Mia er fysioterapeut i det offentlige og særligt én ting bekymrer hende

Når jeg møder på arbejde klokken 7.30, forventer jeg at møde ind til afvekslende opgaver. Det betyder, at min arbejdsdag består af en blanding mellem akutdårlige patienter og almindelige afdelingsopgaver.

Dagen starter med et morgenmøde, hvor de fleste faggrupper er med – sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter – chefen, en ledende sygeplejerske og nogle koordinatorer. Efter mødet går vi selv ud som terapeuter for at få et overblik over, hvilke patienter der er, hvilke opgaver der er vigtigst, og hvilke vi starter med. Og så går vi i gang med dagens fys-opgaver.

Vi har selvfølgelig også pauser, men der er rigtig mange møder og koordineringsarbejde i løbet af en dag.

Jeg er på 32 timer, så jeg har fri ved totiden de fleste dage. Jeg har oftest kunnet overholde mine arbejdstider. Det prioriterer jeg. Og jeg tror måske, det er nemmere at prioritere i, hvilke opgaver der godt kan vente, når man har været i faget i mange år.

Følelsen af at gøre en forskel

Min hverdag er udfordrende og travl – og det trives jeg godt i. Jeg kan faktisk bedst lide at have travlt, og det er nok også det, der gør, at jeg har været i faget i så mange år; at jeg trives med mange bolde i luften.

Derfor har det også været en god dag på arbejdet, når der er kommet alt muligt uforudsigeligt, som vi har skullet løse. Det er det, der gør mit job spændende. Fx når de ringer og siger: ”Der er en patient, og det handler om, hvorvidt han skal på intensiv, vil I prøve at gå ned og se, om I kan give noget lungefysioterapi, for om han kan få det bedre, for det er vores sidste behandlingsmulighed her?”

Så føler jeg, at det jeg gør, er noget værd. Ligesom hvis jeg står med en udskrivelse af en kompliceret patient, som skal have mange flere hjælpemidler med hjem, og familien måske har været lidt utrygge ved det, og jeg kan gå ind og skabe en tryghed for den familie. I de situationer, kan jeg mærke, at jeg gør en forskel.

Noget andet er, at jeg er virkelig glad for mine kollegaer, og det er bare ikke en selvfølge, at man har så gode kollegaer. Der er meget sjov i en alvorlig hverdag, og det er vigtigt. Altså, jeg kan finde mig i meget, bare jeg har mine gode kollegaer. De er et highlight i min hverdag – og det gælder alle faggrupper.

Det tværfaglige samarbejde er en stor del af min hverdag – og det er jeg glad for. Jeg kan godt lide alsidigheden i, at jeg snakker med så mange forskellige faggrupper i løbet af en dag. Og det betyder noget, når jeg kan mærke, at en anden faggruppe – om det så er læger eller sygeplejersker – kan bruge de inputs, som jeg er budt ind med.

Fordi vi har dagvagter, og sygeplejerskerne typisk har skiftende vagter, er vi som fysioterapeuter gennemgående i løbet af en dag. Derfor er det tit os, der har mange informationer om patienterne. Det er en force – og det skaber værdi for mine kollegaer på tværs.

Men vi står midt i en kæmpe forandringsproces, bl.a. fordi vi mangler sygeplejersker.

Store forandringer på vej

Det betyder, at vi er en faggruppe, der bliver rakt ud efter. Netop fordi vi er gennemgående i hverdagen, har vi mulighed for at hjælpe til i forhold til fx plejeopgaver. Og vi er netop blevet ansat flere terapeuter med det formål at hjælpe til. Det skal jeg vænne mig til; at det er en ny hverdag, jeg møder ind til.

Faktisk er de markante ændringer, der foregår lige nu, noget af det hårdeste, jeg har oplevet i forbindelse med mit job. Jeg er vældig god til at lægge andre ting fra mig, når jeg tager fra arbejde. Så længe jeg har en følelse af, at jeg gør det bedste, jeg kan. Jeg har som sådan ikke en følelse af utilstrækkelighed, fordi jeg altid har en backup i mine kollegaer, som jeg kan spørge, hvis der er et eller andet. Så helt grundlæggende føler jeg mig tryg og godt tilpas på mit arbejde.

De mange omstruktureringer og store beslutninger, som vi ikke selv er herre over bliver truffet, har dog været utroligt hårdt.

Én ting bliver besluttet en dag, og den næste dag er det noget andet. Så jeg føler mig lidt jagtet omkring, og man skal være meget omstillingsparat.

Det er fx lige blevet vedtaget, at vi skal til at have aftenvagter en gang om ugen. Det er sket med én måneds varsel. Fordi det er blevet vurderet, at det ikke er en betydelig ændring i vores arbejdstid.

