Tre forældre og en baby: ”Det var og er et meget aktivt valg for os at få et barn sammen”

En bedugget nat på klubben Never Mind i København blev en familie født. Den endelige beslutning blev godt nok først truffet mange måneder, gåture og samtaler senere. Men den nat, efter en julefrokost, blev ideen om en fælles familie plantet i Moussa Mchangama, Sara Ingemann og Mia Høwisch Kristensen.

Lige på dét punkt adskiller de sig ikke så meget fra andre familier i Danmark, fordi mange forældrepar nok også har mødt hinanden på en natklub i tidernes morgen. Men med samfundets øjne skiller de sig ud fra forestillingerne om en ‘almindelig’ familie.

“Systemets måde at relatere til os på har været at sammenligne os med en skilsmissefamilie. Det har altid gjort mig virkelig trist. Vi er ikke en skilsmissefamilie. Der er ikke sket noget brud mellem os. Vores familie er skabt ud af stor kærlighed og på et grundlag af fælles værdier og drømme om fremtiden. Men det er sigende, at det er så svært at forestille sig alternative familieformer, at den eneste referenceramme for flere forældre er kernefamilier, der er blevet skilt,” siger Sara Ingemann.

I Danmark kan et barn ikke have tre juridiske forældre. Familiesystemet og -politikken – og i virkeligheden hele grundlaget for vores samfund – bygger på ideen om kernefamilien. En udpræget kristen idé, der er direkte importeret fra 50’ernes USA. Men selv om den stadig sætter standarden for den danske familie, passer den langt fra på alle.

“Det er et kæmpe skisma. I alle andre instanser er vi juridisk gyldige mennesker, der forventes at kunne tage vare på os selv. Men når det kommer til, hvordan du gerne vil være forælder, har staten en klar holdning til det. En holdning, som er baseret på en historie, som mange – også heteroseksuelle – faktisk ikke længere lever efter,” siger Moussa Mchangama.

Familiedating

I et lavt baghus på Frederiksberg bor kæresteparret Sara Ingemann, der har det kreative bureau Atelier CPH, og Mia Høwisch Kristensen, der er digital channel manager hos Egmont.

Ikke langt fra dem, i indre by, bor medforælder Moussa Mchangama, der er medejer af rådgivningsvirksomheden In futurum. Vi sidder i gården uden for baghuset under en parasol på en solskinsdag, drikker og taler om deres rejse ind i forældreskabet, mens deres datter Ebba leger.

“Mia og jeg har været kærester i mange år og er ofte blevet spurgt, om vi ville stifte familie og i så fald, hvordan vi ville gøre det. Mange af vores queervenner begyndte at få børn, men de måder, de typisk gjorde det på, føltes ikke rigtig for os. Jeg kommer selv fra en kernefamilie, som jeg elsker, men jeg vidste samtidig også, at det ikke var det, jeg skulle,” siger Sara Ingemann.

Mia, Sara og Moussa kendte hinanden perifert, da de i 2017 mødte hinanden til julefrokosten, der endte på Never Mind. Men det var først, da de helt tilfældigt begyndte at tale om andre regnbuefamilier, at deres livsbaner begyndte at vikle sig ind i hinanden. Moussa Mchangama, der også er homoseksuel, havde på det tidspunkt selv gået med tanker om, hvordan han gerne ville stifte familie. Mens de talte alternativ familieskabelse og forældreskab, tænkte Moussa Mchangama: “Hov, kunne det her være noget?”

“Jeg har i mange år vidst, at jeg gerne ville have et barn, men det var vigtigt for mig, at forældreskabet udsprang af noget andet end en romantisk relation. Jeg havde lyst til, at det kom ud af en gensidig lyst til en alternativ familie,” forklarer han.

En aften i januar, hvor Moussa Mchangama havde lavet mad til dem hjemme hos sig, havde Mia Høwisch Kristensen og Sara Ingemann planlagt at spørge ham, om han for alvor havde lyst til at tale om at starte en familie med dem.

