Kunst fylder meget hos Marie Nipper: Det er en forlængelse af min personlighed
Marie Nipper, 43, er direktør for kunstmuseet Arken. Hun prioriterer kunsten frem for matchende porcelæn og pænt bestik og bor med huset fuld af den slags kunst, der ikke altid lige er til at spotte.
Artiklen er første gang bragt i RUM.
“Både min mand og jeg arbejder i kunstbranchen, og vi bliver tit forelsket i de kunstnere, vi arbejder med, heldigvis ikke romantisk, men fagligt, og vi nyder at bo med den kunst, vi holder af. Når jeg arbejder i institutionel sammenhæng, handler det om at se på kunsten, hænge den op og installere den på en helt anden måde end herhjemme, hvor kunsten bliver en del af vores hjem ligesom møblerne – og børnene.”
“Jeg købte mit første værk, da jeg var 12-13 år gammel. Det var af den danske kunstner Sven Dalsgaard, og jeg har det stadig. Det næste jeg købte, på auktion, var af Gun Gordillo. Ikke et neonrør, men et andet værk, der også hænger i min stue – med en fjer. Jeg kendte Gun Gordillo, fordi vi boede i Paris, da jeg var barn, hvor jeg blev slæbt med til ferniseringer, og hun var en af dem, der gjorde det godt internationalt på det tidspunkt.”
“Jeg har altid godt kunnet lide at være sammen med kunsten. Det kommer helt sikkert fra mit barndomshjem og er blevet forstærket af, at jeg arbejder med kunst professionelt. Kunsten er altid foran, for kunstnere er hele tiden ude at søge og gå nogle veje, de ikke har gået før, og der kan vi andre kun halse efter. Kunst handler om at motivere, om fremdrift og nysgerrighed.”
“Det er lidt underligt, at det betyder noget at eje et værk, men for mig er det en forlængelse af min personlighed, og af det, jeg synes, er spændende ved livet. Kunsten hacker ind i verden og i virkeligheden på forskellige måder, og det er superspændende at se, hvordan den gør det. Det kan være en poesi, en aggression, en kritik, en absurditet. Kunsten kan repræsentere alle de måder, du går til livet på. Og det, synes vi, er dejligt at have i vores hjem.”
“Jeg har et meget lidt hierarkisk forhold til ting. Vi har ikke matchende porcelæn eller pænt bestik, men prioriterer at bruge penge på kunst. Vi går ikke efter at købe kunst af kunstnere, der har en særlig status. Tværtimod. Vi køber det, vi møder, og som inspirerer os, og det er ikke altid de store internationale navne, som andre samlere ville gå efter. Vi køber det, der berører eller irriterer os.”
“Jeg fik Jeppe Heins ballon af min mand i 40-års fødselsdagsgave. Jeg har en historie med Jeppe, fordi jeg lavede hans første store soloudstilling på ARoS i 2009. Ballonen hænger der og driller lidt og er et hyggeligt konversationsstykke. Den er i glasfiber og sidder med en magnet i loftet. Min far troede i lang tid, det bare var en ballon, vi havde pustet op, og undrede sig over, at gassen kunne holde så længe. Børnene i huset synes, den er fantastisk og får, når de spørger, lov at trække i snoren, der sidder løst.”
“Jo flere der får kunst ind i deres hjem, jo flere bliver forhåbentlig også interesseret i at udfordre deres syn på kunst. Det er lidt ligesom at lære at drikke vin – du starter med det, som umiddelbart smager dejligt vel vidende, at de, der kender noget til vin, er langt mere avancerede i deres smag. Der ligger en læringsproces bag, og sådan er det også med kunst. Du begynder med noget, der er pænt og behageligt at være sammen med, og så avancerer du ved at udfordre dig selv med værker, der måske ikke kun er pæne og rare, men som også kan noget andet.”
