Her er kvinderne, der levede i skyggen af Picasso

Hvis man gik rundt i gaderne i 30’ernes Paris, kunne man støde på en lille mand med levende brune øjne og en kropsbygning, der var rank som en statues. Den skaldede isse blev skjult af en baskerhue, og han var iklædt en stribet sømandssweater med en pjækkert over. Hans navn var Pablo Picasso (1881-1973), og han var en af verdens mest kendte kunstnere – berømmet for sin moderne og banebrydende kunst, der forandrede og fornyede maleriet i det 20. århundrede.

Picasso blev til Picasso i det Paris, der fra 1900-tallets begyndelse og frem til årene efter 2. Verdenskrig blev kunstens epicenter. Særligt i kvarteret omkring Notre Dame, på Seinens venstrebred, blomstrede det eksperimenterende avantgardemiljø. Bohemerne levede og åndede for kunsten, hang ud på Café de Flore, spiste middag på Brasserie Lipp eller sugede intellektuel næring fra herskabslejligheden på Rue de Fleurus 27 i Montparnasse, hvor den amerikanske forfatter og kritiker Gertrude Stein og hendes livspartner, Alice B. Toklas, holdt deres sagnomspundne saloner.

Et hjem, hvor udviklingen af den moderne kunst og litteratur langsomt knopskød i samtalerne mellem Stein og kunstnere som Pablo Picasso, Paul Cézanne og Henri Matisse og forfattere som Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald, som Stein fungerede som mæcen, kritiker og guru for. Det var også i det kvarter, at amerikaneren og udgiveren af James Joyces klassiker Ulysses, Sylvia Beach, i 1919 åbnede boghandleren Shakespeare and Company, som tiltrak mange fattige, aspirerende forfattere, fordi hun i stedet for at sælge, lånte dem bøger, som Hemingway beskriver det i romanen Der er ingen ende på Paris.

Kvinder var altså en del af bohememiljøet, og selv om mange af de kvinder, der ville leve af deres kunst, fravalgte mand og børn, var vejen til anerkendelse som at kravle op ad en stejl klippevæg i balletsko: ufarbar og uigennemskuelig. De måtte kæmpe en brav kamp for at blive respekteret på lige fod med deres mandlige kollegaer. Var de i et forhold, var alene det at få tid til at male, svært. De mandlige kunstnere havde som regel en kvinde, husholderske eller kone til at sørge for, at de børn, de satte i verden, ikke forstyrrede dem, og at de ikke behøvede at bekymre sig om dagligdagens prosaiske gøremål.

Morgenmad, kaffe og den daglige post blev fx bragt til Picasso på sengen af hans husholderske Inez, når han vågnede op ad dagen. Og når han arbejdede i sit atelier i Sydfrankrig i vinterhalvåret, var det hans daværende samlever, Françoise Gilot, som stod tidligt op og cyklede ud og fyrede op, så der var varmt og arbejdsvenligt, når han var klar. Det tager tid at skabe god kunst, og tid var en luksus, der var de færreste kvinder forundt.

Ud over sit oeuvre er noget af det, Picasso er mest kendt for, de mange damer, der flettede sig ind og ud af hans liv. Kvinderne, han elskede, inspirerede ham og skubbede til hans udvikling kunstnerisk, og som han selv forklarede det, var hans værker en slags dagbøger. De kvinder, der var i hans liv, blev en del af kunsten. Hans forhold til kvinder var – set med nutidige øjne – præget af egoisme og kynisme.

Han elskede dem, men behandlede dem rædselsfuldt. Bl.a. belærte han sin unge elskerinde Françoise Gilot om, at der kun findes to slags kvinder: Gudinder og dørmåtter … Og dem, der nød gudindestatus, blev skånselsløst degraderet til netop dørmåtte, når han som en bi fløj videre til næste blomst.

“Ingen kærlighed varer evigt,” sagde Picasso, men aftrykkene af de forhold, han havde været i, forblev i hans liv, som fodspor i vådt sand. Efter hans død i 1973 fandt man stakke af portrætter og tegninger af de kvinder, der havde betydet mest for ham, i hans atelier. Men hvorfor blev de overhovedet hos ham, når han opførte sig, som han gjorde? Jo, der var prestige i at være kvinden i hans kunst, for hans indflydelse og berømmelse var enorm.

