Trine Pallesen er ikke glad for det ’halløj’, der følger med, men ”kærligheden skal nok finde mig igen”

Trine Pallesen er ikke glad for det ’halløj’, der følger med, men ”kærligheden skal nok finde mig igen”

Skuespiller Trine Pallesen er åben over for at finde kærligheden igen. Til gengæld er hun ikke åben over for alt det ”halløj”, der følger med.

For skuespiller Trine Pallesen er der ingen tvivl om, at man skal opføre sig ordentligt over for dem, man har fået børn med. Derfor er hendes relation til eksmanden også god.

”Mine børns far og jeg er der altid for hinanden, og jeg holder stadig meget af ham. Man skal fandeme opføre sig ordentligt over for mennesker, man har lavet mennesker med. Også for sin egen sindsros skyld,” siger Trine Pallesen i et interview i denne uges Hendes Verden, som er på gaden nu.

Trine Pallesen mødte eksmanden Bo Tengberg i 2000 under optagelserne til "Rejseholdet", hvor han var fotograf. Sammen fik de sønnen Sylvester i 2003, året efter datteren Mathilde og året efter igen gik de fra hinanden.

Bruddet ramte Trine Pallesen hårdt, og hun har tidligere udtalt til ALT for damerne, at det tog hende længere tid at komme videre, end hvad omgangskredsen syntes det burde.

”Jeg er et enormt monogamt menneske, jeg elsker tosomheden og er sikker på, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Derfor havde jeg aldrig forestillet mig, at vi skulle gå fra hinanden. Jeg rasede over, at han forlod mig, hvad fanden skulle han det for?!” lød det fra Trine Pallesen.

Klar til kærligheden – men ikke noget ”halløj”

Siden sin skilsmisse har Trine Pallesen oplevet at blive forelsket igen, men i dag er hun ikke i et forhold. Hun udelukker dog ikke muligheden for, at kærligheden lægger vejen forbi igen.

”Jeg har ikke nogen kæreste nu, men jeg vil måske gerne have en. Jeg er åben over for kærligheden, men ikke over for alt det halløj, der følger med,” siger Trine Pallesen og registrerer også en forandring i sig selv, når det kommer til kærlighed:

”Jeg bliver heller ikke længere så nemt forelsket, som da jeg var ung, men kærligheden skal nok finde mig igen,” siger hun til Hendes Verden.

Læs hele interviewet på linket nedenfor, hvor Trine Pallesen også fortæller om sine svære symptomer på overgangsalderen, om nye måder at være sammen med sine voksne børn på, og om en særlig kvinde, som har været den vigtigste vejleder i hendes liv.

Trine Pallesen

  • 54 år
  • Datter af skuespillerne Kirsten Peuliche og Per Pallesen.
  • Uddannet skuespiller fra Aarhus Teaterskole og blev landskendt i rollen som Gaby i Rejseholdet.
  • Aktuel i forestillingen Ta’ mig som jeg er, som hun selv har produceret i samarbejde med Jørgen Jangmark. Forestillingen handler om sangerinden Grethe Ingmann og kan ses i Tivolis Glassalen 16., 17. og 18. april. Se derudover spilleplan på www.jangmarksagentur.dk.
  • Mor til to voksne børn, som hun bor sammen med i København.