Lærer Mette Lyngsø: "Det er et kaos at navigere i"

Jeg møder hver dag mellem kl. 7.15 og 7.30, hvor jeg forsøger at danne mig et overblik over dagen. Jeg kan godt lide at have styr på det, for når dagen først er i gang med undervisning fra kl. 8, kan det være svært at finde overblikket igen – især hvis jeg har fuldt skema, så er der bare run på.

Det er dog ikke altid nemt at få tid og ro til at danne sig et overblik, for så er der kommet en besked på Aula, som jeg skal tage stilling til og få styr på, en kollega kan have et spørgsmål eller en leder har noget, som vi skal snakke om. Pludselig er klokken fem minutter i otte, og jeg skal afsted ned i klassen. Selvom det oftest er sådan, er det stadig svært at gøre det til noget forventeligt og at forberede sig på det.

Til gengæld er det helt sindssygt, hvad jeg når at udrette på 45 minutter, inden jeg skal ned i klassen, de morgener, hvor jeg har tid og ro. Jeg kan danne mig et præcist overblik over, hvad der skal ske i de forskellige timer, jeg kan nå at skrive de beskeder, jeg ikke nåede dagen før, jeg kan få printet de ting, jeg ikke kunne dagen før, fordi en kollega brugte printeren. Der er måske noget forberedelse til en time, som jeg blev forstyrret i dagen før, og jeg kan lægge filer ind, som skal deles – alle de små ting, som jeg ikke når i løbet af dagen – og hvis jeg ikke når det om morgenen, skal jeg nå det på et andet tidspunkt.

De ting, jeg når om morgenen, har også meget at gøre med det, som jeg kommer i tanke om i løbet af eftermiddagen, aftenen og morgenen, inden jeg møder. For jeg sidder efter undervisning og forbereder mig, skriver mails og taler i telefon med forældre. Men når man har mange bolde i luften, taber man jo ofte et par stykker, som man først kommer i tanke om, efter man er taget hjem.

Det smitter af på min undervisning

For mig er det rart at kunne starte dagen med følelsen af, at jeg har overblik, og jeg har fået krydset nogle ting af min liste. Og jeg kan mærke, at der er forskel på de dage, hvor jeg har haft god tid, og hvor jeg føler, at jeg ved, hvad jeg skal, og de dage, hvor jeg føler, at jeg må trække noget ud af ærmet.

Forskellen kommer til udtryk ved, at jeg føler mig mere rolig, og det smitter selvfølgelig af på min undervisning, hvis jeg ved præcist, hvad mine elever skal, og at jeg har en plan b og en plan c, hvis det ikke lykkedes, for så kører det bare meget bedre. Jeg kan jo se, hvis det planlagte ikke fungerer for mine elever, det kan være for svært eller de har ikke energi til det, så kan vi prøve en anden opgave, som jeg også har tænkt over. Og på den måde lykkedes vi meget bedre med de emner, forløb eller tekster, vi arbejder med.

Jeg er rigtigt glad for mit arbejde, når jeg lykkedes med netop kerneopgaverne: at undervise og uddanne. Når jeg kan se, at en elev har fanget meningen med en opgave, når de selv kan mærke, at de udvikler sig, og hvor jeg kan se, at de er stolte af sig selv. Når de samtaler, vi har, rykker noget, og der er lys i øjnene – det er fandme fedt og gør en verden til forskel.

Eller når jeg taler med en kollega, og vi rent faktisk har tid til at vidensdele og sparre om noget, og hvor de fede gode ideer kommer frem. Det er så ikke altid, at vi har tid til at udføre dem, som vi gerne vil, men bare det at have tid til at sætte sig ned og være faglige – det, synes jeg, er rigtigt fedt.

