Jonna er mor til Thomas Evers Poulsen: ”Det er nok derfor, han har så let til tårer”
Der findes kendte skuespillere, tv-værter, sportsfolk og musikere. Fælles for dem er, at der bag dem står en stolt mor, som har stået der i både med- og modgang. Vi har talt med tre mødre, hvis sønner er drejet ind på en livsbane, der har gjort dem til allemandseje. Her kan du møde Jonna Evers, som er mor til danser Thomas Evers Poulsen.
Selv som lille var Thomas kendt som én, der dansede gennem gaderne og i supermarkedet. Dansen var der altid.
Thomas har et foredrag, der hedder Jeg kan få kvinder til alt, og det kan han.
Da han gik til dans på Horbelev Kro som barn, gik hans snørebånd engang op. Så stak han bare foden frem til sin dansepartner og sagde: ”Vil du være sød at binde det?” Han var nok fire år. Han kan i hvert fald få kvinder til alt på et dansegulv. Han kan i det hele taget godt lide at gå ud på et dansegulv og vise, hvad han kan, uanset om der er tv på eller ej. Han performer bare.
Thomas dansede første sæson af Vild med dans med Mia Lyhne i 2005. Dengang havde jeg en cafe, hvor han tit hjalp med at servere, og pludselig strømmede folk til for at se ham. Han var der hele den sommer og tiltrak mange nye kunder. Det havde jeg ikke lige tænkt over.
Allerede året efter sagde han sit job som sælger i en frostvarevirksomhed op. Han har altid være fornuftig med penge, men da han kom og spurgte mig til råds, om han skulle sige op, sagde jeg: ”Spring ud i det!”
Jeg ved ikke, om han drømte om at blive kendt. Men vi har faktisk tit talt om, at det har været nemt for Thomas at være kendt. Nogle skal altid gøre opmærksom på sig selv i medierne, men Thomas har aldrig selv opsøgt det. Han kan også sige sin mening, uden at folk bliver stødt, for han gør det på en charmerende måde.
Thomas har skullet lære, at Vild med dans ikke er en dansekonkurrence, men et underholdningsprogram, hvor man ikke altid bliver bedømt på dansen. Det er vilkårene, selv om det er irriterende, at det ikke altid er de bedste, der går videre. Det er hårdt for en dansemor som mig, for jeg ser jo altid Vild med dans. Ellers har han vist aldrig haft dårlige oplevelser.
Når vi er ude at spise eller går på Strøget, og folk beder om en selfie, stiller han pænt op. En enkelt gang stod vi i kø i en isbod i Tivoli, da der kom en mand og sagde: ”Du har ikke godt af at købe is.” Det kan man da ikke tillade sig.
Da han var seks-syv år, spurgte jeg ham, hvad han ønskede sig. Så sagde han: ”Et glasskab til alle mine pokaler.” På det tidspunkt havde han været med i én turnering og vundet, men det glasskab blev fyldt flere gange siden. Thomas er konkurrencemenneske til fingerspidserne. Det er nok derfor, han har så let til tårer. Sådan er det, når man er engageret. Jeg synes nu ikke, det gør noget, at han bliver rørt, men jeg tror, det generer ham selv.
