Anna Bjerger: "Det er vores valg at være kunstnere med et usikkert liv, og det er dejligt at kunne give vores børn det her"

– Välkommen, siger Anna Bjerger, der kommer storsmilende ud af sit røde træhus, så snart hun hører bildækkene i gruset. Hendes adresse vækker ingen genklang på gps’en, og gæster må køre efter hendes instrukser: Efter Pjätteryd, der er nærmeste by, skal man køre forbi en skole, så en kirke, og ved et skilt tre kilometer længere henne ad skovvejen, som man har for sig selv, kommer en lille stikvej, og så er det første hus på højre hånd. Her i den enorme nåleskov bor den svenske kunstner med sin mand, deres tre børn, hunden Frankie, to katte og 12 høns. Familien råder over to huse i klassisk svensk ødegårdsstil. I det ene, som er en gammel lærerbolig, bor de, og i det andet, som engang var en skole, arbejder Anna Bjerger og hendes mand, britiske James Aldridge, der også er billedkunstner, i hver deres atelier.

Maler ud fra fotografier

Anna Bjerger viser indenfor i sin del, der indtil 50’erne tjente som lilleskole for børnene på egnen.

– Siden skolen lukkede, har der vist mest boet duer, siger hun.

– Så vi måtte rive alt ud, skrabe væggene ned og male fire gange, før vi kunne være her.

Her er virkelig hyggeligt af et ikke-isoleret, højloftet skolelokale at være. Vi sætter os til rette i to brune lænestole foran en gammel, guldfarvet pejs, der automatisk trækker én til sig i rummet. Anna Bjerger er klædt i blå overalls med malerpletter, og Frankie ligger ved hendes fødder. Alt ved stedet er roligt. Støvregnen falder stille, og træet i pejsen knitrer, mens Anna Bjerger giver sig til at fortælle om sin kunst.

Anna Bjerger arbejder med figurativt maleri og har sat et dogme for sig selv, som hun altid følger. Hun maler kun ud fra gamle fotografier, som hun finder i bøger. Hun vil gerne redde nogle af de smukke billeder, der allerede findes som uberørte sider i gamle bøger, som ingen nogensinde åbner, fra total glemsel. Hun er teknisk dygtig, hendes billeder kan samlet betegnes som smukke, og så er de, som en af hendes fans, den norske forfatter Karl Ove Knausgård, bemærker i forordet til en bog om hendes værker: “Den slags billeder, som stadig giver dig noget nyt, selv om du har kigget på det hundrede gange.”

Bøgerne finder hun på loppis rundt omkring.

– Du kan se mit arkiv derovre, siger hun og peger på to store bunker gamle bøger i total uorden i to forskellige hjørner af det rummelige atelier.

– Man kan jo male hvad som helst. Verden er åben, men jeg kan godt lide at sætte det her som en begrænsning for mig selv. I begyndelsen arbejdede jeg med personlige billeder fra mit eget liv, men nu eksisterer det personlige i selve skabelsen. Når jeg overfører et motiv til maleri, gør jeg det til mit eget. Jeg forholder mig ikke slavisk til forlægget, men går efter kompositionen og tillader mig at læse mine egne ting ind i motivet og gøre det til mit, siger Anna Bjerger.

Hvilke malerier, der kan spores tilbage til hvilke billeder i hvilke bøger, vil hun ikke sige, for det er ikke vigtigt, synes hun. Men blandt de titler, der ligger fremme nu, finder man bøger om den franske kunstmaler Cézanne, en bog om svenske fugle, et årsskrift fra Svenska Turistföreningen fra 1977 samt Stunt och Våghalsar, som hun ikke har brugt billeder fra endnu.

– Men jeg har et, der ligger og venter, siger hun. Nogle billeder river hun ud af bøgerne og gemmer i flere år, før hun finder den rette serie eller kontekst, de skal indgå i.

– Jeg arbejder ikke direkte med noget tema, men det begynder tit med en tanke eller en idé, og så udvikler det sig organisk. Hvert billede leder mig videre til det næste, og så har jeg en serie. Det er meget svært at planlægge og forudse, hvad der skal ske.