Kvinderne havde egne ambitioner – professionelt og socialt – og selv om de af eftertiden er blevet marginaliseret til muser, var de selvfølgelig mere end det. Det de havde tilfælles, var, at de i en periode blev set på med kærlighed og begær af en mand, der malede med sine følelser og skabte værker, som hele verden beundrede. Og hver især har de en personlig fortælling om, hvad livet med Picasso bragte med sig af glæder og sorger. Her kan du møde de kvinder, der havde størst betydning for Picasso og hans kunst.

Fernande Olivier, 1904-1912

Da Picasso flyttede til Paris omkring sin 20-års fødselsdag, var det for at udfordre sin stil. Det frigjorte Paris i La belle époque (perioden omkring år 1900 i Frankrig, red.) var noget helt andet, end tidsånden i det strengt katolske Spanien, han kom fra. Han blev fascineret af par, der åbenlyst omfavnede hinanden på gaden, ligesom han lod sig forføre af den løsslupne stemning på natklubberne, hvor borgerskabets mænd mængede sig med prostituerede i de dekadente dansehaller på Montmartre.

Det var impressionister som Édouard Manet og Pierre-Auguste Renoir, der med deres markante brug af lys var kunstscenens stjerner, men Picasso gik sine egne veje og malede motiver i chiaroscuro, en stilart, hvor kontrasterne mellem lys og mørke fremhæves, og som blev brugt af mestre som Caravaggio og Rembrandt.

I 1904 slog han sig ned i Montmartre blandt gøglere, kunstnere og prostituerede, hvor han fattig som en kirkerotte boede i en nedlagt lagerbygning, Le Bateau-Lavoir, sammen med digterne Guillaume Apollinaire og Max Jacob og maleren Georges Braque. Hans atelier, der blev opvarmet af en gammel ovn, flød med malertuber og lærreder. Alt dette ved vi, fordi han mødte en kvinde, Fernande Olivier (1881-1966), blandt vennerne kaldet La belle Fernande, der ernærede sig ved at stå model for kunstnere.

Hun begyndte også at stå model for Picasso og blev hans elskerinde. Fernande menes at være en af modellerne på hans mest berømte maleri, Les Demoiselles d’Avignon (Frøknerne fra Avignon) fra 1907, der med sin kantede stil brød med den traditionelle europæiske malertradition og blev begyndelsen på kubismen. Deres forhold var præget af jalousi, gensidig utroskab og voldsomme skænderier, og Picasso forbød hende at stå model for andre end ham, indtil han forlod hende til fordel for en anden kvinde.

I 1933, da Picasso havde fået sit gennembrud, udgav Fernande Olivier bogen Picasso et ses amis om deres lidenskabelige, men konfliktfyldte forhold. Picasso gjorde, hvad han kunne for at afværge udgivelsen, men det lykkedes kun delvis. Fernande og Picasso genetablerede kontakten efter 2. Verdenskrig, hvor hun overtalte ham til at betale hende et lille underhold, som hun kunne leve af.

Olga Khokhlova 1917-1955

Picasso mødte ballerinaen Olga Khokhlova (1891-1955) i Rom i 1917. Hun var født ind i en aristokratisk familie i Ukraine og dansede i det berømte balletkorps Les Ballets Russes under ledelse af Serge Diaghilev. Les Ballets Russes var under 1. Verdenskrig en adspredelse for Picasso, hvor han i en periode, mens hans venner var indkaldt, begyndte at arbejde med scenografi og rejste rundt med truppen.

Olga, der var køn og af god herkomst, fangede hurtigt hans opmærksomhed, men da ægteskabet var arrangeret, advarede hans mor, Doña María, Olga mod at gifte sig med Picasso: “Min stakkels pige, du ved ikke, hvad du går ind til (…) Jeg tror ikke nogen kvinde, vil kunne blive lykkelig med min søn.”

Det nygifte par bosatte sig i en herskabelig lejlighed på Rue la Boétie, hvor de indledte et liv, der var markant mere sat og borgeois, end Picasso var vant til, men han spillede med, udskiftede de lurvede, mølædte jakkesæt med nye og deltog i selskaber og baller. Noget, der ikke huede Picassos gamle venner, som ikke brød sig om hans forvandling.

