Ursula Reuter Christiansen: ”Jeg hader pornografi. Jeg synes, det er afskyeligt”

Hvad inspirerede dig til det værk, du har med i udstillingen Art & Porn?

– Jeg var i gang med at lave et maleri inspireret af Tornerose, og imens jeg stod og baksede med det meget store værk, som er tre meter langt, faldt jeg over et fotografi i avisen af kunstfotografen Nobuyoshi Araki, som har taget billeder af kvinder i bondage. De viser kvinden som bundet, fængslet og prisgivet. Der tænkte jeg: “Det her er faktisk lige præcis Torneroses historie.”

– Jeg synes, han har udtrykt den totale underkastelse og tingsliggørelsen af den kvindelige krop sindssygt godt. Jeg opfatter det ikke som porno. Jeg synes, det er et utroligt statement, hvordan han viser kvinden, der ligger der til offentlig voldtægt, tilgængelig for alle og enhver. Araki viser kvinden som et offer, som hun har været igennem hele vores kultur, her sat på spidsen som et bytte. Det er en fremstilling af den virkeligste, dybeste elendighed.

Hvor går grænsen mellem pornografi og kunst for dig?

– Jeg hader pornografi. Jeg synes, det er afskyeligt. Det er en forfærdelig udnyttelse af kvindekroppen. Menneskers udstilling af deres seksuelle bedrifter. Jeg kan slet ikke klare det. Kunstnere har til alle tider arbejdet pornografisk. Dyrkelsen af sex på meget forføreriske måder og i erotisk kunst som sådan, og det kan være spændende at kigge på fx japansk erotisk kunst, men det er noget andet end den rå brutalitet, som jeg ser pornografien som.

Hvorfor udstiller du på Art & Porn, når du hader porno?

– Jeg blev inviteret til udstillingen og blev bedt om at vise filmen Tre piger og en gris (som Ursula Reuter Christiansen lavede sammen med rødstrømpen Elisabeth Therkelsen og kunstneren Lene Adler Petersen i 1972, red.), men jeg sagde, at den intet havde med pornografi at gøre. Jeg var lige kommet til Danmark (Ursula Reuter Christiansen er tysk, red.), dengang vi lavede den film, og jeg anede ikke noget om nogen pornografilov.

– Den var ment som et virkelig stærkt feministisk statement, hvor vi kastrerer en gris og smider testiklerne ind til kattene, som ikke engang gider at spise dem. Jeg sagde til Michael Thouber (direktør på Kunsthal Charlottenborg, red.), at hvis den vinkel ikke kom helt tydeligt frem, ville jeg omgående trække filmen tilbage. Jeg deltager med den absolutte betingelse, at det skal fremgå, at min kunst intet har med pornografiens frigivelse eller titlen på udstillingen at gøre.

Hvad synes du om nutidens sexpositive feminister og deres udtryksformer?

– Jeg synes, det er forfærdeligt. Jeg fatter dem ikke. Jeg fatter ikke, at du kan kalde det feminisme at vise dine kønsdele frem, så mænd onanerer til dem. Hvis du udlægger det som feminisme, at du får mænd til at have tungen ud af halsen med spyttet løbende og erigeret pik, og du på den måde behersker manden, så gør du ham til et rent og skært handyr, og så er jeg absolut ikke med.

– For mig er feminisme ligestilling mellem mænd og kvinder. Før i tiden gik vi meget op i at sige, at vi var feminister, og det var også nødvendigt. Men når jeg ser alle de åndssvage og sindssyge former, feminismen antager nu om dage, distancerer jeg mig fra den. Så længe jeg lever, og så længe jeg kan kæmpe, vil det være for at opnå ligestilling mellem mennesker.

Hvad er den største ligestillingskamp i dag?

– Jeg ved godt, at vi i Vesten stadig ikke fuldstændig har opnået den ligeløn, vi kæmpede for dengang, men det er jo i småtingsafdelingen. Jeg er meget mere optaget af ligestilling i den globale verden. Vi er vidner til de mest uhyrlige tilstande rundt omkring i verden, hvor kvinder bliver solgt som slaver. Det er der, vi må sætte ind. Det er kvinder udsat for trafficking, jeg gerne vil tale om.

– Alt andet er i mine øjne luksusproblemer, selv om de jo kan være alvorlige nok for de mennesker, de berører. Jeg forstår godt, at nogen drømmer om en anden krop eller vil skifte køn osv., men jeg synes ikke, at det skal være i fokus. Så længe kvinder ikke er ligestillede med mænd, vil feminismen være en ligestillingskamp.