Idéerne kan også komme fra steder, hvor Anna Bjerger mindst venter det. Hun giver et eksempel:

– Engang var jeg på en badeplads i England, hvor der var en engelsk mand, der havde så hvide ben, at de næsten var blå. De havde aldrig nogensinde set solen, og jeg havde aldrig set noget så hvidt, siger hun og griner.

– Det inspirerede mig til at undersøge og arbejde med den hvide farve, da jeg kom hjem.

Arbejdsmetode

I øjeblikket arbejder hun med kvadrater. De hænger i forskellige størrelser og temaer rundt omkring i atelieret. Nogle står op ad væggen, et andet er klemt ind på en høj hylde, og der hviler også et par stykker på nogle høje paneler. De kvadratiske værker er til Anna Bjergers udstilling på Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen i København. Det er hende, der har valgt, at værkerne skal være lige så høje som brede, og siden hun tog den beslutning, har hun tilbragt mange timer i lænestolen foran pejsen med at studere kvadratet som fænomen, kvadratiske malerier og de kunstnere, der maler dem.

– Der findes ikke så meget figurativt maleri i kvadrater. Det er lettere at tænke et motiv ind i et liggende eller stående format. Et kvadrat er meget mere åbent og abstrakt, så det er en helt anden udfordring at balancere motivet indenfor den ramme, siger Anna Bjerger, der kommer til København med 16 værker.

– Og nu har jeg vel, hun kigger sig omkring, mens hun tæller, 7-8 værker, som måske kan bruges.

I dag arbejder hun, på grund af vores aftale midt på dagen, ikke. For når hun først går i gang med et maleri, vil hun helst ikke holde pause. Hun foretrækker at lave sine billeder færdige i ét stræk.

– Jeg arbejder meget intuitivt og skal gerne selv blive overrasket i processen. Arbejdet bliver meget bedre af, at jeg nærmest bliver ført med af penslen. Det er ligesom at trykke start, og så går jeg bare i gang. Hvis jeg stopper for meget op og tænker over, hvad jeg er i gang med, kan billedet let blive kunstigt og fortænkt. Derfor holder jeg ikke pauser. Det kan man også se i mine penselstrøg. Man kan næsten se bevægelsen i penslen, siger Anna Bjerger.

Metoden er effektiv. Et billede tager hende maks. 10 timer, og nogle gange kun to, at lave. Hun vender nødigt tilbage næste dag for at rette noget til, for så ryger dynamikken i både proces og udtryk. Resultatet af gårsdagens anstrengelser står på gulvet. Maleriet forestiller en masse svømmere i oprørt hav.

– Det, der interesserede mig, var kompositionen med de her svømmehætter. Det er et billede, jeg har haft liggende længe, jeg har bare ventet på den rette kontekst, siger Anna Bjerger, der altid starter sine malerier med en grundfarve som komplementærfarve til selve motivet. I dette tilfælde rød som modsvar til det blågrønne vand.

På et bord under et højt vindue ligger 2-300 sølvfarvede tuber med oliemaling, som Anna Bjerger køber i Malmø. Som lærred bruger hun aluminiumsplader, som hun får bragt ud fra en forretning i Helsingborg.Hun tager de nødvendige tuber, trykker maling ud på en bordplade, som hun bruger som palet, og blander efter behov. Hun arbejder med alle farverne på én gang, det er mest dynamisk, så sætter hun svensk P1 på, går i gang og stopper ikke, før billedet er færdigt. Eller før der er lunsj.

Skovens ro

I dag er det hendes mand James’ tur til at lave frokost. Anna har på forhånd spurgt, om vi vil spise med, så vi går de 10 meter over gården til huset, hvor der indenfor i varmen dufter af græskarsuppe og ristede brødcroutoner. Den gamle lærerbolig er en drøm af et romantisk familiehus på landet med hyggekroge, gamle træskabe og kunst på væggene, dog ikke Anna Bjergers egen. Nu hvor hun bor og arbejder samme sted, er hun meget omhyggelig med at adskille de to ting. Hun arbejder fra 9 til 17 i atelieret og holder derefter fri i huset.

