Hun er kendt som kvinden, der splittede The Beatles, ødelagde John Lennon og provokerede med sin avantgardekunst, politiske happenings og kontroversielle performances. Vi går helt tæt på kunstneren, musikeren og fredsaktivisten, der netop er fyldt 80 år og snart er aktuel med en retrospektiv udstilling på Louisiana.
Yoko Ono er ikke en af de kvinder, der smiler med tænder og tandkød, så snart en linse zoomer ind på hende. Tværtimod har Yoko Ono på de fleste billeder, der er taget af hende gennem tiderne, et udefinerbart tomt udtryk i øjnene. Som om hun har set og oplevet ting, ingen andre har. I årene efter John Lennons død var det helt slemt. Sorgen hang i ansigtet på hende. Det kunne hun også selv se.
“Jeg vidste, at det ikke var sundt for vores søn, Sean, så en dag kiggede jeg mig selv i spejlet og prøvede at tvinge mig selv til at smile. Først så det kunstigt ud, og jeg tænkte: Ugh, vil det nogensinde blive godt nok? Men efter lidt øvelse føltes det mere naturligt, og til sidst begyndte hele min krop at smile – jeg tror, det var sådan, jeg reddede mig selv,” har hun udtalt til The Oprah Magazine.
Det er over 30 år siden, John Lennon blev skudt i porten til parrets hjem i Dakota-bygningen i New York 8. december 1980 og efterlod Yoko Ono som en af verdens mest berømte enker. For efter 11 år ved sin mands side har det primært været det, Yoko Ono har været kendt som – den tavse japanske kvinde, der fejede hen over de hvide gulve i videoen til Imagine og lukkede lys ind i den nøgne stue, mens John Lennon sang “You may say, I’m a dreamer, but I’m not the only one” bag det lige så hvide flygel, så hverken budskabet eller symbolikken var til at overse. For til sidst at sætte sig ved sin mands side, stadig tavs og med det karakteristiske tomme blik.
Måske var det mystikken omkring hende, der bidrog til opfattelsen af, at den lille kvinde ved John Lennons side påvirkede sin mand i langt højere grad, end hun offentligt gav udtryk for. I hvert fald blev hun hurtigt hadeobjekt blandt verdens The Beatles-fans – og hvem var ikke det – og mere eller mindre stemplet som eneansvarlig for gruppens opløsning i 1969. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at Yoko Ono medvirkede under de intense og ikke helt udramatiske optagelser til The Beatles’ sidste album, Let It Be. Pladens tilblivelse blev til dokumentar-filmen af samme navn, hvor det blev tydeligt for enhver, at John Lennon var en del mere optaget af sin nye kone end af The Beatles i den periode. Alligevel har Paul McCartney siden afkræftet, at det var Yoko Ono, der var skyld i bruddet. Selv har hun udtalt:
“Jeg opløste ikke The Beatles. The Beatles var en gruppe af fire meget komplekse mænd, og mine meget små hænder kunne ikke skille dem ad.”
Yoko Ono er netop fyldt 80 år 18. februar, og selv om det efterhånden er gået op for de fleste, at det var The Beatles’ massive interne samarbejdsproblemer, der var hovedårsagen til opløsningen, er forholdet til den berømte beatle alligevel stadig det første, mange tænker på, når de hører navnet Yoko Ono. Også selv om hun har en omkring 60 år lang karriere som kunstner bag sig. Noget, der i sin tid fik John Lennon til at kalde hende “den mest kendte ukendte kunstner: Alle kender hendes navn, men ingen ved, hvad hun rent faktisk laver.”
Fortsætter på næste side...Datteren blev kidnappet
Yoko Ono er født i Tokyo i 1933 i et velhavende, aristokratisk hjem. Faderen var en velrenommeret bankmand, og moderen var uddannet klassisk pianist. I sin tidlige barndom gik Yoko Ono på dyre privatskoler og blev i en periode sendt på en skole for særligt musikalsk begavede børn. Hendes hjemmearbejde bestod bl.a. i at lytte til lydene i hjemmet – ringeklokken eller en dryppende vandhane – og skabe musik ud fra dem. Familien overlevede amerikanernes bombning af Tokyo i marts 1945, som dræbte over 100.000 mennesker, men de mistede alt. Efterfølgende måtte hun sammen med sin mor og søskende flytte til et landdistrikt i det nordøstlige Japan, hvor hun oplevede en stor kontrast til sin privilegerede opvækst. Den tidligere så betydningsfulde familie måtte tigge om mad, og Yoko Ono oplevede derfor sult på sin egen krop.
