Helle Mardahl er glasdesigner: ”Det er svært at overleve, og det er svært at få respekt”
Glasdesigner Helle Mardahl lever i en slikbutik af succes, men har fokus på det, hun skaber, fordi kreativiteten er med til at fastholde den positivitet, hun på den hårde måde lærte, ikke er en selvfølge i livet, da hun blev syg af kræft. Vi har mødt hende.
Helle Mardahl har gjort det, mange designere og kunsterne kun drømmer om. Hun har skabt en forretning på sin kreativitet og sælger i dag sine pastelfarvede glasobjekter fra nogle af verdens mest ikoniske butikker.
Fra Holly Golightly herhjemme til Liberty i London og Bergdorf Goodman i New York, og Net-a-porter.com, Browns Fashion og Matches Fashion, der aflagde en millionbestilling, som blev et vendepunkt for hende.
Det er, som om folk ikke kan få nok af de mælkeblanke lågkrukker, vinglassene med bløde former, de runde pendler og de let monstrøse kander, som er slik for øjnene, balsam for sjælen og tilsyneladende præcis, hvad vi drømmer om.
Når man besøger Helle Mardahl i sit byhus på Østerbro, gentager farveuniverset sig i alt fra stikkontakter og kaffekopper til kunst og møblement og får skuldrene til at sænke sig og boblerne i maven til at springe rundt. Her er roligt og magisk. Som en blød københavnsk udgave af Wes Andersons film 'The Grand Budapest Hotel', hvor der er plads til både familieliv og kunstneriske ambitioner.
Helle Mardahl er gift med den britiske fotograf Alastair Philip Wiper, og sammen har de to drenge, Leo på 11 år og Barney på otte. Alastair Philip Wipers skarpe og humoristiske fotografier hænger rundt omkring i huset og skaber en løbende fortælling om at have øje for verden. Der er stills fra produktionsrummet på en dildofabrik i L.A. og surrealistiske interiørfotos fra et californisk beskyttelsesrum indrettet som et barbiehus.
Annonse
Ved udgangen til havestuen hænger en heliumballon formet som en tissemand, og dertil kommer Helle Mardahls egne tidligere værker, bl.a. et sæt karikerede collagefigurer i glas og ramme. Æstetikken har kant og er bemærkelsesværdigt sanselig.
“Det kræver en accept fra børnene at bo, som vi gør, for vi er måske lidt mere skøre end de fleste. Jeg mener, der hænger kunst med tissemænd på væggene. Men vi er jo deres forældre, og vi skal jo være dem, vi er,” griner hun.
Selv er hun vokset op i et villakvarter i Hareskoven nord for København. Hendes far var arkitekt og en meget æstetisk orienteret mand, hendes mor pædagog. Alting var hvidt i deres hjem, men kreativiteten fik lov at folde sig ud, og særligt hendes far har trods de hvide rammer inspireret hende til at se verden i farver.
Helle Mardahl er uddannet beklædningsdesigner fra den prestigefulde designskole Central Saint Martins i London, hvor mode, kunst og design har videre rammer end herhjemme. Kategorierne er mindre kasseinddelt, hvilket har passet Helle Mardahl perfekt.
Gennem årene har hun arbejdet på tværs af medier og genrer og har ladet kreativiteten og finurligheden været det styrende i projekter, der først og fremmest har været båret af drømme. Hun har arbejdet med skulpturer, installationer og vægmaleri, og efter et par år i modebranchen, hvor hun blandt andre arbejdede sammen med designere som Henrik Vibskov og Stine Goya, trak billedkunsten hende til gallerier i Berlin og New York.
Herhjemme oplevede hun, at det var svært at bryde igennem, når man ikke er uddannet fra det danske kunstakademi. Det var, som om det var en lukket klub.
“Det er svært at blive kunstner, det er svært at overleve, og det er svært at få respekt. Man skal virkelig være heldig, passioneret og væbne sig med tålmodighed, og jeg havde hverken tålmodigheden eller passionen.
Annonse
Det føltes ikke som min rette hylde. Og så fik jeg de her to børn og tænkte: Jeg vil gerne fortsætte med at leve mit liv, som det er nu, men hvordan kan jeg lave noget, der ligger tæt op ad kunsten, men som alligevel er noget andet?” fortæller hun.
“Og så var der glasset, som blev ved med at lure…”
Vendepunktet
Helle Mardahl har før været åben omkring den kræftsygdom, der ramte hende i december 2015 og satte tanker og ambitioner på hold.
Annonse
“Tre uger før jeg blev syg, havde jeg fundet ud af, at det var denne her vej, jeg ville gå. At det var glasset, jeg ville arbejde med. Jeg havde en idé om en glaslampe, der skulle hænge på væggen, og jeg kunne se det magiske i at putte lys i glasset, så det fik et nyt udtryk, men samtidig var et objekt, der var smukt i sig selv.”
Så blev hun syg. Og stoppede helt op. I seks måneder fokuserede hun kun på familien og sin behandling. En periode med op- og nedture, som kun dem, der har været igennem noget lignende, kan forstå og forestille sig.