I 1921 blev parret forældre til sønnen Paulo, og i takt med at deres status som Paris’ mest fashionable socialité-par voksede, begyndte ægteskabet at trætte Picasso: “Ser du, Olga kan lide te, caviar og kager. Jeg kan lide pølser og bønner,” beklagede han sig til sine nærmeste. I 1923 købte han lejligheden ovenpå og begyndte at leve sit liv, som før deres ægteskab, mens hun fortsatte med at påtage sig rollen som Madame Picasso. Inden længe mødte han den kun 17-årige Marie-Thérèse Walter, som han blev meget erotisk betaget af.

I sine malerier skjulte han sin besættelse af hende i abstrakte koder, så Olga Khokhlova, der i forvejen var jaloux, ikke skulle fatte mistanke. Men med tiden opdagede Olga selvfølgelig affæren. I starten så hun det ikke som en trussel, men i 1932 havde Picasso en stor retrospektiv udstilling, hvor hun ikke kunne undgå at se – billede for billede – hvor alvorlig kærlighedsaffæren var.

Portrætterne af den unge Marie-Thérèse sprudlede af glade gule og lilla nuancer og seksuel vellyst, og da Marie-Thérèse ventede barn med ham, flyttede Olga i 1935 ud af lejligheden med Paulo. Picasso ville skilles, men da han fandt ud af, at det ville betyde, at han skulle overlade halvdelen af sine malerier til hende, nægtede han, og Olga forblev Madame Picasso.

Frem til sin død i 1955 skrev Olga ivrigt til Picasso – næsten hver dag – i en uforståelig blanding af russisk, fransk og spansk, vandret, lodret og i marginen, hvor hun bebrejdede ham hans fravær og mangel på interesse for Paulo. Hendes eftermæle er, at hun blev skør og endte med at bruge hele sit liv på bittert at rejse rundt efter Picasso og angribe hans elskerinder.

Marie-Thérèse Walter 1927-1936

Den 8. januar 1927 opdagede Picasso en ung kvinde gennem vinduerne i Galeries Lafayette i Paris. Han ventede, til hun kom ud, hilste på hende med et stort smil og sagde: “Madame, du har et interessant ansigt. Jeg vil gerne male et portræt af dig.” Og sådan begyndte en af Picassos mest lidenskabelige kærlighedsaffærer. Den 17-årige Marie-Thérèse Walter (1909-1977) anede ikke, hvem Picasso var, men han bar et smukt rødt og sort slips, der fangede hendes interesse, og hun fandt ham charmerende.

Han tog hende med hen på sit atelier, hvor han nærstuderede hendes ansigt. Og bad hende komme tilbage dagen efter. Sådan fortsatte det, og deres forhold udviklede sig. Picasso, der på det tidspunkt var 45 år, følte sig ung igen, og hans inspiration eksploderede i tegninger og malerier af den atletiske, blonde pige, hvis stråagtige hår og sportstrænede krop, han tilbad. Hver gang Picasso tog væk med sin familie, sørgede han for at installere Marie-Thérèse i nærheden. “Mit liv med ham var altid hemmeligt,” fortalte Walter senere: “Roligt og fredeligt. Vi sagde ikke noget til nogen. Vi havde det godt på den måde, og vi bad ikke om mere.”

Marie-Thérèse interesserede sig for sport og deltog aldrig i Picassos offentlige eller intellektuelle liv, og da hun opdagede, at hun ventede sig, blev Picasso lykkelig, faldt på knæ og sagde, at det var hans livs største lykke. Gifte sig kunne de ikke, men omkring datteren Mayas fødsel i 1935 boede de sammen i en ganske kort periode, indtil Picasso mødte fotografen Dora Maar i sommeren 1936. Relationen til Marie-Thérèse holdt han vedlige og fortsatte med at tilbringe de fleste af sine weekender sammen med hende og Maya.