“Det gjorde mig meget bevidst om, hvordan ting kan forandre sig, hvordan livets lykkehjul kan dreje så hurtigt i en anden retning uden noget varsel. Det gav mig indsigt i, hvad mennesker, hvad familier må igennem under krige, hvilket er årsagen til, at jeg har brugt mit liv på at forsøge at inspirere til fred,” har hun sagt til The Daily Mail.
Der gik dog nogle år, før hun mødte John Lennon og for alvor påbegyndte sin livslange kamp for world peace. I første omgang flyttede hun til New York i 1952 for at studere musikteori, og sideløbende underviste hun i japansk kunst. Hun blev hurtigt en del af New Yorks avantgardistiske undergrundsmiljø og performance-scene i det internationale kunstnernetværk Fluxus. Ikke en livsstil, hendes forældre var udpræget begejstrede for, da de mente, at deres datter ikke burde omgås folk, der var “under hendes rang.” Det kunne dog ikke holde hende fra digterne, kunstnerne og musikerne, som ofte hang ud i hendes loftslejlighed på Chambers Street.
Det formildede heller ikke forældrene, at hun i 1956 giftede sig med den japanske avantgardemusiker Toshi Ichiyanagi, selv om Yoko Ono beskrev ham som ortodoks og konservativ. Da deres forhold endte i 1962, tjekkede hun ind på et sanatorium, og inden der var gået et år, var hun gift igen. Denne gang med den amerikanske jazzmusiker og promoter Tony Cox, som havde fået øjnene op for hende efter at have set hendes kunst udstillet i Tokyo.
I 1963 fik parret datteren Kyoko, men da Yoko Ono havde travlt med sin kunstneriske karriere, var det manden, der primært tog sig af datteren. Da parret blev skilt i 1969, fik Yoko Ono efter en længere kamp alligevel tildelt fuld forældremyndighed over datteren. Det fik to år senere faderen til at kidnappe datteren, som han i årevis holdt skjult i en kristen kult.
“Det var så forfærdeligt. Jeg blev ved med at forestille mig, at jeg talte til hende, men jeg kunne ikke tale til hende. Jeg vidste ikke, hvor hun var. Det var en kidnapning og en meget svær situation. Hun elskede sin far så højt, det var ham, der havde taget sig af hende, og han havde sagt meget tydeligt til hende, at hvis hun ledte efter mig, ville hun aldrig se ham igen.”
Datteren nåede at blive 31 år, før de to blev genforenet.
Fortsætter på næste side...
Nøgne bagdele og døde fluer
I løbet af første halvdel af 60’erne blev Yoko Ono et kendt navn på den internationale scene for performancekunst, og hun både udstillede og optrådte rundt omkring i verden. Barndommens oplevelser, de mislykkede ægteskaber og ikke mindst tabet af datteren bearbejdede hun med kunsten.
“Processen med at lave kunst er lige så værdifuld som kunsten selv. Ved at eksperimentere med sorg og vrede kan du føle dig mere kreativ og være mere kreativ, du kan komme om bag ved din smerte og negativitet. Folks reaktioner på mit arbejde er ikke nødvendigvis vigtige – det er fint, hvis de har forskellige meninger. Hvis modtagelsen er god, føles det godt, men det, jeg skaber, har mere at gøre med mig selv.
Når jeg udtrykker mig selv, føler jeg mig fri,” har hun fortalt til The Oprah Magazine.
