Kristinas hyggelige julehule
JUL: Kig indenfor i Kristina Karkovs farverige lejlighed, hvor alle hendes fine fund – julede såvel som ikkejulede – tilsammen skaber den hyggeligste stemning.
Hvem: Kunstner og tekstildesigner Kristina Karkov og børnene Calvin på 12 og Lupina på 8 år.
Hvad: Treværelseslejlighed på 90 kvadratmeter i fredet byhus fra 1500-tallet.
Hvor: I centrum af Køge.
Da Kristina blev skilt for tre år siden, manglede hun og hendes børn Calvin og Lupina et sted at bo. Heldigvis havde Kristinas gode barndomsveninde Kirstine en nyistandsat lejlighed til leje i det gamle fredede byhus fra 1500-tallet i hjertet af Køge, hvor hun selv bor – Kirstines bolig kan du se på de foregående sider – og lejligheden var perfekt til den lille familie. Kristina er kunstner og tekstildesigner, og i hendes hjem er der fuldt knald på farverne og fyldt med sjove fund. Til jul kommer også plasticdimser, sjove nisser og en helt særlig adventskrans frem.
– Jeg har ikke grønne fingre og gider ikke bøvle med en krans af gran, siger Kristina, som i stedet har lavet kransen af pomponer og plasticdimser, da hun synes, at pomponer er meget julede.
Julepynten må godt være skør
Kristina har haft en blog siden 2005 og var en af de første bloggere herhjemme. Da der ikke var mange andre danske bloggere dengang, fik hun derfor mange kontakter i udlandet, som hun har byttet ting med igennem årene, f.eks. julepynt. Hun køber sjældent ny julepynt, men foretrækker at finde den i genbrugsbutikker eller lave den selv sammen med børnene.
– I år har Calvin f.eks. hjulpet med at pynte vores lille bitte juletræ. Han er ret vild med dinosaurer, og derfor skulle de selvfølgelig på træet. Jeg synes godt, at julepynten må være lidt skør og utraditionel, fortæller Kristina.
Ting, der betyder noget
Kristina har dog sat en skarp begrænsning for, hvor meget julepynt der må komme op, fordi der er så mange ting i forvejen.
– Nogle vil måske mene, at jeg nu har ting nok, men der er altid plads til lidt flere ting – ellers rykker jeg bare lidt rundt, smiler Kristina, som generelt ikke synes, at der bliver julehyggeligt af, at man bare hænger en masse pynt op.
– Det handler mere om at vælge de ting ud, der virkelig betyder noget, og som skiller sig ud blandt alt det andet. Og så skal julepynten selvfølgelig være rød, smiler Kristina.
Spisekrogen med hvidt spisebord og naturfarvede stole fra Trævarefabrikernes Udsalg får farve af det pink billede, som Kristina selv har malet. Lampen fra Normann Copenhagen var et must, da den er designet af Kristinas farfars fætter. Den lille slagbænk i indhakket ved vinduet har været i Kristinas familie i mange år. Kristina har monteret en skumplade med betræk på og lagt skønne bløde skind ovenpå, så den er rar at sidde på.
Kristina er kunstner, og hun har selv lavet billedet med damen i midten. Se flere af hendes værker på kristinakarkov.com.
Muleposerne på den franske dør ind til stuen er syet af Mumitrold-stof, som Kristina har byttet sig til. Adventskransen er lavet af pomponer, da Kristina ikke har grønne fingre og samtidig er glad for anderledes julepynt.
IDE
Lav din egen adventskrans med pomponer. Materialer og vejledning til pomponer fås hos Panduro Hobby. Lav en masse pomponer i julefarver og i forskellige størrelser. Placer fire bloklys på spyd på en halmkrans, og sæt pomponerne fast med knappenåle. Pynt evt. også med små figurer.
Kristina har valgt en stor hjørnesofa til stuen, så der er masser af plads til at slænge sig på. Hun kan godt lide, at både sofa og sofabord er hvide, så det i stedet er billederne på væggen, der får opmærksomhed. Kunstværkerne er lavet af forskellige kunstnere inklusive Kristina selv. Den gamle julemand til højre er fra Køge Museum. Kurven bugner af garnnøgler, for Kristina er ved at strikke et patchworktæppe. Det tager lidt tid, da hun primært strikker om vinteren.
Kristina har selv syet julestrømpen og de små juletræer i vindueskarmen. Kagedåsen er en gave, krukken et arvestykke, og rensdyret har Kristina fundet i Tiger.
Den simple juleuro har Kristina formet af tyk ståltråd og derpå hængt perleplader, pomponer og anden julepynt på med tråd og garn.
IDE
Den simple juleuro har Kristina formet af tyk ståltråd og derpå hængt perleplader, pomponer og anden julepynt på med tråd og garn.
Kristina har lavet gulvtæppet i Lupinas værelse ved at flette stofrester sammen. Nisser og krybbespilfigurer i vindueskarmen og på skrivebordet skaber julestemning.
Det store spejl på Lupinas værelse er et arvestykke fra Kristinas farfar. Det lille blå skab har tilhørt hendes farmor.
På Calvins værelse bliver to store gamle rejsekufferter brugt til opbevaring. Den nederste købte Kristinas oldemor, da hun som ung rejste til USA for at prøve lykken. Den øverste er også et familieklenodie. Julestrømpen har Kristina syet af Rasmus Klump-sengetøj.
I den ene ende af stuen har Kristina indrettet et kreahjørne, hvor hun maler, tegner og syr. På væggen hænger et linoleumstryk skabt af Kristina. Skabet ved siden af stammer fra et gammelt dyrehospital. Det lille bitte juletræ er bl.a. pyntet med pomponer og dinosaurer, som Calvin synes hører til på et juletræ! Der er kig ind til Calvins værelse herfra.
► SE OGSÅ: Fin og funklende jul
► SE OGSÅ: Hyggelig treværelses: Helt vild med jul
► SE OGSÅ: Klassisk jul med klip og kager