Kenneth Rasmussens unikke værker vækker opsigt i hele verden: ”Når jeg strikker, drikker jeg ikke”
Kenneth Rasmussen er ikke, som folk er flest. Han blev landskendt i tv-programmet Originalerne for sine enorme farvestrålende strikkekreationer og ikke mindst sit finurlige syn på verden. Hendes Verden fik en snak med Kenneth på kunstskolen Bifrost om Cjørcebønkere, statsanerkendt kunst og Putin.
På et tidspunkt mente Kenneths far, at nu skulle hans søn til at tegne noget andet end de der figurer, han altid tegnede.
Kenneth selv kaldte dem for Cjørcebønkere – med reference til den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø, som var et stort navn dengang i 1980’erne.
Figurerne er runde ansigter med store vingelignende arme og tændstiktynde ben og fødder.
Men Kenneth fortsatte med at tegne sine figurer, og i dag er Cjørckebønckerne hans vartegn. De sniger sig ind på mange af hans malerier og linoleumssnit, hvoraf det længste er to gange 13 meter og udskåret i hånden.
Han blev landskendt, da DR i december viste serien Originalerne om eleverne på Bifrost i Randers, en kunstskole for voksne med særlige behov. Her skaber Kenneth sine imponerende kunstværker, herunder store strikkeinstallationer af strimler af plastikposer eller gammelt sengetøj.
Annonse
"Cykelsmeden bliver ved med at hilse mig fra folk, jeg ikke kender. Det skulle jeg lige vænne mig til, for jeg kender ikke hele verden, som han gør," påpeger Kenneth Rasmussen.
Orange plastikposer
”Cykelsmeden” hedder Claus Ørsted, og ud over at drive Galleri Cykelbørsen i Randers sidder han i kunstskolens støttekreds og har arrangeret mange udstillinger med elevernes værker, herunder Kenneths.
Kenneth har i mere end 20 år udstillet sine værker i ind- og udland, men efter tv-udsendelsen blev han også kendt uden for kunstkredse.
Han ynder at strikke i ”garn” lavet af plastikposer, som han selv klipper i strimler, men da plastikposer er ved at blive en mangelvare, vakte det glæde, da Hinnerup Bibliotek donerede 4.000 ubrugte orange poser, og da hans bostøtte skaffede ham det afspærringsbånd, Randers Kommune havde til overs efter Randers Festuge.
"Jeg kalder det Randers Drukuge, for der er lige så meget druk som fest. Jeg har selv været på limpinden, men fik hjælp," fortæller Kenneth ærligt.
I dag er elefantbajerne skiftet ud med strikkepinde, for det hjælper at strikke. Men selv om det er mange år siden, at Kenneth stoppede med at drikke, er tankerne der stadig.
Annonse
"Jeg forstår ikke spørgsmålet, når du spørger om, hvad det betyder for mig at strikke. Det betyder, at jeg ikke drikker," som han siger.
Hulemændenes påfund
Kenneth har et udviklingshandikap, men han har også en utrolig fantasi og kreativ åre, som allerede viste sig i barndommen.
"Bare jeg så en vittighedstegning, tænkte jeg ”nøj, bare det var mig, der havde lavet den”," siger han og fortæller, at han som otte-ni-årig overtalte sin mor til at lære ham at strikke.
Annonse
"Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville lære det, men jeg var fascineret af strik. Det var ikke med hendes gode vilje, for hendes søn skulle ikke strikke. Jeg begyndte med at fingerstrikke, og hun var ikke så god til at lære fra sig, men jeg fik det lært," siger Kenneth og forklarer, at på hosekræmmerens tid, som han kalder det, var det almindeligt, at mænd strikkede, mens de passede får på heden.
"Og i Sydamerika, hvor de laver tequila, strikker mændene også."
"Jeg snakkede engang med en dame, som påstod, at det var mænd, som havde opfundet strik. De har sikkert siddet i nogle huler og kedet sig, og så lå der nogle pinde og noget uld," funderer han.
Kunsten rejser, Kenneth bli’r
Fire dage om ugen er Kenneth på kunstskolen Bifrost, et sted, som betyder så meget for ham, at han flyttede fra Aarhus til Randers, da ”Aarhus røv-kommune”, som han betegner den, kun ville betale for to dages ophold om ugen.
"Aarhus kan godt finde ud af at lave Aros og tænker kun på ”statsanerkendte” kunstnere, men i Randers har vi Bifrost," understreger Kenneth.
På gulvet står en keramikskulptur – et væsen med seks ben, en hale og et bedrøvet udseende. En ivller.
"Den er til at stikke op i røven på alle dem, der tvivler," forklarer Kenneth, som ofte finder på navne til sine figurer.
Efterhånden er der ikke mange, der tvivler på, at Kenneth selv har et talent ud over det sædvanlige. Hans værker er blevet udstillet i så fjerne egne som Australien, Japan og USA og senest i stormagasinet Illum i København.
"Det er kun min kunst, der har været ude at rejse. Jeg bliver her, indtil vi har fået ham Putin til at opføre sig ordentligt," fastslår Kenneth, som har kaldt et af sine linoleumssnit for Stop Store Bededag op i røven af Putin.
Kæmpe bikini
Et andet af værkerne hedder Kenneth Rasmussen hader det 21. århundrede, og i det indgår sætningen De fucking it-folk respekterer ikke udviklingshæmmede.
"Den digitale udvikling går alt for hurtigt. De it-folk tror, at alle ligner dem, og tænker ikke på folk, som er udviklingshæmmede," uddyber Kenneth, som fyldte 50 år i 2022.
I den anledning fejrede Randers Kunstmuseum ham med en særudstilling, som blev åbnet af kunstner Bjørn Nørgaard, der også skrev forordet i udstillingsprogrammet.
"Så blev jeg "statsanerkendt", og det kan jeg sgu da kun tage som et kompliment. Mange kunstnere bliver først anerkendt, når de er døde. Van Gogh døde fattig, men nu bliver hans billeder solgt for millioner," siger Kenneth, mens han rutineret vender strikketøjet.
Han ved ikke på forhånd, hvad han vil lave. Inspirationen kommer mange steder fra. Han første strik var en stor bikiniinstallation inspireret af sangen Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini fra 1960 af Brian Hyland.
Nattens strimler
Kenneth bor i en lejlighed ikke så langt fra Bifrost. Her han også et værksted i kælderen, hvor han ofte er at finde.
"Jeg er vist det, man kalder en arbejdsnarkoman. Under corona sad jeg i værkstedet og strimlede plastik midt om natten. Skolen var lukket, og jeg var blevet ødelagt, hvis jeg ikke havde haft mit værksted," konstaterer han.
Kenneths forældre lever ikke længere og nåede ikke at opleve, at deres søn blev en international kunstner.
"Jeg ville gerne se, hvordan mine forældre ville reagere, hvis de så min kunst i dag," siger Kenneth.
Måske ender Kenneths kunstværker en dag på Aros, nu hvor han er blevet "statsanerkendt", som han kalder det.
"Næste mål kunne godt være Aros," understreger han med et smil.
"Så kan Aarhus røv-kommune lære det!"