Budskaberne i Yoko Onos værker var dengang som i dag ekstremt simple og indeholder ofte konkrete instrukser til publikum. I 1964 udgav hun bogen Grapefruit, der netop bestod af instruktioner, hvor det var op til læseren at fuldføre værkerne. Fx værket med titlen Malerier eksisterer kun, når de bliver kopieret eller fotograferet, som blot indeholdt teksten: “Lad folk kopiere eller fotografere dine malerier. Destruer originalerne.” Et andet af hendes kendte værker er performanceakten Cut Piece fra 1965. Her opfordrede hun publikum til en ad gangen at træde op på scenen og klippe et lille stykke af hendes tøj, så hun til sidst sad tilbage næsten nøgen.
Det er dog ikke alle værker, der indeholder instrukser. Det gælder fx et af de mest kendte værker med titlen No 4, eller Bottoms, som det også bliver kaldt: Nøgne bagdele filmet close-up, mens baldernes ejermænd går i en trædemølle. Helt frem til i dag er hun fortsat med de simple budskaber, der ofte inspirerer til fred og kærlighed. Fra Wish Tree i 1996, hvor publikum blev opfordret til at skrive sedler med ønsker og efterfølgende hænge dem i et træ opstillet til lejligheden, til hendes budskaber på de sociale medier. I en alder af 80 år er Yoko Ono nemlig særdeles aktiv på såvel Facebook og Twitter som Instagram og Pinterest. I december delte hun fx dette budskab med sine godt 130.000 Facebook-fans:
WATCH PIECE II
Watch a fly slowly dying on the windowsill.
Watch its movement and how long it takes
for it to become completely still.
Thank the fly, in your mind, for showing
what you may go through one day.
Fortsætter på næste side...
Forelsket, men udstødt
Yoko Ono var så optaget af kunsten i 60’erne, at det tilsyneladende slet ikke var gået op for hende, at verden i samme periode var ved at falde på halen over The Beatles. Både hun og John Lennon har i hvert fald påstået, at Yoko Ono ikke anede, hvem han var, da han i 1966 besøgte en af hendes udstillinger i London. Det var på galleriet Indica, som var ejet af sangerinden Marianne Faithfulls mand, kunstneren og galleristen John Dunbar.
“Jeg kendte The Beatles, men det eneste navn, jeg kendte, var Ringo, fordi det betyder æble på japansk. Da John kom, lignede han ikke en rockmusiker eller en kunstner. Han var en almindelig mand i jakkesæt,” har hun sagt til The Observer.
John Lennon kendte ikke det store til avantgardekunst, men han havde hørt om en spektakulær kunstner og besøgte derfor udstillingen. Her fik han øje på værket Ceiling Painting. På afstand blot en stige midt i et rum, men kravlede man helt op i toppen, kunne man gennem et forstørrelsesglas se teksten YES skrevet med bittesmå bogstaver.
“Det var så positivt. Jeg følte mig lettet. Det var en stor lettelse at nå op til toppen af stigen og kigge igennem forstørrelsesglasset, og der så ikke stod NO eller FUCK YOU eller noget i den stil. Jeg var meget imponeret,” sagde John Lennon til magasinet Rolling Stone i 1970. Han var på det tidspunkt stadig gift med den noget mere anonyme Cynthia, men de to gik fra hinanden, efter at hun havde fundet Yoko Ono sammen med John Lennon i parrets hjem iført hendes badekåbe. Yoko Ono blev i mellemtiden også skilt, og i marts 1969 blev de to endelig gift ved en ceremoni i Gibraltar. Forholdet til John Lennon blev Yoko Onos skæbne. Det gjorde hende mere kendt, end hun nogensinde havde drømt om, men det skyggede også for hendes kunst og selvstændige karriere.
“Kunstverdenen og popmusikken var ikke som nu, de blev ikke blandet. Jeg havde lige lavet filmen No 4, der var en succes, og avantgardemiljøet afviste mig. De sagde, at jeg solgte ud. Så jeg havde succes, men jeg var ensom,” har hun fortalt til The Observer.
Men selv om hun ikke længere blev opfattet som en del af undergrunden, betød det langtfra, at hun blev godt modtaget af den brede befolkning, som udgjorde The Beatles’ trofaste fanskare.