“Men man skal jo om på den anden side,” siger hun.
Hvem er Helle Mardahl?
- Uddannet fra Central Saint Martins i London og har både arbejdet med mode, blandt andre sammen med Henrik Vibskov, og skabt kunst i eget navn, inden hun i 2017 etablerede Helle Mardahl Studio.
- Hun er gift med fotokunstneren Alastair Philip Wiper, der er englænder.Sammen har de to drenge, Leo på 11 år og Barney på otte. De har boet i byhuset på Østerbro i 10 år.
Da hun blev rask igen, var det med et nyt mindset. Sammen med sin mand lånte hun 300.000 kroner i banken, fandt et atelier og gav sig selv fri til at forfølge kreativiteten og det arbejde, hun havde lyst til.
“Så fab er min mand,” siger hun og lægger ikke skjul på, at opbakningen og risikovilligheden fra hans side har været afgørende for forretningen, men også for det mentale overskud, der i dag er hendes drivkraft.
“Jeg fandt et lille sted i Helgesensgade ved Søerne i København, for det skulle være nemt med børnene og tæt på. Og så startede jeg bare der og var krea uden et formål,” fortæller hun.
Eller næsten uden formål i hvert fald, for blandt de nye frø spirede også en ambition, som kun de færreste kunstnere har mod til at sige højt.
“Jeg drømte om at leve af min kreativitet og skabe en bæredygtig forretning,” siger hun.
Og så ringede hun til en glaspuster.
Under den københavnske designuge 3daysofdesign i 2017 udstillede Helle Mardahl en serie dalmatiner-prikkede lamper i mørkebrunt glas, som tog interiørbranchen med storm. I den forbindelse mødte hun Sandra Louisa Kejlskov Vinther, der i dag er partner i hendes firma.
“Før troede jeg, at man skulle gøre alting selv, men det kan man jo ikke, og det bliver kun sjovere af at være flere. Så jeg var fast besluttet på at finde nogle gode folk at arbejde sammen med. Og så mødte jeg Sandra, som kan sælge sand i Sahara. Jeg er så lykkelig for at have truffet sådan et menneske, som fuldstændig forstår mig og giver mig så meget frihed, at jeg kan være kreativ på topniveau. Og som tror på det,” fortæller hun.
Sammen knoklede de for at sætte Helle Mardahls glasvisioner i produktion, og Candy-kollektionen tog form i samarbejde med dygtige glaspustere:
“Vi samarbejder med Holmegaard omkring al udvikling af vores produkter, og de producerer også en del af dem. Men vi har også andre producenter rundt omkring i Europa,” siger Helle Mardahl.
Og snart kunne de vise verdens æstetikere, at lågkrukker i pastelfarver og unikke glas med dutter, som kirsebær på toppen af en kage, var det, de havde drømt om.
“Pludselig gik vores Instagram fuldstændig bananas, for det her var noget, folk ikke havde set før. Og så kom corona og boostede det hele endnu mere. Det er unbelievable, a dream come true,” fortæller hun.
På sidste side i en af de utallige notesbøger med planer og ideer skrev Sandra Louisa Kejlskov Vinther i starten af deres samarbejde: MARK MY WORDS. Eller i hvert fald noget i den stil. Helle Mardahl har forgæves forsøgt at finde bogen. Men da hun en dag i 2021 kom hjem til sin mand, kunne hun supplere med ordene: “Det her bliver stort.” Hun havde lige fået en ordre fra det britiske modesite Matches Fashion på 500.000 kroner, og hurtigt derefter kom endnu en bestilling – på en million.
“Det var fuldstændig vanvittige beløb for mig. Jeg vidste godt, at jeg havde fat i den lange ende, men det var først, da jeg så, at mine glas nåede så langt ud, at jeg tænkte, nu er den der. Jeg kunne begynde at betale løn til mig selv, men det største var nok at komme hjem til Alastair og fortælle, at nu sker der noget,” siger hun.
Kunsten
På et tidspunkt lå der en lille dårlig samvittighed gemt i et hjørne af succesen. Før Helle Mardahl begyndte eventyret med glasobjekter, arbejdede hun en del år som etableret kunstner med galleri i bl.a. Berlin, og med det, forklarer hun, følger en form for forpligtigelse over for dem, der har købt værker. At man bliver ved med at lave kunst. At man udvikler sig i en retning, så værkerne bliver ved med at have værdi.
“Jeg havde da tanker om, at jeg skulle blive ved at lave kunst og havde stor respekt for mig selv som kunstner og for dem, der havde bakket mig op, så det var svært at bryde ud,” siger hun, men tilføjer også hurtigt, at alt det med dårlig samvittighed, og hvem der tænker hvad om hvem, stopper, når man bliver dødeligt syg.