Marie-Thérèse var i baggrunden, men altid indenfor rækkevidde. Hun var et helle, hvor han søgte tilflugt fra virkeligheden, og selv om hun havde al mulig grund til at føle sig svigtet, bebrejdede hun ham aldrig, men skrev breve i den sødeste, kærligste tone og gemte frem til hans død både afklippede negle og hårtotter fra den eneste mand, hun havde haft i sit liv. I 1955 da Olga døde, ringede Picasso til Marie-Thérèse og friede til hende, men hun afslog. Kun en uge inden Picasso døde i 1973, talte de i telefon sammen, og med hans død blev deres bånd endeligt brudt. I 1977 tog Marie-Thérèse sit eget liv.

Dora Maar 1936-1944

På café Les Deux Magots i Paris så Picasso i 1936 en smuk kvinde med mørkt tilbagestrøget hår, der sad og legede med en kniv, som hun stødte ned mellem sine fingre. Hurtigere og hurtigere. Hun bar et par sorte handsker med påsyede lyserøde roser, og da hun var færdig, var blomsterne farvet af blod.

Det var næsten som en forestilling til ære for ham, og da Picasso henvendte sig til hende på fransk, svarede hun på spansk, som hun vidste, var hans modersmål. I modsætning til Marie-Thérèse var Dora Maar (1907-1997) en 29-årig anerkendt fotograf, venner med kollegaen Man Ray, og en del af den surrealistiske bevægelse – en verdensdame, der var uddannet på kunstskoler og opvokset i Buenos Aires i Argentina. Picasso var 55 og netop blevet far til Maya med elskerinden Marie-Thérèse, men fortsat gift med Olga. Det var kort sagt kompliceret.

Picasso forklarede sin splittelse mellem de to kvinder således: “Jeg kunne lide dem begge to af højest forskellige grunde: Marie-Thérèse fordi hun var sød og venlig og gjorde alt, hvad jeg bad hende om, og Dora fordi hun var intelligent.” Ifølge en anekdote dukkede Marie-Thérèse uanmeldt op i hans atelier, mens Dora Maar var der, da han malede det verdensberømte maleri Guernica (1937).

Kvinderne begyndte at skændes, men Picasso fortsatte med at male, og til sidst bad Marie-Thérèse ham vælge. “Jeg sagde til dem, at det måtte de selv klare indbyrdes, og de begyndte at slås. Det er et af mine bedste minder …” Om historien er sand, vides ikke, men de to kvinder er afbilledet i hver deres ende af Guernica i en kampscene.

Picasso malede altid Dora Maar i mørke og mere dramatiske nuancer, ofte grædende. Ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden, men det var Picassos version af hende. Hun vidste aldrig, hvornår de skulle ses, men sad klar og ventede på, at han ringede eller kom forbi. I permanent beredskab, bl.a. fordi hun vidste, at han ville blive rasende, hvis han ringede, og hun havde lavet andre planer.

Da Picasso mødte Françoise Gilot smuldrede forholdet, hvilket gjorde Dora Maar så ulykkelig, at hun fik et sammenbrud. Hun hallucinerede og opfandt overfald for at vække Picassos medlidenhed. Men det virkede ikke, og da Gilot fik samvittighedskvaler over sin medvirken til Maars tilstand, svarede Picasso: “Sådan er livet, det er indrettet sådan, at det automatisk udstøder den, der ikke kan tilpasse sig vilkårene. Livet må gå videre, og livet det er os.”

Maar blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og led resten af sit liv af voldsomme depressioner. Først efter sin død i 1997 er hendes talent blevet anerkendt i sin egen ret – og ikke kun som et produkt af Picassos indflydelse.

Françoise Gilot 1944-1953

Omkring 2. Verdenskrig steg Picassos anerkendelse og berømmelse, og hans atelier på Rue des Grands-Augustins var altid fyldt med mennesker, der ville have en flig af ham: Folk, der arbejdede med at katalogisere hans kunst, fotografer og venner og bekendte fra det kunstneriske slæng, såsom filosofferne Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, digterne Jean Cocteau og Paul Éluard og kunsthandlerne Daniel-Henry Kahnweiler og Paul Rosenberg, der kæmpede om at få lov til at købe hans billeder.