“I mange år var jeg hadet af hele verden. Da jeg mødte John, blev jeg beskyldt for at opløse The Beatles, jeg blev beskyldt for at ødelægge John, og jeg blev beskrevet som en drage. Jeg var nødt til at leve med det. John var nødt til at leve med det. Jeg kunne have vendt mig om og løbet væk, men det kom aldrig på tale. Folk talte ikke til mig, eller også var de bare direkte ondskabsfulde,” har hun sagt i et interview med The Daily Mail.
For at overleve modstanden mindede hun sig selv om at se det i et større perspektiv.
“Hver dag fortalte jeg mig selv, hvor heldig jeg var, fordi jeg havde mødt den mand, jeg elskede, jeg sultede ikke, jeg var ikke syg, der var ikke en bombe i mit hus.”
Forholdet til John Lennon var heller ikke udelukkende rosenrødt. I 1973-74 var parret separeret, og i den periode havde John Lennon en 18 måneder lang affære med parrets assistent, May Pang. Yoko Ono har siden sagt, at hun selv skubbede John Lennon ud i affæren, og at hun syntes, det var helt o.k. Bl.a. fordi May Pang var en “intelligent og attraktiv kvinde”.
“Deres affære var ikke smertefuld for mig. Jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for plads. Kan du forestille dig hver dag at føle en hadefuld vibration fra folk? Vi var så tætte, at John ikke engang ville lade mig gå på badeværelset alene. “Jeg går med dig,” kunne han sige. Også selv om det var offentlige steder som optagelsesstudierne hos EMI,” har hun sagt til The Telegraph.
John Lennon vendte efterfølgende tilbage til Yoko Ono, og han omtalte siden blot affæren som ‘Lost weekend’.
Den første mand med barnevogn
Mens Yoko Ono blev udstødt af avantgardemiljøet pga. forholdet til John Lennon, er hun omvendt blevet beskyldt for at trække den populære beatle i en mere revolutionær og radikal retning. Aktivistiske aktioner for fred fyldte især meget hos de to, som af samme grund tilbragte deres bryllupsrejse i en hotelseng på Hilton Hotel i Amsterdam i den første af de berømte Bed-In for Peace-aktioner i marts 1969 – den anden fandt sted i Montreal senere samme år. Kritikere undrede sig over, hvorfor det var nødvendigt at bruge 2.000 pund på et hotelværelse i en protest mod sult og krig, men pressen strømmede alligevel dertil i håbet om at se det frigjorte par slå sig løs på lagnerne foran kameraerne. I stedet fandt man dem iført pyjamasser på sengen, ivrige efter at formidle deres politiske budskab. Yoko Ono kæmper den dag i dag stadig for fred, bl.a. med sin hjemmeside Imaginepeace.com og med opførelsen af mindesmærket for John Lennon, Imagine Peace Tower, på Island i 2007. Men i dag erkender hun, at de første aktioner måske var en anelse naive.
“Det er en livslang mission at ændre verden. John og jeg troede, at vores Bed-In for Peace ville forandre tingene – vi var slet ikke tålmodige nok,” har hun sagt til The Oprah Magazine.
Det var ikke kun fred, Yoko Ono og John Lennon kæmpede sammen om. Hun overbeviste ham også om at kæmpe aktivt for kvinders frigørelse. Da parret i 1975 fik sønnen Sean, fortsatte Yoko Ono derfor med at dyrke sin kunstnerkarriere med uformindsket styrke, mens John Lennon trak sig tilbage for at opfostre sønnen. De tidligere eksperimenter med stoffer blev skiftet ud med eksperimenter med hjemmebag og andet husligt, og der gik fem år, før han igen gav musikalsk lyd fra sig. I dag ser Yoko Ono ham som et forbillede for moderne mænd.
“Jeg kan gå i parken en søndag og se mænd skubbe babyer. Og det er smukt. De ved ikke, at John var den første, der gjorde det. Den allerførste. Ingen anden mand var nogensinde blevet taget i at gøre det før John,” har hun sagt til Esquire.