“Så handler det ikke om andre mennesker, så handler det om dig selv og om at bruge den sidste tid på denne jordklode på at finde lykken. Når man når så langt ud, som jeg gjorde, udvikler man sig, og der sker en ændring oppe i hovedet. Man bliver stenhård over for alle de små ting, der ikke betyder noget. Jeg skal bare være glad,” siger hun og har bl.a. også sluppet både FOMO og trangen til at være i centrum.
“Det interesserer mig ikke at være frontfigur. Jeg ville da hellere have været fri for at få taget billeder i dag, men jeg er nu engang den, der er den. Det er mit navn, der står på produkterne, og det er mig, der er den kreative kraft. Jeg har ikke behov for opmærksomheden. Det havde jeg som ung, men det har jeg ikke mere.”
Mange af Helle Mardahls tidligere værker havde en dyster undertone, hun var skarp i de mørke farver, og motiverne var dystopiske på grænsen til det uhyggelige. Svært at forestille sig, som hun sidder der i pastelfarver.
“Jeg ændrede mig fuldstændig som menneske, da jeg blev syg. Jeg ville gå positivt igennem det, og nu vil jeg for alt i verden bevare den positivitet. Jeg skal lave noget positivt i mit liv, jeg skal leve med farver, og jeg skal tilfredsstille mine sanser, ” fortæller hun.
“Alting dufter meget bedre, alt er mere sanseligt. Jeg elsker mit liv, og jeg er lykkelig. Jeg er taknemmelig for alt, der er derude, ikke krig og lort og skidt, men generelt forholder jeg mig til det positive i livet i stedet for at dykke ned i småting.”
At have det i sig, at kunne se livet på den måde, oplever hun som en gave.
“Jeg føler mig enormt velsignet over, at jeg kan leve med sådan en holdning. Det er halleluja. Samtidig er jeg bange for at miste livet, når nu jeg er så glad for det. Det er en posttraumatisk stress, som jeg og mange andre, der har været gennem noget lignende eller noget værre, går rundt med. Den angst skal jeg have styr på, for den skal ikke ødelægge mit liv. Jeg ønsker kun det gode,” siger hun.
Taler man inspiration med Helle Mardahl, nævner hun fotografer som sine største forbilleder, og man får en tilbagevendende fornemmelse af, at hendes mand Alastair Philip Wiper er den største af dem alle. Ham mødte hun på Byens Kro i 2010. Hun var 34 år gammel, han var fire år yngre end hende. I dag er han en gave i hendes liv.
“Han er quirky som mig og lidt mærkelig, men det er ham, der styrer vores hjem, for jeg er en drømmer. Han ser livet på samme måde og observerer de samme ting som mig, men uden at fortabe sig,” fortæller hun.
“Det er fuldstændig afgørende for mig, at jeg har ham at sparre med i mit hverdagsliv. Han er ekstrem loyal og empatisk. Han elsker andre mennesker, elsker det unormale ved andre mennesker, og så har han en udpræget sans for god kvalitet,” siger hun og forklarer, at der altid er frosne glas i fryseren på Østerbro, og at hendes mand serverer en drink for hende, hvis hun beder om det.
“Vi har en fælles æstetisk entusiasme, som er vigtig. Og så er han englænder og vokset op med en fantastisk mor, som forventer meget af sine børn. De har respekt for hende, og hendes mand har behandlet hende med respekt og gjort hende lykkelig. Giv damen, hvad hun ønsker, så har du en glad kone. Det er lidt samme filosofi, vi har herhjemme. Så heldig er jeg,” siger Helle Mardahl og griner.
Ellers er det livet i sig selv, der inspirerer hende.
“Jeg får noget kreativt ud af mange ting. Jeg tænker ikke over tingene eller over, hvad jeg lavede i går. Jeg lever fra den ene dag til den anden og glemmer alt om at styre min kalender, selv om jeg burde. På det punkt er jeg anstrengende,” siger hun.
Livet i glasset
Vi snakker ofte om grusvejen frem mod succes, men sjældent om, hvad det betyder pludselig at have det. For Helle Mardahl har det givet ro. Økonomisk og mentalt.
“Man får jo et dejligt liv, når man har lidt flere penge. Jeg begyndte først at tjene reelle penge som 40-årig og har aldrig haft et job, så det giver balance, at der er kommet stabilitet, og vi ikke skal vende hver en krone og øre,” siger hun.
“Og så er der en stolthed i det. Jeg synes selv, det er fedt, det vi har gang i, og jeg er stolt af, at jeg har mulighed for at leve af det, jeg elsker. Og at vi har skabt en bæredygtig virksomhed kun bestående af seje damer. Det giver selvtillid og en tro på, at det betyder noget. At det gør folk glade, ” siger hun og tilføjer:
“Glas er et uforudsigeligt materiale, og det gør det fascinerende at arbejde med. Glas har sit helt eget liv, det kræver tålmodighed, kontrol, koncentration og ro. Jeg har en drøm om, at det, vi laver, lever videre efter os, og at det er samleobjekter om hundrede år. Som det er nu, kommer mine ting ud i mange hjem, og det er en lille erobring, synes jeg.”