Det er da lige en pille at sluge.

Noget andet, der påvirker mig, er tanken om, hvordan vores ressourcer som terapeuter bliver udnyttet bedst. Grundet sygeplejerskemanglen ser det ud til, at vi skal varetage flere og flere funktioner, som vi ikke har gjort før. Det betyder fx omlægning af vanlige strukturer og arbejdsopgaver – og også i fremmøde. Vi kommer til at tage mere eller mindre over på uvante opgaver.

Vi er en faggruppe, som har en bred viden, og jeg kan godt blive bekymret for, at vi ender som sådan et sundhedspersonale, der bare er der. Hvis vi skal udføre en masse opgaver, der ikke er decideret fagspecifikke, bliver vores faglighed så udvasket?

Det handler i høj grad om problemer med rekruttering af personale – i særdeleshed sygeplejersker – og det rykker på opgavefordelingen.

Jeg siger ikke, at det bliver til det værre, at vi skal til at lave nogle andre opgaver, men det ændrer på, hvordan vi som erfarne terapeuter i et afsnit skal tænke i forhold til, hvordan vi tidligere har gjort. Og det kan nogle gange være svært at skulle tænke anderledes, når man har haft nogle opgaver, som man synes er spændende og relevante, og pludseligt skal man til at lave noget andet. Så jeg er i virkeligheden bekymret for, at fys-opgaverne ryger i baggrunden.

"Jeg er i tvivl, om det giver mening for mig"

Udfaldet af de mange forandringer kan ende med, at det bliver vanskeligt at holde på de mere erfarne kræfter. Jeg synes jo, jeg har ydet en god indsats i mange år og har en masse erfaring, og pludseligt bliver der ændret radikalt i måden at arbejde på.

Jeg har spillet med åbne kort over for min leder, og har fortalt hende, at hun ikke skal være i tvivl om, at jeg er glad for at arbejde her, men at alt det her har påvirket mig så meget, at jeg må indrømme, at jeg har overvejet andre muligheder.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, at det kunne give mening – både med aftenvagterne og de ændrede arbejdsopgaver – men jeg er i tvivl, om det giver mening for mig.

Jeg kan godt nogle gange tænke, at vi skal tage et ansvar, for det er jo et sundhedsvæsen i store vanskeligheder. Og det er måske en lidt forkælet og barnlig attitude at sige: Jamen så smutter jeg bare. Men det handler om at få opvejet, hvad der er vigtigst: Er det, at jeg tager et ansvar i sundhedsvæsenet nu, fordi der mangel på så mange faggrupper, eller er det vigtigste det, jeg har derhjemme? Så jeg er nødt til at opveje, hvad der er vigtigst; mit arbejdsliv eller mit familieliv. Det havde måske været anderledes, hvis jeg havde haft børn i børnehaven, som jeg kunne have hjemme om formiddagen og så tage på arbejde om aftenen, men jeg har tre skolebørn på seks, ni og 11, og vi laver rigtig mange ting om eftermiddagen, og det bliver ikke det samme.

Én ting er, at erfarne kræfter muligvis søger væk, men jeg kan også godt frygte, at det med tiden bliver vanskeligt at ansatte nye terapeuter.

Så kære politiker, der skal passes på vores sundhedsvæsen, fordi som det er nu, så føles det, som om det smuldrer. Personalemanglen spreder sig til alle faggrupper, og i sidste ende så handler det om arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Det er to ting, der hænger sammen, og som vi simpelthen ikke må gå på kompromis med.

Vi giver offentligt ansatte en stemme

Så stor en andel af de danske lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor. Det svarer til 869.000 mennesker. Med tryk på ordet ‘mennesker’. 

Når politikere og eksperter diskuterer det offentlige, lyder det ofte som en grå masse af noget, man kan rykke rundt på, skære i, forhøje, trække penge fra, omrokere, fyre og ansætte med knips med fingrene. Sandheden er dog, at der er tale om personer, der hver dag bruger en stor del af deres vågne timer på at gå på arbejde, og som hver dag hører om deres fag i store debatter i medierne. 

ALT.dk har i denne valgkamp valgt at give et udsnit af de mennesker en stemme. Her på hjemmesiden vil vi derfor i den kommende tid udgive vidneberetninger fra offentligt ansattes hverdag. Det være sig skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og flere andre, som brænder for at have med mennesker at gøre, og som nogle gange kan føle sig overset, når politikerne taler om ‘de varme hænder’. 

Vi håber, du vil læse med og blive klogere på de offentligt ansattes hverdag - fortalt med deres egne ord.