Det var i denne periode, at den unge kunstner Françoise Gilot (f. 1921) mødte den 62-årige Picasso. Helt præcist i maj 1943 på restauranten Le Catalan, hvor Gilot spiste middag med en veninde. Kvinderne fangede Picasso opmærksomhed, og han kom over til deres bord med en skål kirsebær, som han bød dem.

Da han hørte, at de unge kvinder også var kunstnere, inviterede han dem på besøg i sit atelier med bemærkningen: “Piger, der ser sådan ud, kan ikke være malere.” Få dage efter mødte veninderne op i hans atelier, og besøget blev begyndelsen på et langstrakt kurmageri, hvor Gilot, der i begyndelsen kun havde kunstnerisk og intellektuel interesse i Picasso, langsomt overgav sig. I hende så Picasso et ansigt, han følte, han havde malet før, ligesom der i hendes urolige væsen var noget, der korresponderede med hans. Vigtigst af alt gav hun ham modstand.

Han kunne finde på at sige: “Tro endelig ikke, du betyder noget som helst for mig. Jeg holder af at være uafhængig.” Hun svarede: “Det gør jeg også.” Og så blev hun væk i en uge eller fjorten dage, til han igen var hende hengiven. Kvinderne, der tidligere havde været i hans liv, fyldte kolossalt, og selv om Gilot nægtede at lade sig knægte af hans forsøg på at gøre hende jaloux, krævede livet med Picasso en uhørt råstyrke.

Sammen flyttede de til Sydfrankrig i huset La Galloise, hvor Picasso bl.a. i en årrække lavede keramik i Vallauris og fik børnene Claude (1947) og Paloma (1949). Men med tiden blev det for tungt. Gilot nægtede at leve et liv, hvor hun vendte det blinde øje til hans amourøse udskejelser, og hun følte, at deres tilværelse var et endeløst cirkus.

Efter et par års tilløb forlod hun ham i 1953. Fortryllelsen var hævet. Hun har senere udtalt om de portrætter, Picasso malede af hende, at hun aldrig ønskede at blive “ansigtet i hans malerier,” og at han altid så hende udefra – aldrig indefra. “Da jeg forlod ham, var det, fordi jeg kendte ham, men han kendte stadig ikke mig. Det blev lidt for meget.”

Livet med Picasso er rigt beskrevet i de memoirer, Life With Picasso, hun udgav, til stor fortrydelse for Picasso, i 1964. Udgivelsen, der blev anset som skandaløs, betød, at Picasso afbrød kontakten til sine børn, Claude og Paloma. Bogen, som hun skrev sammen med kunstkritikeren Carlton Lake, er netop blevet genoptrykt og i et interview med The New York Times, siger den nu 97-årige Gilot, at hun intet fortryder.

Jacqueline Roque 1953-1973

Efter Francoise Gilot forlod Picasso, overtog Jacqueline Roque (1927-1986) hendes plads. Hun var 26, havde smukke mandelformede øjne, en lige næse og lignede nærmest en sfinx. Hun mødte Picasso i Madoura-potteværkstedet i Vallauris, hvor hun var ekspedient. Han var på det tidspunkt 72 år og kurtiserede hende ved at bringe hende en rose hver dag, indtil hun gik med til at gå ud med ham, og i 1961 blev de gift ved en lille ceremoni.

Jacqueline Roque forgudede Picasso så meget, at hun isolerede ham fra den fortid, der havde været umulig for hendes forgængere at undgå. Men Picasso var blevet gammel og kræfterne færre. De købte slottet Chateau Vauvenargues i nærheden af Aix-en-Provence og en villa i Cannes, hvor Picasso kunne hellige sig sit arbejde – uden forstyrrelser. Tilgangen til slottet var besværlig, og Jacqueline kontrollerede, hvem der kom på besøg og afskar hans børn fra al kontakt.

Da Picasso døde i 1973, var børnene ikke velkomne til hans begravelse, og da han gik bort uden at efterlade sig et testamente, udbrød der arvestrid mellem dem og Jacqueline. Selv om hun stadig var ung, da Picasso døde, kom Jacqueline sig aldrig rigtig over sorgen, og i 1986 skød hun sig selv.

Elsket af Picasso – Kærlighedens magt, 12. oktober 2019 - 23. februar 2020 på Arken Museum for Moderne Kunst. Arken.dk