Gitte er mor til Viktor Axelsen: ”Det endte med, at jeg tudbrølede”
Der findes kendte skuespillere, tv-værter, sportsfolk og musikere. Fælles for dem er, at der bag dem står en stolt mor, som har stået der i både med- og modgang. Vi har talt med tre mødre, hvis sønner er drejet ind på en livsbane, der har gjort dem til allemandseje. Her kan du møde Gitte Lundager, som er mor til badmintonspiller Viktor Axelsen.
Viktor var lidt anderledes som barn, for han var nærmest irriterende målrettet.
Der var altid et projekt eller noget, han kunne forbedre. Også i skolen.
Hvis noget var svært, blev han fokuseret. Da han var lille, spillede han fodbold, og på et tidspunkt var det hovedstød, han syntes var svære. Så skulle jeg lægge en bold ind til ham, som han kunne ramme med hovedet.
Heldigvis var det badminton, der kom til at interessere ham. Vi har nu aldrig sagt til ham, at han skulle blive god til badminton. Vi har snarere sagt, at han skulle passe sine lektier og spise sine havregryn.
Da han vandt VM som 16-årig, gik det op for mig, at han var kendt. Det gjorde mig også nervøs, for jeg frygtede, at alle nu ville have en bid af min søn. Han var et stort talent og første dansker til at vinde VM.
Annonse
Da han vandt bronze til OL i Rio, var vi ude at fejre det for første gang. Jeg har tit sagt til ham, at han ikke altid skal jage nye mål, men hellere se tilbage på, hvor stort det er, hvad han allerede har opnået. Det er han blevet bedre til. Men allerede som ung holdt han sine sejre for sig selv. Hans klasselærer sagde engang til ham, at det er okay lige at nævne, at man har vundet VM, når man kommer tilbage til klassen. Men nej, det var ikke noget, han fejrede. Han er altid på vej mod et nyt mål.
Han flyttede fra Fyn som 17-årig og startede på HF. Pludselig var hans barndom slut, og jeg frygtede, at nogle skulle udnytte ham. Han var jo ikke en del af et hold, som man er i andre sportsgrene, og fordi han fik sin egen lejlighed i København, kunne jeg ikke passe på ham længere.
Der prøvede jeg at tale med ham om, at han nu skulle ud i verden, og at han skulle passe på, om folk, han mødte, havde reelle hensigter. Det endte med, at jeg tudbrølede, men han sagde: ”Det kan jeg sagtens sortere i.” Hans venner elskede, at han havde lejlighed, for de ville jo sidde der og drikke øl om aftenen. Men hos Viktor blev man tilbudt grøn te. På den måde passede han ikke helt ind på HF, og det var nok derfor, han gik ud efter et år.
Der kan godt være kaos, når børn skal ud ad døren, men aldrig hos Viktor. Hans tøj lå altid foldet på en stol, så han kunne stå op og tage cyklen i skole. Det var anderledes med hans søster, som altid stod med hovedet i klædeskabet.
Viktor overholdt alle sine aftaler, for han vidste, at ellers måtte han ikke gå over i badmintonhallen om eftermiddagen. Så gik det af sig selv. Jeg er helt sikker på, at hans tøj stadig ligger foldet på en stol i dag, hvor han er voksen og bor i Dubai.