“Jeg havde også selv gået med de samme tanker og havde 100 procent på fornemmelsen, at der skulle spørges om noget,” tilføjer han med et koket smil.

“Ja, det var vist tydeligt,” griner Mia Høwisch Kristensen.

Herefter begyndte de at familiedate. Det indebar rigtige mange lange gåture rundt i København, middage hver uge, ture i sommerhus og til Berlin, hvor de gradvist lærte hinanden at kende og nærmede sig hinanden. Mange af møderne foregik lidt uden for deres sædvanlige sociale rammer, da de gerne ville være helt sikre, før deres omgangskreds fandt ud af, hvad der var i støbeskeen.

“Det var en vild tid. Det føltes både som en form for forelskelse og så overhovedet ikke. Det var så spændende og nervepirrende hver gang, vi mødtes,” forklarer Mia Høwisch Kristensen, og efter tre måneder med familiedating besluttede de sig på en sommerhustur at gå i gang med at prøve at få et barn.

“Det var og er et meget aktivt valg for os at få et barn sammen. Vi har virkelig valgt hinanden til, og vi har valgt denne her måde at gøre det på. Vi vidste, at det ville komme med nogle forhindringer, fordi vi juridisk set ikke eksisterer som familie i Danmark, og fordi vi udfordrer nogle normer, som afføder en masse spørgsmål. Vi vidste, at der var nemmere måder at gøre det på, men alligevel valgte vi hinanden. Det er en stor tillids- og kærlighedserklæring,” siger Moussa Mchangama.

“Den kærlighed, der er mellem os, kan ikke rigtig placeres. Vi er ikke venner, og vi er ikke alle sammen kærester. Det er en utrolig tæt relation og en stor kærlighed, der bor i et andet rum, jeg ikke rigtig vidste eksisterede før,” forklarer han.

Kassen og skabet

Mødet med systemet har været svært og fyldt med kringlede løsninger for de tre forældre. Efter flere forsøg i det private blev Sara Ingemann og Moussa Mchangama fx rådet til at agere par, da de skulle i gang med IVF-behandling. De vidste fra starten, at Sara Ingemann skulle bære barnet, og efter at have undersøgt forskellige muligheder fandt de ud af, at det gav bedst mening, at det var Sara Ingemann og Moussa Mchangama, der skulle være de juridiske forældre.

“Det var mest ligeværdigt for os, nu hvor Mia og jeg boede sammen,” forklarer Sara Ingemann.

Det betyder, at Mia Høwisch Kristensen ikke har de juridiske forældrerettigheder, hvilket i flere henseender har resulteret i, at hun er blevet usynliggjort af systemet.

“I sundhedssystemet er der systemer, man skal følge, og kasser, man skal puttes i. Det er en meget mærkelig følelse at sidde sammen som familie og blive ekskluderet. Det gør, at man konstant kommer til at tænke: “Må jeg overhovedet være her? Kommer jeg til at møde modstand?” Det er virkelig hårdt at have de tanker og føle sig usynliggjort,” siger hun.

“Problemet er også, at det bliver personafhængigt. Du ved ikke, om du kommer til at møde en i sundhedsvæsnet, der er accepterende, eller en, der ikke er. Den utryghed og usikkerhed er svær.”

Noget af det sværeste var dog fødslen, forklarer de. Sara Ingemann var i fødsel i 48 timer, og det endte med et akut kejsersnit. På operationsstuen måtte der kun være én pårørende. Mia Høwisch Kristensen og Moussa Mchangama besluttede i fællesskab, at det var Mia, der skulle være ved Saras side, selv om det var et hårdt valg.

Chefjordemoderen fangede heldigvis situationen og fandt på en løsning, som ganske vist var lidt aparte. Hun gjorde plads i et skab i et vaskerum, der lå lige op ad døren ind til stuen, hvor Moussa Mchangama så kunne stå. Da Ebba kom ud og blev taget hen for at blive vejet, kunne han lige give hende et kys på panden, inden hun blev givet tilbage til Mia, der derefter viste hende til Sara. Moussa skulle ironisk nok ind i skabet igen for at få lov at være med.

