Sådan skaber du smukke ting af genbrug, samtidig med at du støtter en god sag
Se her hvordan du indretter og skaber smukke ting af genbrug.
Der er masser af skønne brugte fund at gøre i Røde Kors’ genbrugsbutikker. Vi sendte BoligLivs dygtige stylist, Nadja, afsted for at opstøve ting til boligen. Her kan du se Nadjas høst og få ideer til, hvordan du selv indretter og skaber smukke ting af genbrug.
Sød pude af skjorte
Den grå pude er fra Stilleben, mens billedet på gulvet og skjorten, vi brugte til puden, er fra Røde Kors.
Sådan gør du:
Læg skjorten fladt med vrangen udad. Klip igennem begge lag af puden efter din monteringspudes mål, men sørg for, at skjortelukningen ligger midt på puden. Sy for- og bagstykke sammen på alle fire sider med 1 cm’s sømrum, og vend gennem knapåbningen. Læg monteringspuden i, og knap lukningen til.
Sød pude af skjorte
TIP
Gå på jagt i genbrugsbutikken efter en skjorte af stof, som du synes er pænt. Så kan du nemt sy en fin ny pude!
Billedvæg af nyt og gammelt
Sådan gør du:
Tag en tegning ud af dens ramme. Tegn dele af motivet op med en tusch, og dekorer tegningen med et par baner masking tape eller et par sorte prikker. Eller mal billedet over med sort fortyndet maling, som du lader løbe. Puds glasset i den gamle ramme, og sæt det fornyede kunstværk tilbage i den.
En samling af vaser og potter
Lav en smuk opstilling af brugte vaser, glas og potter i samme nuancer. Stil tingene sammen i en gruppe, og stil evt. en enkelt ting på et par gamle bøger for at skabe variation i højden. Vi fandt vaser, potter og glas hos Røde Kors, mens porcelænsskålen med facetter er ny og fra Stilleben.
Unikt sengetæppe
Vi fandt fem forskellige slags stof i matchende farver i en Røde Kors-butik og i gemmerne til tæppet her. Puden med knapper og det lille krus er fra Stilleben. De øvrige puder er fra Illums Bolighus.
Sådan gør du:
Klip stoffet i større og mindre firkantede stykker, og læg dem, så det ser lidt tilfældigt ud. Sy stykkerne sammen et par stykker ad gangen. Fortsæt, til tæppet har den ønskede størrelse, fold kanterne 1+2 cm om til vrangen og sy.
TIP
Gamle duge, pudebetræk, skjorter m.m. er perfekte at sy sit helt eget fine sengetæppe af.
Elegant til køkkenet
Vi fandt næsten alt på billedet i Røde Kors-butikker og gav enkelte af de gamle ting en mini makeover. Brætterne med grå tern og sorte og hvide striber er fra Ferm Living hos Illums Bolighus. Flisen med mønster, det brune krus og den blanke krukke med låg er fra Stilleben.
Sådan gør du:
Skærebrættet øverst til venstre: Sæt malertape på tværs af den ene ende af brættet, og mal to striber med sort maling. Lad malingen tørre, og tag malertapen af.
Nederst i midten: Pynt en gammel bakke med prikker ved at duppe hvid maling på med en rund svamp til stencil.
TIP
Kig efter genbrugsbakker, -brætter og -kurvebrikker i harmoniske toner for et lækkert look i dit køkken.
Kurve til planter
Af små kurve kan du nemt lave dine egne fine hængepotter til de grønne planter. Vi fandt kurvene i Røde Kors’ butikker.
Sådan gør du:
Bind lædersnøre eller kraftig bomuldssnor (fra Panduro Hobby) fast i kanten af gamle kurve i forskellige størrelser. Bind det fast tre steder i kurven med ca. lige meget mellemrum, og bind en dobbeltknude på kurvenes inderside. Saml snorene med en knude i toppen. Hvis du har svært ved at få snoren gennem kurven, kan du bruge en stoppenål. Hæng kurvene op, gerne flere sammen i kroge fra loftet.
► SE OGSÅ: Bæredygtig bolig: Velkommen om bord på tredje sal
► SE OGSÅ: Fremtidens parcelhus: Bygget af genbrug
► SE OGSÅ: DIY: Upcycle dit plastik