De to mindste børn, Ove på 10 år og Freja på 14, er hjemme.

Anna Bjerger er selv vokset op i naturen, på den svenske ø Öckerö, der ligger ud for Gøteborg. Det var et fantastisk sted at vokse op, synes Anna Bjerger, der hele sin barndom kørte øen rundt på cykel, uden at nogen holdt øje med hende.

– Det var også 70’erne, siger hun og griner.

– Men det er samme forhold til naturen, jeg gerne vil give videre til mine egne børn, og det tror jeg, er lykkes. De er i hvert fald meget ude i den, siger hun.

– Selv om Liv synes, det er lidt tøft at være 16 og bo i en skov, siger Anna Bjerger om datteren, der ofte tager sin scooter til den nærmeste storby, Älmhult, hvor hun går i gymnasiet. Liv var to år, da familien flyttede fra en etværelses lejlighed i London til et stort hus i en stor skov i Småland. Det var 25 minusgrader, da de ankom i februar 2005, en stor storm havde lagt alle træer ned, naboerne var uden el i en måned, der var sne overalt, og Liv sad på en kælk og gjorde store øjne.

– Det havde hun aldrig set i London! siger hendes mor.

Anna Bjerger nåede at bo i London i 11 år. Først gik hun på en forberedende kunstskole, og så kom hun ind på den prestigefyldte kunst- og designskole Central Saint Martins og siden Royal College of Art, hvor hun mødte sin mand. Hans atelier er en tilbygning til hendes i skoven, selv om det ikke oprindeligt var tanken, at de ville slå sig ned her. De elsker begge London og tænkte, at det var vigtigt for dem som kunstnere at være tæt på kunstscenen dér. De brugte byen meget, tog på udstillinger og syntes, at det var dejligt at bo i Covent Garden.

– Som kunstner er London et virkelig godt sted at være. Det føltes som centrum for alt, men da vi tog af sted, syntes vi jo, at centrum var her, hvor vores familie er, siger Anna Bjerger.

De tog egentlig bare til Sverige på sommerferie, men da de så de mange tomme huse på egnen, fødtes tanken om at slå sig ned i den svenske skov og få arbejdsro og tid med familien. Før de havde set sig om, havde de taget et lån og købt de to røde huse for sammenlagt 300.000 svenske kroner. Planen var at prøve det af i to år. Nu er der gået 14.

Det starter med en gåtur

Hver dag starter med en gå- eller løbetur i skoven med Frankie. Anna Bjerger viser ruten.

– Det føles ikke som et kompromis at bo her væk fra byen. Det er vores valg at være kunstnere med et usikkert liv, og det er dejligt at kunne give vores børn det her, siger Anna Bjerger på grusstien, omgivet af grønne træer.

– Vi holder vores udgifter nede, så vi har råd til at rejse, og vores børn ser andet end Pjätteryd, siger hun. Vi møder ingen på eller udenfor vejene, hvor Anna Bjerger også godt kan lide at gå. Men der har været nogen før os.

– Det her er vildsvinespor, siger hun. Elge er der også mange af i skoven, naboer har de nogle få af, som de kender rigtigt godt, og ellers er området velbesøgt af danskere, der køber billige ødegårde og kommer herop i ferierne. Men derudover er der ikke andet end absolut ro og fuld koncentration at komme efter, siger Anna Bjerger.

Naturen kan ikke direkte aflæses i hendes malerier, men omgivelserne tillader hende at arbejde koncentreret med kunsten. Inde fra atelieret og på sine mange ture i skoven lægger Anna Bjerger mærke til de små forandringer, når årstiderne skifter, og det giver en god rytme til arbejdet.

– At være isoleret herude, at have så kort til arbejdet og god tid til selve kunsten skaber en kontinuitet, der ellers er svær at finde, når man har tre børn. Her er ro og tid til at arbejde, og jeg kan virkelig fokusere. Der er jo intet andet at lave her, siger hun og griner.

Anna Bjergers udstilling, Silence, kan ses på Galleri Bo Bjerggaard til 5. juni. Bjerggaard.com