Mangel på tid

Overordnet mangler jeg tid. Og det er ikke kun mig, det er også noget, jeg taler om med mine kolleger og med fagforeningen. Det er sammenstemmende for alle, at vi har så mange ideer, så mange drømme, så mange gode tanker for, hvad vi gerne vil med folkeskolen generelt og med vores specifikke klasser, men der er ikke tid til at sætte sig ned og forberede det. Der er ikke tid til sparring, og der er ikke tid til at udvikle – og det er bare i forhold til undervisningen.

Jeg bruger fx også meget tid på at skrive beskeder med og til forældre på Aula hver dag. Ofte også SMS'er og telefonopkald – og sidstnævnte også efter endt arbejdstid, selvom det egentlig ikke er meningen, at vi skal det.

Der er heller ikke tid til de elever, som har det svært, der er ikke tid til at snakke med en elev, som er ked af det, fordi jeg skal videre til et møde eller undervisning, og derved kan jeg ikke være den person for mine elever, som jeg gerne vil.

I går, da jeg havde forberedelsestid, skulle jeg vende noget med min teammakker nede i klassen. Der ser jeg en elev, som slet ikke er med, og som er trist i øjnene. Jeg snakker med hende og spørger, om jeg skal hjælpe. Jeg bliver først afvist, men da jeg går, kommer hun hen og spørger, om jeg kan snakke. Vi går udenfor, hvor hun bryder grædende sammen. Det ender med, at jeg bruger hele forberedelseslektionen på at gå tur med hende, snakke med hende, sætte mig ind i klassen og hjælpe hende, inden jeg skal videre. Det er 45 minutter på en elev, og det gør jeg gerne, for det er mit arbejde, men det tager også tiden fra noget andet. Hvis jeg da bare havde tiden til fx at kunne have en ugentlig samtale med de elever, der har det svært eller faktisk med alle elever, for de render alle rundt med et eller andet problem.

Det, der fylder mest, er undervisning og forberedelse. Jeg underviser i to meget forberedelsestunge fag, nemlig dansk og madkundskab, som kræver meget forberedelse. Derudover render vi til mange forskellige møder – det kan være personalemøder, årgangsteammøder, afdelingsmøder. Vi skal også vurdere børnenes trivsel og lave handleplaner, og vi har fået noget nyt i år, der hedder tematirsdag, som er et fagudvalgsmøde, hvor temaet fx kan være om bevægelse i undervisningen, og så har vi også pædagogiske udviklingsdage, hvor vi fx har noget om læseforståelsesstrategier i alle fag.

Men så er der også de uforudsete møder. Jeg havde fx for noget tid siden to elever, der havde smadret en af skolens computere, og det betød en lang række møder med eleverne, deres forældre, skolelederne og SSP-betjenten. Og jeg har 25 elever i den klasse, de render heldigvis ikke alle rundt og smadrer computere, men så har de måske andre udfordringer.

Eleverne tabes på gulvet

Løsningen vil være flere midler, for hvis der er flere midler, så har du flere lærere, og hvis du har flere lærere, har du mere tid. Men midlerne skal også gå til andre ressourcepersoner, som fx skolepsykologer, kontaktpersoner og støttepædagoger, som vil kunne hjælpe de her børn og unge i deres meget formative år, så de kan komme igennem de udfordringer, som de har.

Lige nu kan vi vente tre til fire måneder på at få et møde med skolepsykologen med de elever, som har udfordringer her og nu. Og vi som lærere har brug for at få hjælp og sparring med en skolepsykolog, for ja vi kan gøre rigtigt meget som lærere, men vi er ikke psykologer, vi er ikke på det niveau.

Det hårdeste ved mit arbejde er at møde elever, der bliver tabt på gulvet på grund af bureaukrati eller mangel på ressourcer. Alle de her loops, som vi skal igennem, før eleverne får den hjælp, de har brug for, tager så lang tid, fordi der er så lang ventetid på det.