“Alle, der har været igennem et inseminationsforløb, ved, at det er utrolig stressende i sig selv. Så det ekstra lag af angst og frygt dræner dig,” siger Moussa Mchangama.

“Vi har også mødt utrolig mange søde, dejlige og forstående mennesker i det her forløb. Så det er mere systemet, der er rigidt og ufleksibelt og ikke menneskerne i det,” siger Sara Ingemann. Derfor arbejder de også meget aktivt for, at systemet bliver mere fleksibelt. Moussa Mchangama har deltaget i et hav af talks og podcasts om emnet, og Mia og Moussa var til høring i Folketinget i 2020.

Et værdipapir

En person, som har haft stor betydning for den lille familie, er sexolog og jordeperson Camilla Tved, som rådgiver queerfamilier, og som de tidligt tog kontakt til og stadig ser den dag i dag. Som regnbuefamilie med tre forældre vælter man sig ikke i rollemodeller, og derfor var Camilla Tved utrolig vigtig for dem. En af de ting, hun sagde, de skulle gøre, inden Ebba blev født, var at lave et værdipapir, der skulle handle om, hvordan de gerne ville være familie, og hvilke værdier, der skulle være deres fælles grundlag.

“Her tror jeg, vi adskiller os fra andre familier. Vi har talt utrolig meget om værdier og familieidealer og fandt hurtigt ud af, at vi alle har en normkritisk tilgang til det at være familie. En tilgang, som skinner igennem alt, vi gør,” siger Sara Ingemann.

“Vi skrev bl.a. værdipapiret for at sikre Mia, men det var også utrolig vigtigt for mig, at vi talte om alt det, vi gerne ville sammen som familie. Folk får det hurtigt til at handle om, hvordan vi skal dele Ebba imellem os, nu hvor vi er tre. Men det er slet ikke vores tilgang. Vores fokus er at skabe et stærkt og kærligt familiefællesskab.”

Nogle af de ting, de talte om og skrev ned, var fx spørgsmål som: Hvad betyder det for opdragelsen, at vi har forskellige køn? Hvad betyder det, at vi alle er feminister? Hvad betyder det, at Moussa Mchangama er sort, og Mia Høwisch Kristensen og Sara Ingemann er hvide? Hvad betyder det, at vi er antikapitalister? At vi er bekymrede for klimaet? Det har medført en masse vigtige samtaler, som har skabt en fælles forældrepraksis.

“Vi har ikke talt ret meget om barnevogn, navn eller vuggestue og behøver ikke at spørge hinanden, om vi skal købe nyt tøj. Vi har den grundholdning, at vi arver. Takket være værdipapiret har vi haft utrolig få konflikter. Det har gjort alverden,” siger Sara Ingemann.

“Og jeg synes også, at vi har efterlevet det. Det har været et vigtigt grundlag for os som familie,” siger Mia Høwisch Kristensen.

“Jeg tror, det har fungeret som en bro mellem os,” tilføjer Moussa Mchangama.

“Camilla Tved var helt utrolig vigtig for os. Modsat systemet bekræftede hun os, gav os et sprog og sagde: “Hvor er det dejligt, at I har fundet hinanden og skal skabe en familie sammen,” siger Sara Ingemann.

På mange måder minder hverdagen i familien om andre børnefamiliers. Mellem klokken 17 og 19 er der fast fælles familietid, hvor de sammen mødes hos enten Sara Ingemann og Mia Høwisch Kristensen eller hos Moussa Mchangama. Der bliver set Minisjang, danset rundt om spisebordet eller læst bøger sammen med Ebba, alt efter hvad hun og de har lyst og energi til. Og Moussa Mchangama står næsten altid for maden. Efter Ebba er blevet puttet ved 20-tiden, har de voksne tid til sig selv – eller deres parforhold.

