Polish History Museum, Suntago Park of Poland, Wilanów Castle, Palace of Culture and Science og Palace on the Isle.
Vi håber, at du nu er blevet inspireret til at tage en smuttur til Polens hovedstad, Warszawa. God tur!