Det kan lyde meget negativt, men jeg er sindssygt glad for mit arbejde, og jeg er stolt af mig og mine kolleger, for det vi rent faktisk kan. Men prøv lige at overveje, hvad vi kunne udrette, og hvad vi kunne opnå, hvis vi havde tiden og midlerne til det. Jeg er omgivet af så mange sindssygt professionelle og dygtige mennesker, som bare konstant render hovedet mod muren, fordi der ikke er ressourcerne til det, om det så er pengene eller tid – det er sådan set lige meget.

Kære politiker, du skal vide …

Jeg ville ønske, at jeg havde ressourcerne til at kunne løse kerneopgaven, nemlig undervisning, uddannelse og dannelse af de her unge mennesker til at blive medborgere i et demokratisk samfund. Men der er så meget dokumentation og bureaukrati, som jeg skal bruge tid på, og som ikke har noget med kerneopgaven at gøre.

Hvis det fortsætter på samme måde som nu, kan jeg godt forestille mig, at jeg ikke bliver i folkeskolen. Hvad jeg så skulle lave, ved jeg ikke lige, men det er et kaos at navigere i, og det kan man altså kun holde til i et vist stykke tid.

Det er jo et problem indenfor alle velfærdsområder, der lider, og det kommer de også til at gøre fremover. Der er ikke nok pædagoger, lærere eller sygeplejersker, og gad vide hvorfor? Det er, fordi de kan se, at de vilkår, vi arbejder under, ikke er særligt rare. Så hvem har lyst til at blive sygeplejerske, når du bliver behandlet på den måde, eller pædagog, når du er alene med 24 børn eller lærer, når du ikke har tid til at udføre det arbejde, som du skal? Det er da klart.

Så kære politiker. Du skal vide, at det her er et mentalt hårdt arbejde. Vi kæmper hver dag, vi kæmper for vores elever, med vores elever, forældre og ledelse, men mest af alt kæmper vi mod tid og ressourcer, fordi vi har ikke nok. Ja, vi flyder oven vande nu, men det er ikke godt, vi kunne sejle de syv verdens have, hvis der var tid og ressourcer nok, men det er ikke der, vi er.

Og jeg synes, at det er sindssygt, at vi i et så veludviklet velfærdssamfund som Danmark har en folkeskole, der lige klarer sig, når man har menneskene til at udrette noget fantastisk. Så er det bare, om man har lyst til at putte penge og ressourcer ned i folkeskolen?

Jeg ved, at jeg ikke er alene. Nu er jeg en repræsentant for lærerne her, men det er sådan her over det hele. Og selvfølgelig er der forskellige udfordringer på by- og landskoler, om skolen ligger i Jylland eller København, men tid og ressourcer er det, der mangler, for at vi kan lykkedes med projekt folkeskole, og at der i folkeskolen sidder en masse hamrendedygtige lærere og andre fagpersoner, som kan så meget, men som ikke har tiden til det. Det, synes jeg, faktisk er det vigtigste.

Vi giver offentligt ansatte en stemme

Så stor en andel af de danske lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor. Det svarer til 869.000 mennesker. Med tryk på ordet ‘mennesker’. 

Når politikere og eksperter diskuterer det offentlige, lyder det ofte som en grå masse af noget, man kan rykke rundt på, skære i, forhøje, trække penge fra, omrokere, fyre og ansætte med knips med fingrene. Sandheden er dog, at der er tale om personer, der hver dag bruger en stor del af deres vågne timer på at gå på arbejde, og som hver dag hører om deres fag i store debatter i medierne. 

ALT.dk har i denne valgkamp valgt at give et udsnit af de mennesker en stemme. Her på hjemmesiden vil vi derfor i den kommende tid udgive vidneberetninger fra offentligt ansattes hverdag. Det være sig skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og flere andre, som brænder for at have med mennesker at gøre, og som nogle gange kan føle sig overset, når politikerne taler om ‘de varme hænder’. 

Vi håber, du vil læse med og blive klogere på de offentligt ansattes hverdag - fortalt med deres egne ord.