Marianne valgte at blive reservebedste: ”Jeg har så meget kærlighed at give”
Marianne valgte at blive reservebedste for en treårig pige, selv om hun selv har børnebørn.
Jeg fik lyst til at blive reservebedste, fordi jeg er farmor. En farmor har tit ikke samme prioritet som en mormor, og jeg fik ikke lov at have mine børnebørn så meget, som jeg havde lyst til. Og jeg har så meget kærlighed at give. Djævlen for i mig, og jeg fandt en gruppe på Facebook for folk, der søger reservebedsteforældre. Og da et forældrepar i nærheden søgte til en pige på dengang to år, blev jeg interesseret.
Jeg spurgte på Messenger, om de havde fundet én. Det havde de ikke. Så kom det tidspunkt, hvor jeg fik en knude i maven – jeg vidste godt, at jeg skulle have min mand med på ideen. I starten var han skeptisk og optaget af, hvad vores børn ville sige. Det var et fremmed barn, og havde vi ikke nok i de børnebørn, vi allerede havde? Men så sagde han ja. Og det er han meget glad for i dag.
Vi indledte med, at forældrene og pigen besøgte os. Jeg satte mig på gulvet og prøvede at få kontakt med Naya. Jeg har altid været glad for børn, og jeg havde bare lyst til at kramme hende og lære hende bedre at kende. Jeg følte ikke, hun var fremmed. Der var god kemi fra starten. Siden kom vi og så, hvor de boede. Og så har vi set hinanden mere og mere. Hvis vi spørger, om vi kan låne Naya, kan vi sagtens det. Hun har mest været hos os, og vi har taget hende med ud at handle eller på legeplads, og hun sover her tit. Hun er så nem. Hvis hun vågner tidligt om morgenen, og jeg siger ”du kan godt lige ligge lidt længere”, gør hun det faktisk.
Når forældrene afleverer Naya, sætter de sig og snakker. Vi er også blevet inviteret på frokost og har haft dem til middag i sommerhuset, hvor vi havde Naya på besøg i fire dage. Der er stor tillid mellem os, og vi har det så hyggeligt. Farens forældre er døde, og morens bor i Stockholm. Så de mangler en bedste, og det er en stor hjælp, at de har nogen til at passe Naya.
Det bedste er, når vi bare leger hjemme hos os. Jeg sætter mig måske på gulvet, og så klapper jeg i hænderne. Derefter løber Naya ind på værelset og gemmer sig. Og så løber hun ind i stuen igen, og så skal vi give hinanden en ordentlig krammer. Det kan vi gøre 30 gange. Det kan blive ved og ved. Eller hun sidder i sofaen mellem min mand og mig, og så elsker hun at få den der fulde opmærksomhed. Når vi kilder hende, og vi griner alle sammen. Eller vi læser en bog højt.
Børn vækker ens kærlighed. Og jeg får så meget kærlighed tilbage. Bare det, at Nayas far fortæller: ”Hold da op, hun har glædet sig til, I skulle komme”. Eller da hun skulle herned i lørdags, og moren sagde: ”Hun har spurgt hele formiddagen: Hvornår skal vi køre?” Det giver så meget.
Kærligheden til Naya er ikke mindre end til mine biologiske børnebørn. Mine sønner synes, det er fint, at jeg er reservebedste, selv om de nok er lidt overraskede over, at jeg kunne finde på det. Men de ved, hvor glad jeg er for børn, og at de ikke kan opfylde det i forhold til den tid, jeg ser mine børnebørn.
Jeg glæder mig, til Naya får mere sprog, så vi kan gå i teateret og se Karius og Baktus. Vi skal også have hende med i sommerhus igen. Og i Zoo og Tivoli. Der er så meget at se frem til.
