Karin har fravalgt børn: Det var aldrig et tema for mig og min mand
Mange forestiller sig et seniorliv med børnebørn myldrende om benene, men ikke Karin. For det har aldrig ligget som en urkraft i hende at skulle have børn – og det skal ikke være fravalget af dem, der afgør, om Karin får en god alderdom, fortæller hun.
Det har aldrig ligget som en urkraft i mig at skulle have børn. De tidspunkter, hvor jeg har haft en snert af lyst, har været kortvarige. Og det har nok skyldtes, at der er en forventning i samfundet om, at når man når en vis alder, så skal man blive gift og få børn, mere end det har været en længsel i mig.
Børn var heller aldrig et tema for mig og min mand. Vi var kun i midten af 30’erne, da vi mødtes, men jeg tror ret hurtigt, han blev klar over, at forældrelivet ikke var noget, der appellerede til mig.
Det blev tydeligt, da mine veninder begyndte at få børn. Jeg syntes, det var svært at forholde mig til, for jeg levede et liv, der var meget langt væk fra deres – jeg var i min hesteboble, og de var i deres babyboble. Det var nogle af de hårdeste år i mit liv. Følelsen af at stå uden for deres snak om bleskift og amning var ensom, også selv om jeg på ingen måde ønskede at være i deres sko.
Jeg har nok altid været lidt anderledes end andre kvinder. Jeg har selv valgt det barn- og barnebarnløse liv, jeg har og får. Det er et godt og aktivt liv, hvor jeg har mulighed for at dyrke alle mine interesser, blandt andet motorcykel, heste, cykling og golf.
Jeg tror ikke, jeg var blevet et lykkeligere menneske af at få børn. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Med fravalget af egne børn kan jeg være noget for andre, blandt andre borgerne på mit arbejde samt veninders og min brors børn, fordi jeg netop har tid til at prioritere mig selv og genoplade batterierne på mine egne præmisser.
Annonse
Jeg er omgivet af de fineste børn, ikke mindst min mands søn samt lillebrors tvillinger. Vi tager på ferie og campingture sammen, ligesom jeg følger med i børnenes daglige liv og glæder mig på deres vegne, når de klarer det godt. Og så er jeg der også gerne med en skulder og et kram, hvis de er kede af det og har brug for en voksen, der ikke er mor eller far. Det overskud tror jeg ikke, jeg ville have haft, hvis jeg selv var blevet mor.
Kærlighed og omsorg kommer i mange former. Det behøver ikke være til ens biologiske børn. Jeg får brugt mit omsorgsgen, når jeg er sammen med mine veninders eller min brors børn eller drager omsorg for borgerne på mit arbejde og mærker deres glæde ved samværet. Det giver mig nok lidt hen ad den samme følelse, som en mor oplever over for sine børn og børnebørn, bare uden alle forpligtelserne.
Jeg kan godt tænke over, hvordan mit ældreliv bliver. Men i stedet for at bekymre mig har jeg garderet mig bedst muligt. Jeg har blandt andet lavet en opsparing i tilfælde af sygdom, ligesom jeg har lavet opsparinger til min brors og veninders børn, som betyder meget for mig. At jeg har fået lov at være en del af deres liv, vil jeg gerne vise min taknemmelighed over. Så håber jeg bare, de har lyst til at besøge mig, den dag jeg sidder alene på et plejehjem.