“Vi har selvfølgelig forskellige roller og indtager forskellige positioner i familielivet. Men vi er meget lige i alt, vi gør,” siger Mia Høwisch Kristensen, og Moussa Mchangama stemmer i:

“Noget af det, der har gjort os så lige, tror jeg, har været, at vi alle sammen har taget barsel og haft tid alene med Ebba. Det normkritiske kan meget nemt blive fremstillet, som noget vi trækker ned over vores barn, men det er det slet ikke.”

På et tidspunkt sagde Camilla Tved til dem, at det ikke var muligt at opnå total ligestilling fra starten i en familie, hvor der er en, der ammer. Så frem for at tvinge det igennem skulle de hvile i, at de alle kommer til at være favoritter på forskellige tidspunkter.

“Det var virkelig rart at høre, når man ikke er den, der ammer,” siger Moussa Mchangama.

“Vi kunne godt prøve at lave et skema for den normkritiske opdragelse, men det giver ikke mening, når du har med et barn at gøre. Det vigtigste er, at vi viser, at vi er forældre sammen, at vi løfter i flok; at det ikke bare er mor, der laver mad, vasker tøj, tager barslen og generelt står for omsorgsarbejdet i hjemmet. Det er rammen for vores familie, der er anderledes. Det er ikke Ebbas behov, eller det hun har brug for,” forklarer han.

Det vestlige samfund er bygget op omkring den heteronormative kernefamilie. Systemet og samfundet er skruet sammen på en måde, som tilgodeser en familie med to forældre, som begge kan tjene penge til familien og samtidig være med til at holde samfundet i gang. Det er den, der bliver vist billeder af, og den, vores sprog, jura og sundhedssystem tager udgangspunkt i.

Men det er ikke alle, der passer ind i den model i Danmark, hvor cirka 42 procent af par bliver skilt (2021), og hvor minimum 1.465 af de homoseksuelle par, der er gift eller lever i et registreret partnerskab, har børn (2019). Dertil kommer et kæmpe mørketal, der bl.a. inkluderer familier som Moussa Mchangama, Sara Ingemann og Mia Høwisch Kristensens og alle de regnbuefamilier, der fx heller ikke er gift eller registreret, forklarer Moussa Mchangama.

“Der er stadig en politisering af kvindekroppen og en kristen opfattelse af, hvad det vil sige at være en familie, og det er utrolig vigtigt at blotlægge samfundets fortællinger om den ideelle familie. Hvis dit voksenliv skal være fuldendt, skal du have 1,8 barn, fuldtidsjob, børnefødselsdage og gæld i banken. Men den pakke er hængt op på ideen om to forældre, og der skal virkelig ikke meget afvigelse til, før den definition ikke længere holder. Når samfundet ikke kan rumme andre former for familier, er der mange, der slår sig og nemmere falder udenfor,” siger Moussa Mchangama.

En familie som Mia Høwisch Kristensen, Sara Ingemann og Moussa Mchangamas er ikke ny i en dansk kontekst. Der er andre familier med tre forældre, som har eksisteret i årevis, forklarer de. Og det er ikke, fordi de med deres normkritiske tilgang vil ødelægge kernefamilien og afskaffe alle andre former for familiekonstellationer.

“Tværtimod. Der er også masser af regnbuefamilier, der simulerer kernefamilien, og det er helt ok. Vi vil gøre systemet mere fleksibelt, så det kan rumme flere former for familier. Fordi, det allerede er realiteten,” siger Moussa Mchangama.

Mia Høwisch Kristensen og Sara Ingemann nikker. Det er ved at være ulvetime, og vi skal til at runde af, men inden vi siger farvel, tilføjer Sara Ingemann:

“Vi har ikke haft mange rollemodeller at spejle os i, men vi har haft hinanden. Vi er hinandens rollemodeller. Det er fantastisk, men det er ikke sikkert, at andre familier er så heldige. Det er utrolig vigtigt, at ideen om en familie, og fortællingen om, hvordan den skal se ud, udvides.”