Yoko Ono påvirkede også John Lennon musikalsk. I hvert fald blev hans lyd markant mindre poppet, efter at han forlod The Beatles. Allerede inden gruppen blev officielt opløst i 1970, lavede han sammen med Yoko Ono tre plader. I 1969 udgav de det første album under navnet Plastic Ono Band med titlen Fly, hvor Yoko Onos insisterende primalskrig i nummeret Don’t Worry, Kyoko understreger desperationen over eksmandens kidnapning af datteren – en lyd, der var inspireret af den amerikanske psykoterapeut Arthur Janovs teorier om primalskriget som middel til at komme i kontakt med undertrykte følelsesmæssige traumer.
Fortsætter på næste side...
Hæmmet af John Lennon
Yoko Ono har udgivet en lang række plader både med og uden John Lennon og laver stadig musik, men det er kunsten, der har optaget hende det meste af hendes liv. Spørgsmålet, som mange stadig stiller, er, om hun ville være blevet lige så kendt som kunstner, hvis det ikke var for forholdet til John Lennon. De senere år har der dog i kunstkredse været en udbredt opfattelse af, at hendes kunst i høj grad har sin selvstændige berettigelse. Til sommer går turen til kunstmuseet Louisiana, som åbner op for en stor retrospektiv udstilling med hende. Kurator på udstillingen, Kirsten Diegel, er slet ikke i tvivl om, at verden også ville have stiftet bekendtskab med Yoko Ono, selv om John Lennon ikke havde besøgt hendes udstilling i London dengang i 1966.
“Jeg tror faktisk, at forholdet til John Lennon har været en hæmsko for hendes kunstneriske karriere, fordi der har været så meget fokus på John Lennon. Hun arbejdede mindre med kunsten i den periode, fordi hun jo kunne se, at hver gang hun havde bare en mindre åbning af en udstilling, kastede journalisterne sig over John Lennon og ikke hendes kunst,” siger hun.
Kirsten Diegel mener desuden, at Yoko Onos kunst, på trods af det ofte avantgardistiske udtryk, er meget tilgængelig.
“De fleste af hendes værker baserer sig på nogle meget enkle budskaber, som opfordrer brugeren til selv at være aktiv og udførende. Hun er ikke en kunstner, der tvinger en opfattelse frem om, hvad rigtig kunst er, men vil gerne i dialog om det. Det er ikke den der passive beskuerrolle, hvor man går rundt på en udstilling og bliver overvældet af visuelle indtryk og flotte farver,” siger hun.
Samtidig mener kuratoren, at Yoko Ono i høj grad har været forud for sin tid.
“Hun har virkelig været banebrydende i forhold til den brugerinddragelse, hun arbejder med. Rigtig mange samtidskunstnere gør det samme, hvor det er processen, der tæller mere end det færdige kunstværk.”
Det kunne altså tyde på, at Yoko Ono efterhånden er sluppet ud af John Lennons skygge og endelig har slået sit navn fast som andet end den tavse, sære japaner, der ødelagde det hele. Hun gør i hvert fald sit for at holde både den kunstneriske og den musikalske gryde i kog. De senere år har hun fx samarbejdet med bl.a. musikere som Lady Gaga og Flaming Lips, og i slutningen af 2012 lavede hun en herrekollektion for Opening Ceremony, som naturligvis var gakket og alt andet end mainstream. Det sidste har Yoko Ono aldrig stræbt efter. Sidste år kårede magasinet Esquire hende desuden som en af historiens 75 mest betydningsfulde kvinder sammen med bl.a. Jeanne D’Arc, dronning Elizabeth I og Indira Gandhi. Efterhånden har hun også selv bemærket, at opmærksomheden omkring hende er forandret, fortæller hun i Interview Magazine.
“Jeg ved ikke hvorfor. Tiderne har forandret sig. Jeg må sige, at jeg er meget heldig at opleve det. Mange fantastiske kunstnere dør, før de bliver berømte, så jeg er heldig.”
Yoko Ono turnerer netop nu med udstillingen Half-a-Wind Show, som i disse måneder kan opleves på Louisiana d. 1. juni – 29. september 2013.
